Fotograf Cécile S. Baudier skriver om sin egen tid som elev på Fatamorgana, at hun elskede at gå der. Foto: Cécile S. Baudier
Der er ikke mangel på fotografer, som i disse dage tager afstand fra fotoskolen Fatamorganas kontroversielle – og nu tidligere – leder, Morten Bo.
Virakken bunder i den klage til Fatamorganas bestyrelse, hvor 32 elever kritiserer Morten Bo for sexchikane og grænseoverskridende opførsel. Folkedomstolen krævede straks Morten Bos afgang.
Der gik ikke længe, før Morten Bo trak sig som leder, og i dagene efter klagen kritiserede en række mennesker på Facebook den tavshedskultur, som efter deres mening præger fotomiljøet.
De ofte mandlige fotografer tager afstand fra den slemme Morten Bo og agerer riddere af feminismen på de sociale medier, men jeg – en kvindelig kollega – kalder dem hyklere.
Dette kunne være en kæmpe mulighed for den danske fotografiske og fotojournalistiske branche. Det kunne være et øjeblik, hvor branchen kiggede indad og på, hvordan man i fællesskab kan ændre tonen og skabe mere ligestilling, men det er det ikke.
I stedet har redaktører, fotografer og tidligere elever på Fatamorgana travlt med at beskrive Morten Bos opførsel som et isoleret tilfælde. Det lader til, at det kommer som en overraskelse for en lang række etablerede fotografer, at der findes dårlig behandling og sexisme i branchen.
Men Fatamorgana er langtfra det eneste eksempel. Og det har aldrig været nogen hemmelighed, at Morten Bo kørte en kontroversiel og excentrisk lederstil på skolen.
Jeg har været bange for at sige, hvad jeg mener, når den ene frelste fotograf efter den anden råber op, men det er jeg ikke mere. Nu er jeg vred.
”Hvis du ikke holder din kæft, putter jeg min knytnæve op i fissen på dig,” fik jeg at vide af en af de selvsamme fotografer, som nu på Facebook kræver et opgør med sexismen i det danske fotomiljø. Det tilfælde stammer ikke fra Fatamorgana, men fra engang i min studietid på journalisthøjskolen.
Under et forløb med en gæstelærer på journalisthøjskolen skulle jeg finde mig i at blive nedstirret og overbegloet, og efterfølgende blev jeg spurgt, om ”jeg ikke kunne li sex” i en Facebook-korrespondance. Jeg var ung og vidste ikke, om jeg skulle være taknemmelig for opmærksomheden eller frastødt, og derfor flirtede jeg tilbage.
Jeg kender mange af den slags historier, og jeg er langtfra den eneste, der bliver udsat for den slags behandling. Til en praktikantsamtale spurgte en mandlig fotoredaktør min kvindelige kollega, om ”hun ikke skulle se at få sig nogle børn i stedet for at komme i praktik”.
Derfor undrer det mig, at denne opførsel kommer bag på foto-redaktørerne, og det kommer bag på mig, når de i disse dage står i kø for at fortælle om, hvordan de intet kendskab havde til de forfærdelige historier på Fatamorgana.
Jeg har selv gået på Fatamorgana og elskede det.
Jeg elskede det også for Morten Bos kontroversielle stil. Han roste mig, når jeg var dedikeret, men ydmygede mig verbalt og ofte foran mine medstuderende, når jeg ikke leverede. Jeg er godt klar over, at det, der virkede for mig og skubbede mig frem, har ødelagt andre.
Jeg var i stand til at sige fra over for Morten Bo, når han var for hård i sin kritik af mig som fotograf og som menneske. Men jeg var også 24 år gammel. Jeg var voksen.
Som 18-årig er jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne have håndteret Morten Bos retorik og måde at undervise på.
Men Morten Bos særegne undervisning kan ikke komme bag på nogen. Allerede i 2016 sagde han til fagbladet Journalisten om de ”veltalende og selvglade elever”, at han ”mobber dem, kalder dem floskelmagere og sviner dem til. Og dem, der kommer krybende langs panelerne og sætter sig ned på bagerste række – dem, der har tics og stammer og tror, de er født ved en fejltagelse – de bliver rost til skyerne”.
Men nu er der pludselig ingen, der har hørt om det? Selvfølgelig skal der være grænser, og Morten Bo skal naturligvis hverken tiltale kvinder som kællinger, kalde mænd for vatpikke eller slå dem med en pude. Selvfølgelig skal man uddanne dygtige fotografer og samtidig behandle de studerende ordentligt.
Men præmisserne for undervisningen var simpelthen ikke et problem for mig, og jeg ville ikke være den foruden. Han har været med til at udvikle mig til den fotograf, jeg er i dag. Jeg tvivler også på, at Morten Bos stil tidligere har været et problem for de fotografer, som nu pludselig har travlt med at tage afstand og råbe op om, hvordan de ikke anede, at den her mobbekultur eksisterede.
Det er ubehageligt at sige, og det er måske også det, der er hele pointen. Det ville være en stor skam at lukke en unik kulturinstitution, bare fordi mange i det danske fotomiljø pludselig har travlt med at vaske hænder og sige, at de i hvert fald aldrig har hørt mage til upassende opførsel.
Hvis succeskriteriet er at skabe nogle af Danmarks mest succesfulde fotografer, må man anerkende, at undervisningen fungerede.
Lukker man Fatamorgana, betyder det ikke, at problemet forsvinder. Nej, problemet lever i bedste velgående. Hvis man skulle lukke enhver skole, der har oplevet aggressiv, sexistisk adfærd, så ville Fatamorgana ikke være den eneste, der røg i faldet.
Fatamorgana var aldrig bare et højskoleophold for mig. Det var den første skole, hvor jeg havde selvtillid nok til at være en del af fællesskabet.
Det turde jeg aldrig blive på journalisthøjskolen. Jeg var bange for at blive afvist. Jeg var den ene ud af to kvinder på et hold på otte, min fotografiske stil var for kunstnerisk, og jeg løste sjældent opgaverne på den måde, som gæstelærerne ønskede. På journalisthøjskolen skulle jeg rette ind.
På Fatamorgana fik jeg lov til at være mig selv.
6 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det drejer sig om to episoder uafhængigt af hinanden. Den ene er en kommentar fra en medstuderende, mens den anden drejer sig om en gæstelærer, som ikke længere er tilknyttet skolen.
Episoder, som dem Cécile omtaler, skal ikke forgå på DMJX eller på noget andet uddannelsessted. Mobning og nedbrydning af studerende er ikke en del af den pædagogiske metode på DMJX. Vi stræber efter et respektfuldt og trygt undervisningsmiljø.
Med venlig hilsen
Mads Greve og Søren Pagter
Fotojournalistuddannelsen
DMJX
Uden dine ord ville jeg ikke have fundet styrke til at udtrykke at diskrimination* var udtalt på fotojournalist-uddannelsen. Hvad der i princippet er værre end på en skole der ikke giver det statsanderkendte stempel. At jeg senere, efter underviseren havde fundet kærlighed for et andet metier, fik en slags undskyldning batter ikke stort.
*Jeg oplevede aldrig at blive diskrimineret (versus køn etc.) under mit 1 1/2 årige forløb på Fatamorgana
Flere