Medieundervisning i gymnasier og folkeskoler bygger på et forældet billede af virkeligheden. Forholdene omkring journalistikken har i de seneste år ændret sig så markant, at lærelitteraturen må skrives om. Det mener tidligere undervisningskonsulent på DR Henrik Poulsen, der har en lang række undervisningsbøger bag sig og nu udkommer med en ny en af slagsen: ’Journalistik for tiden’.

»De undervisningsbøger, der er til rådighed, er forældede, fordi presse, medier og journalistik har flyttet sig markant fra den klassiske guldalder-journalistik,« siger han.

Det er billedet af journalistikken som en fagdisciplin, der i sandhedens tjeneste afdækker og kontrollerer magthaverne, der igennem mange år er blevet tegnet for danske elever. Og det er ifølge Henrik Poulsen stadig den måde, medieverdenen fremstilles på.

»Der bliver stadig skrevet og udgivet bøger om den klassiske journalistik. Jeg skrev selv en bog om nyhedsjournalistik i 1995 med Henning Olsson fra DR. Den bliver stadig langet over disken, og det er jo dejligt for mig, men det er også rystende, at lærerne mener, den giver et godt billede af journalistikken i dag.«

Kilderne har snuppet metoden

Henrik Poulsen peger på flere områder, hvor det journalistfaglige verdensbillede ud fra hans analyser har ændret sig markant. For det første er metoden – fremstilling på baggrund af research, kilder, citater og vinkling – ikke længere knyttet specifikt til den klassiske journalistik. Kilderne bruger den nemlig også.

»Der er lige så mange journalistuddannede ansat hos kilderne som på redaktionerne. Så vi læser dagligt pressemeddelelser, der er opstillet og skrevet som nyhedsartikler. Det betyder, at almindelige mennesker, der følger med i nyhedsstrømmen, får sværere ved at gennemskue, hvad der er pressemeddelelse, og hvad der er redaktionelle artikler. Det er en af udfordringerne i dag,« siger Poulsen.

Et andet skifte, der er ved at ske, er, at medierne orienterer sig frem i tiden i stedet for bagud. Med Henrik Poulsens ord handler det mere om plausibiliteter og mindre om aktualiteter – mere spåkone og mindre sporhund.

»Medier som Twitter og Facebook er meget hurtigere. Derfor må medierne genopfinde sig selv. Det gør de ved at blive mere kommenterende, spåkoneagtige og procesorienterede. De løfter sig op på et metaplan og svigter reportagen og de klassiske journalistiske dyder om at fortælle, hvad der er sket. Det kommer til at handle om: Hvad gør Annette Vilhelmsen nu?«

Hule kommentatorer

Personligt er Henrik Poulsen ikke begejstret for mediernes øgede basering på kommentatorer og columnister, da deres arbejde ikke er metodisk funderet.

»Kommentatorerne er hule, de står ikke til ansvar for en redaktion eller et forskningsinstitut. De svæver frit i luften. Så vi kommer længere og længere væk fra fakta og analyse og det, der faktuelt sker.«

Et tredje skifte, Henrik Poulsen kan konstatere, er et skifte særligt i den politiske journalistik fra sagsorienteret, substantielt fokus til personorienteret moralisme.

Som eksempel nævner han debatten efter TV 2’s dokumentarprogram ’Adoptionens pris’, der ønskede at sætte myndighedernes ansvar i forbindelse med adoptionssager til debat.

»At diskutere myndighedernes ansvar er jo et klassisk presse-tema. Men der gik to dage, så var det tema helt overskredet af en moralistisk pegen-fingre af det danske adoptionspars evne til at være forældre. Og det røg lige ind i den politiske debat,« siger Poulsen.

Sociale medier skaber moralisering

På samme måder bliver den politiske dækning i stadig højere grad grebet an gennem personligt fokus på politikere.

»Man går efter manden, og hvis ikke manden kan leve op til sin egen politik, er han ikke noget værd. Man personliggør politiske konflikter, hvor det før har været interessekonflikter mellem grupper i samfundet. Vurderingen af Socialdemokratiet bliver et spørgsmål om Helle Thornings ageren som menneske.«

Forklaringen leder igen delvist tilbage til de sociale medier, der synliggør debatten.

»Den debat, der finder sted på sociale medier, påvirker Ekstra Bladet, BT og for den sags skyld Politiken, som jeg også mener er på vej ned ad en rutsjebane.«

Er den udvikling så god eller skidt?

»Det er både godt og skidt. Det gode er, at de nye medier giver flere mulighed for at komme til orde. Flere deltager i debatten og bringer nyheder til torvs. Det kan kun være sundt for demokratiet. Men det er skidt, at overblikket forsvinder. Der mangler et overordnet redaktionelt princip, der skelner væsentligt fra mindre væsentligt,« siger Henrik Poulsen.

Elever bliver selv aktører

Fortællingen om den ædle journalist, der forsvarer samfundet mod magthavernes overgreb og rænkespil, er endnu ikke død. Men den har brug for at blive kraftigt nuanceret.

»Vi – og eleverne – skal være bedre til at gennemskue, hvilke mål og roller pressen har. Og så skal vi være opmærksomme på, at kilderne selv går i medierne og benytter journalistisk metode. Og så skal eleverne lære selv at agere i den politiske diskurs i de sociale medier på en fornuftig, rationel argumenterende måde, hvor de ikke bare kommer med fordomme.«