Kommentator på JP anklages for dobbeltrolle

Først revsede Jyllands-Posten energibranchen i en række kommentarer. Dernæst tilbød JP's kommentator - der også er kommunikationsrådgiver - samme branche at holde et oplæg om deres ”åbenlyse tåbeligheder”. Nu kritiserer energibranchen skribenten for at sammenblande sine roller. Han afviser kritikken

Jyllands-Postens erhvervspolitiske kommentator Anders Heide Mortensen blander rollen som kommentator på et landsdækkende medie sammen med rollen som købmand i sin egen private kommunikationsvirksomhed, Heide Kommunikation.

Sådan lyder kritikken fra energiselskabernes interesseorganisation, Dansk Energi.

Anders Heide Mortensen har den seneste tid revset den danske energisektor i en række kradse kommentarer i Jyllands-Posten og på Finans.dk.

Ifølge Dansk Energi har Anders Heide Mortensen i egenskab af kommunikationsrådgiver ved siden af tilbudt at hjælpe energibranchen med at blive bedre til præcis det, han kritiserer dem for: Deres kommunikation.

Men JP-kommentatoren Anders Heide Mortensens afviser at have gjort noget kritisabelt. Han mener, det er i orden, at han tilbyder at arbejde for virksomheder, han har kritiseret i en kommentar – bare han ikke hjælper dem med at løse det problem, han har kritiseret dem for at have.

”Hvad er det for et samfund, vi ville have, hvis alle, der sagde noget kritisk, skulle gå rundt og være brødløse. Jeg skal jo tjene nogle penge, så jeg kan forsørge min familie,” siger Anders Heide Mortensen til Journalisten.

Direktørlønninger og store tab

Striden mellem Dansk Energi og Anders Heide Mortensen tager udgangspunkt i en række kritiske artikler i Jyllands-Posten og på Finans.dk om den danske energisektor. For eksempel har flere af de brugerejede elselskaber ifølge Jyllands-Posten tildelt direktørerne tårnhøje lønstigninger. Samtidig er der investeret i tv-distribution, cykelstativer og træpillefabrikker – i mange tilfælde med tab.

I sine klummer har Anders Heide Mortensen samlet op på dækningen med overskrifter som ”Kære el-konger: Kom ud af slagter-ligaen. Nu.” og ”Et kig ind i en elkonges hoved”.

Anders Heide Mortensen har også skrevet, at dårlig kommunikation har gjort problemerne større for energiselskaberne.

”Gør noget ved problemsagerne, før de er blevet jeres brand. Husk, at loyalitet er en dårlig erstatning for dømmekraft. Erkend fejl. Ærligt. Begynd i dag,” skrev Anders Heide Mortensen for eksempel 25. august.

"Han lagde en snøre ud"

15. august 2017 fik direktør i interesseorganisationen Dansk Energi Lars Aagaard et opkald fra Anders Heide Mortensen, forklarer han.

”Han taler om Jyllands-Postens artikler om elkongerne, han siger, at energiselskaberne har et kommunikationsproblem, og at han gerne vil lave et kommunikationsforløb. Det er min klare opfattelse, at han lagde en snøre ud for at se, hvor mange ydelser vi kunne være interesseret i,” siger Lars Aagaard.

Anders Heide Mortensen kalder beskyldningerne om, at han blander forskellige roller sammen, for ”det rene vrøvl.” Han har en helt anden udlægning af samtalen.

”Der har aldrig været tale om medietræning, budskabstræning eller forslag til, hvordan Dansk Energi bliver mere smukke og lækre,” siger han.

Ville fortælle om tåbelighederne

Anders Heide Mortensen bekræfter, at han selv ringede til direktør Lars Aagaard. Anledningen var, at Lars Aagaard havde udtalt, at Dansk Energi ville tilbyde en ny uddannelse for bestyrelsesmedlemmer i energiselskaber.

Anders Heide Mortensen læser artiklen og ringer til Lars Aagaard.[quote:0]

”Jeg sagde, at jeg kunne komme til bestyrelsesseminaret, når de havde fået noget rødvin, og fortælle om de oplagte tåbeligheder, de begår.”

Men Lars Aagaard beskriver samtalen som ”upassende” og som udtryk for en sammenblanding af roller.

”Vi har en verserende sag, hvor han har skrevet et kradst indlæg om vores branche,” siger Lars Aagaard, der forklarer, at samtalen sluttede med, at Anders Heide Mortensen tilbød at lave et oplæg.

”Det endte med, at han foreslog et foredrag om, hvordan vi håndterer den nye medievirkelighed og sådan nogle typer, som arbejder på JP Finans,” siger Lars Aagaard.

Anders Heide Mortensen siger om afrundingen af samtalen:

”Jeg lagde ikke skjul på, at det måske kunne være meget rart, hvis der kom en type som mig, fordi jeg ved, hvordan klaveret spiller. Jeg har jo givet Dansk Energis medlemsorganisationer nogle hug,” siger Anders Heide Mortensen.

Har gået på jagt sammen

Med til historien hører, at Lars Aagaard og Anders Heide Mortensen har kendt hinanden i årevis.

