Hvad er det værste, der kan ske med en ny medieaftale? Vi spurgte Kurt Strand

Der er med en ny regering lagt op til, at dansk public service skal styrkes. Men hvad kan medierne egentlig forvente – og frygte – at det betyder? Vi stillede fem spørgsmål om en ny regerings mediepolitik til Kurt Strand

En ny Socialdemokratisk regering er blevet enig med støttepartierne Enhedslisten, Radikale Venstre og SF om, at den nuværende medieaftale ikke er god nok.

Det står klart i det aftalepapir, partierne har offentliggjort. Her er der lagt op til, at dansk public service skal styrkes, at borgerne skal få mere tillid til medierne og politikerne, og at streamingtjenesterne skal spytte mere i kassen til danskproduceret indhold.

Men aftalepapiret efterlader også mange spørgsmål. Skal DR have penge tilbage? Skal der justeres op for penge til public service generelt? Og hvad med offentlighedsloven, som ikke er nævnt med et ord i aftalepapiret?

Vi spurgte Kurt Strand, vært på ‘Mennesker og Medier’ på P1, om, hvad medierne rent faktisk kan forvente – eller frygte – af en ny medieaftale.

Det er nogle meget ukonkrete punkter på medieområdet i regeringens aftalepapir. Hvad kan vi forvente af en ny medieaftale?

”Vi kan i hvert fald forvente det, der står i aftalepapiret. At der kommer til at være en status på, hvordan det går med aftalen, der blev lavet sidste år, og at der kommer til at være en politisk drøftelse om, hvordan vi styrker dansk public service.”

”Noget af det mest konkrete, der står, er, at streamingtjenesterne skal bidrage mere til dansk indhold. Det ligger allerede nu i kortene, at den omsætningsafgift på to procent, der er i den nuværende medieaftale, bliver hævet til fem procent. Så meget kan man regne med. Men det er i virkeligheden heller ikke ret meget.”

Hvad er, set med mediernes briller, det bedste scenarie?

”At der virkelig kommer en styrkelse af dansk public service i bred forstand. At der bliver ført penge tilbage generelt til dansksproget indholdsproduktion, også på dramaområdet. Kulturministeriets egne tal viser, at der blev taget cirka en halv milliard kroner væk med medieaftalen sidste år.”

”I det åndedrag skal man også have lavet et modsvar på, hvordan man håndterer de store techgiganter, hvad end det er streamingtjenester, søgemaskiner eller sociale medier. Det er både i forhold til økonomi, men også at man generelt gør op med tanken om, at det kan vi ikke gøre noget ved i Danmark.”

Hvad er det værst tænkelige scenarie?

”At det her bare ender med en drøftelse, der ikke fører til nogen konkrete initiativer. Og så er der et punkt i aftalepapiret, der handler om tillid. Der er et ønske om, at politikerne og medierne skal arbejde sammen om at øge tilliden i samfundet.”

”I den forbindelse er det værste, hvis offentlighedsloven fra 2013 bliver ved med at stå, som den er nu. Det er påfaldende, at den ikke er nævnt med ét ord i aftalen, og det er, som de også sagde før valget, nok, fordi Socialdemokratiet ikke vil pille ved den.”

Hvor er uenighederne mellem partierne?

”De er uenige om, hvad der skal ske med besparelser i DR. SF’s Jacob Mark har gjort det til et næsten fundamentalt krav, at den kommende sparerunde i DR skal rulles tilbage. Socialdemokratiet er mere vægelsindet og synes at operere ud fra en model, hvor pengene skal findes inden for den ramme, som er den nuværende medieaftale.”

”Der er med andre ord ingen garanti for, at de ruller besparelserne i DR tilbage. Det bliver en af de helt afgørende diskussioner i en ny medieaftale.”

Tror du, at der vil komme penge tilbage til enten DR eller public service i bredere forstand?

”Det håber jeg, der gør. Men som det ligger lige nu: Hvis Socialdemokratiet står fast på, at det skal ske inden for den medieøkonomi, der allerede er, så er det begrænset, hvor mange penge der kan komme til DR, og hvor meget af næste sparerunde man kan afbøde. Der bliver slagsmål om den ramme.”

”Det er interessant, at Socialdemokratiet ikke selv ville forhandle inden for VLAK-regeringens økonomiske ramme for medieaftalen, men at det nu ser ud til, at det netop er den, de selv opererer ud fra. Så er de jo lige vidt, og så kommer det til at handle om at flytte rundt på enkeltposter, men ikke noget, som for alvor rykker. Det ville være ærgerligt.”

Journalisten har været i kontakt med en menig pressemedarbejder i Socialdemokratiet over telefon og har på sms forelagt pointerne fra Kurt Strand. Han oplyser i en sms, at Socialdemokratiet først vil udtale sig om deres konkrete mediepolitik, når der er sat et ministerhold.

2 Kommentarer

Evan Næve
28. JUNI 2019
Hvordan kan et formiddagsprogram med Lotte Friis og en medvært på P4 gå på ferie den 28 juni til den 12 august
det et 2,5 måned, vi andre har 3 ugers sommerferie og 2 uger om vinteren. Det viser at DR og deres medarbejdere svømmer i
penge, de sejler ned ad vægge, rør langs fodpaneler, bare brug. De dumme licentsbetalere har intet at skulle hs sagt, det klarer kultureliten.
Med venlig hilsen
Evan Næve
Niels Riis Ebbesen
26. JUNI 2019
Hvorfor skal det pakkes ind i så mange floskler, at en stor licensfinansieret arbejdsplads som DR, er et vigtig værn mod arbejdsløshed blandt journalister.

Læs også

Lars Werge stopper som formand for DJ

Lars Werge om styrket public service: ”En strømpil i den rigtige retning”

26. JUNI 2019
Danske Medier: Styrket public service skal ikke betyde flere penge til DR

Danske Medier: Styrket public service skal ikke betyde flere penge til DR

26. JUNI 2019
data_usage
chevron_left
chevron_right