
Jyllands-Postens chefredaktør, Jacob Nybroe. Uffe Weng/Ritzau Scanpix
Flere store danske mediehuse har på det seneste hevet eksterne konsulenter ind for at undersøge omfanget af sexisme i egne rækker.
Senest har Berlingske Media efter henvendelser om flere konkrete episoder i huset besluttet at undersøge problemet på Berlingske, B.T. og Weekendavisen. Et lignende oprydningsarbejde er også sat i værk på TV 2, Ekstra Bladet og Politiken.
Men fra Jyllands-Posten har der indtil nu været stille. Og her er der da umiddelbart heller ingen eksterne undersøgelser af problemet på vej, fortæller chefredaktør Jacob Nybroe.
”Min umiddelbare fornemmelse er, at det ser ret godt ud hos os. Der er ret lidt,” siger han.
Chefredaktøren fortæller, at han har fået fem henvendelser om grænseoverskridende oplevelser, efter at han for tre uger siden skrev til de ansatte på Jyllands-Posten, at der var ”fuldstændigt frit lejde” for at gå til ham med den slags oplevelser.
”Hvem har malet de bukser på dig?”
Jacob Nybroe fortæller, at fire af de fem henvendelser, han har modtaget, har været skriftlige. De drejer sig om episoder, der ligger mellem halvandet og 10 år tilbage.
”Tre af de fire er af verbal karakter – altså ubehagelig skurvognssnak. Og én drejer sig om et klap i måsen i kantinen for to år siden. Den pågældende medarbejder er ikke længere på Jyllands-Posten,” siger Jacob Nybroe.
Derudover har han mundtligt modtaget en aktuel beretning om ubehagelige bemærkninger afleveret over et frokostbord på Jyllands-Posten.
”Jeg syntes, at klageren havde ret, så der har den formastelige fået en irettesættelse, og han har undskyldt over for kvinden, der følte sig krænket,” fortæller Jacob Nybroe.
Chefredaktøren oplyser desuden, at alle fire beretninger om verbale krænkelser i anonymiseret form er blevet læst op på et møde for alle Jyllands-Postens cirka 350 ansatte for at illustrere krænkelserne.
”Én af dem er kommentaren ’hvem har malet de bukser på dig?’ En anden er: ’Kommer du ikke ind, så kan du sidde på mit skød’,” fortæller Jacob Nybroe.
Ingen ”bragende grund til at trække advokater ind”
Ud over at skrive ud og opfordre de ansatte til at henvende sig med beretninger har Jyllands-Posten også kontaktet de kvinder ansat på avisen, der har skrevet under på TV 2-brevet. Praktikantvejlederne har desuden rakt ud til de seneste 15 praktikanter på avisen.
”Men ingen af dem har været ude for noget,” siger Jacob Nybroe.
Men tror du ikke, I ville få mere frem, hvis I lavede en undersøgelse, hvor folk kan svare anonymt? De fem henvendelser tyder vel på, at der også er problemer med sexisme hos jer …
”Vi har fået fem henvendelser, hvoraf en er aktuel, de andre er mellem halvandet og 10 gamle. Det er ikke i sig selv en bragende grund til at trække advokater ind i butikken, synes jeg,” siger chefredaktøren og tilføjer:
”Men jeg afviser bestemt ikke, at yderligere skal iværksættes. Hvis vi får fornemmelse af, at der er mere, kan det godt være, vi skal undersøge det nærmere. Vi skal bare bruge vores krudt rigtigt, og lige nu er det vigtigst, at vi bruger krudtet på, hvor grænserne går.”
Er der givet sanktioner i tilfælde om grænseoverskridende adfærd, I har fået henvendelser om?
”Vi har som sagt haft en enkelt medarbejder inde til en samtale. Men de andre har haft historisk karakter. Og der har ikke været ønske fra dem, der berettede om oplevelserne, om, at vi skulle gå længere. De har villet have, at jeg ved, at det her også foregår på Jyllands-Posten. Og det ved jeg nu.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.