”Jeg vil ikke kalde ham en ven. Vi har været på jagt sammen, og vi har hinandens mobilnumre, fordi vi har en fælles personlig ven,” siger Lars Aagaard.

Anders Heide Mortensen trækker linjen tilbage til Erhvervsministeriet, hvor de begge arbejdede for knap 20 år siden. De har efterfølgende holdt kontakten. For eksempel har Anders Heide Mortensen og en fælles bekendt hjulpet Lars Aagaard med blandt andet jagtudstyr.

Anders Heide Mortensen beskriver tonen under telefonsamtalen mellem de to som bramfri.

”Vi kender hinanden privat,” siger han og nævner, at de to engang drak rødvin i en jagthytte en hel nat.

”Så han ved godt, at jeg ikke ringer for at sælge ham et kursus,” siger Anders Heide Mortensen.

Lars Aagaard siger, at han er glad for at Anders Heide Mortensen har sat pris på deres relation. Det har han også selv.

Men Lars Aagaard mener ikke, det er en formildende omstændighed, at de har truffet hinanden.

”Det gør næsten kun sagen værre. Man skal ikke udnytte private bekendtskaber til at drive forretning,” siger Lars Aagaard.

Ude på et skråplan

Samtalen mellem Anders Heide Mortensen og Lars Aagaard var så kort, at hverken form på oplægget, dato eller eventuel honorering kom op.

”Men Lars Aagaard syntes, det var interessant, og han ville gå videre med det,” siger Anders Heide Mortensen.

Lars Aagaard siger, at han sluttede samtalen med at sige, at ”han ville overveje” tilbuddet.[quote:1]

”Det er businesssprog for at ”sige nej”,” forklarer han.

Bagefter sad Lars Aagaard med en mærkelig følelse i kroppen, siger han.

”Taktisk ville det kloge måske være at hyre manden til at holde det foredrag for at få fred. Men så er vi ude på et skråplan,” siger han.

Lars Aagaard tilføjer dog, at Anders Heide Mortensen ikke antydede, at han ville stoppe sine kritiske klummer om energibranchen, hvis han holdt oplægget.

Ikke underlagt JP's redaktionelle regler

Men i stedet for at vende tilbage til Anders Heide Mortensen blev reaktionen fra Dansk Energi, at kommunikationschefen skrev et kritisk læserbrev i Jyllands-Posten. Det blev bragt mandag. Her bliver Anders Heide Mortensen kritiseret for, at hans revserier er en selvopfyldende profeti, ”der skal sikre kunder i Anders Heide Mortensens butik”.

Ifølge Jyllands-Postens regler må redaktionelle medarbejdere ikke udnytte deres stilling til private fordele.

Jyllands-Postens redaktion skriver som svar på kritikken, at Anders Heide-Mortensen ikke er redaktionel medarbejder på avisen, men selvstændig kommunikationsrådgiver, der skriver kommentarer i sin egen ret.

Rent spin

Ifølge Anders Heide Mortensen er det rent spin, at Dansk Energi anklager ham for at bruge kommentarerne til at udpege kommunikationsproblemer, han kan profitere på økonomisk.

Anders Heide Mortensen ville for eksempel aldrig tilbyde et medietræningskursus til nogen, han havde kritiseret, forklarer han.

”Hvis jeg ringede dagen efter en kritisk kommentar og sagde: ”I gør noget dumt. Jeg kan hjælpe til at gøre noget meget klogt”, så ville det jo være helt på månen. Det ville være dybt uetisk, og rygtet ville i øvrigt løbe København rundt på et døgn. Det tror jeg, at alle, der bruger hovedet, kan regne ud,” siger han.

Kritiserede banker og arbejdede for dem bagefter

Han mener, at Dansk Energi har handlet uprofessionelt. Til sammenligning har han kritiseret nogle af de store banker og finansielle institutioner – og alligevel efterfølgende rådgivet dem om andre emner, forklarer han.

Han tilbød i foråret Dansk Energi at være med i Aalunds årlige PR-barometer. Det endte dog ikke med en konkret aftale.[quote:2]

”Jeg kan godt håndtere at skrive grimt om en energivirksomhed og tilbyde virksomheden at deltage i en undersøgelse om, hvad energijournalisterne mener om dem,” siger han.

Men gør du dig ikke sårbar for kritik, når du arbejder for virksomheder, du også kritiserer i dine kommentarer?

”Hvis jeg ikke kunne gøre det, ville jeg have et kæmpe problem, for så ville jeg ikke penge tjene,” siger Anders Heide Mortensen. 

Set fra Lars Aagaards perspektiv gør Anders Heide Mortensen netop det, han ikke burde gøre.

”Det salg, han forsøger at gennemføre, handler jo netop om håndtering af det problem, som han skriver om,” forklarer Lars Aagaard.

1 Kommentar

Niels-Martin Methmann
6. SEPTEMBER 2017
Forsøger Aagaard at løse sit
Forsøger Aagaard at løse sit problem ved at skyde budbringeren? Det ser sådan ud. Heide Mortensen har revset Dansk Energi, og hans kommentar får Aagaard til at at gå til modangreb for at få has på kritikeren. Modangrebet løser næppe de problemer, Heide Mortensen peger på i Dansk Energis medlemskreds.
data_usage
chevron_left
chevron_right