search

JP-redaktør speaker reklameindslag

Redaktøren for JPtv speaker selv et reklameindslag fra en annoncør, som ligger på sitet. »En nødløsning,« kalder han det.

Redaktøren for JPtv speaker selv et reklameindslag fra en annoncør, som ligger på sitet. »En nødløsning,« kalder han det.

Redaktør for JPtv Jacob Bendixen Andersen har flere kasketter på i øjeblikket. Han er ikke kun redaktør for Jyllands-Postens tv-afdeling, men har også fået tjansen med at lægge stemme til en reklame for netboghandlen Saxo.com, som har en annonce kørende på samme site netop nu.

Den mærkværdige sammenblanding af roller har dog en forklaring.

»Saxo.com er et selskab, som JP/Politikens Hus er medejer af, og de stod og manglede en speak, som jeg så lavede. De skulle have gang i julesalget. Og så gjorde jeg dem altså den her tjeneste,« siger Jacob Bendixen Andersen.

Han kan godt se, at det principielt set kan virke uheldigt, at han som journalistisk redaktør også lægger stemme til reklameindslag på samme site, men kalder det et enkeltstående tilfælde.

»Det var en nødløsning, og ikke noget, som vi vil gøre fremover.«

– Kan du ikke se, at det kan gå ret kraftigt ud over jeres troværdighed?

»Jo. Det ville være en glidebane, hvis vi gjorde det konsekvent, men det gør vi altså heller ikke,« siger han.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen