
Foto: Johanne Ramskov Erichsen
Torsdag kom det frem i Politiken, at 32 elever fra den anerkendte fotoskole Fatamorgana i en klage til skolens bestyrelse kritiserer skoleleder Morten Bo for blandt andet mobning og chikane af elever.
I artiklen står seks af klagerne frem og fortæller om episoder, hvor de som elever er blevet bevidst frosset ude af Morten Bos undervisning og kaldt nedværdigende ting som ”kællinger”, ”bitches” og ”høns”.
En af dem, 26-årige Emilie Adelina Monies, fortæller, hvordan hun blev ignoreret af Morten Bo, efter at have sagt fra over for hans ifølge hende ”nedværdigende” og ”ydmygende” kritik af hendes projekt.
Selv skriver Morten Bo i en mail til Politiken, at han tager kritikken ”dybt alvorligt” og vil lade bestyrelsen gennemgå sagen, inden han udtaler sig.
Men den slags historier om Morten Bo og hans undervisning på Fatamorgana er langtfra nye og overraskende for folk i branchen.
”De her historier er jo altid blevet fortalt om Morten Bo. Det er noget, alle har talt om. Men alle har bare accepteret, at det var den måde, man blev en af stjernerne på. Og der har været en frygt for, hvad der kunne ske, hvis man begyndte at sige de ting højt,” siger Sigrid Nygaard, der er billedredaktør på Information og selv har undervist på Fatamorgana som gæstelærer
Overbevist om, at rygterne er rigtige
Også Politiken-fotograf Martin Lehmann har været gæstelærer på Fatamorgana. Han har også selv gået på skolen og er ikke overrasket over, ”at nogen har det sådan med Morten Bo og med den skole”.
”Jeg har hørt masser af historier og rygter gennem årene. Og efter at have læst Journalistens portræt af Morten Bo i 2016, hvor han selv beskriver sine hårde metoder, så er jeg fuldstændigt overbevist om, at de er rigtige. Men jeg har aldrig selv stået face to face og oplevet det,” siger Martin Lehmann.
I portrættet, som Martin Lehmann henviser til, beskriver Morten Bo selv, hvordan han bruger mobning, hån og udfrysning af elever som pædagogisk værktøj:
”Alle de veltalende og selvglade elever – snakkehovederne, der sætter sig på første række med hånden oppe, dem giver jeg gaffatape på munden. Jeg mobber dem, kalder dem floskelmagere og sviner dem til. Og dem, der kommer krybende langs panelerne og sætter sig ned på bagerste række – dem, der har tics og stammer og tror, de er født ved en fejltagelse – de bliver rost til skyerne,” sagde skolelederen dengang.
Fortryder ikke at have sagt fra
Sigrid Nygaard havde i 2013 et undervisningsforløb på Fatamorgana og har også været en fast del af det hold af fotografer fra branchen, der bliver inviteret ud for at gennemgå Fatamorgana-elevernes portfolier.
Sidste gang hun gjorde det, spurgte hun en af eleverne, om hun skulle fortsætte på næste semester. Svaret var, at det skulle eleven ikke, for Morten Bo havde på det tidspunkt slet ikke talt til hende i tre uger.
”Han havde frosset hende ude fra undervisning, fordi hun ikke ville lave et projekt på en bestemt måde, som han mente,” fortæller Sigrid Nygaard.
Siden er hun to-tre gange blevet inviteret ud på skolen for at lave portfolie-reviews. Hver gang har hun sagt nej.
”Jeg har aldrig sagt højt hvorfor, men i virkeligheden var det pga. den oplevelse. Jeg kan ikke sidde derude og være gæst på skolen, når folk fortæller mig om den slags oplevelser. Det ville være som at blåstemple det. Men jeg har ikke sagt klart fra – jeg har bare løjet og sagt, at jeg ikke kunne. Det kan jeg godt fortryde nu,” siger Sigrid Nygaard.
”Det er ubehageligt at tænke på, at hvis jeg selv havde råbt op dengang, så kunne jeg have været medvirkende til, at der ikke var flere, som fik den slags oplevelser. Det ville jeg ønske, jeg havde haft nosserne til at gøre.”
Praktikant brød sammen pga. Morten Bo
Ud over undervisning og portfolie review på Fatamorgana fortæller Sigrid Nygaard, at hendes stærkeste relation til skolen har været gennem de af hendes fotojournalistpraktikanter på Information, som har gået der.
Særligt en af dem har brændt sig fast og vidner for hende om Morten Bos magt over sine elever:
”Sidste forår brød min daværende praktikant Peter Nygaard fuldstændigt sammen. Det endte med, at avisen sendte ham til psykolog. Morten Bo og de oplevelser, han havde haft på Fatamorgana, endte med at være en stor del af det, ham og psykologen talte om,” fortæller Sigrid Nygaard og uddyber:
”Peter havde været udsat for direkte mobning fra Morten Bo. Han blev pillet ned, bygget op igen, pillet ned igen – osv. Det var tre år siden, men da han rammer en svær periode her på avisen, kommer det hele op igen, fordi han aldrig har fået bearbejdet det.”
Hun har fået godkendelse fra Peter Nygaard til at fortælle historien. Han har også set hendes citater i artiklen her.
”Peter er en ekstremt talentfuld, velfungerende og stærk ung mand, og jeg har været både ked af det og rasende over, hvad Morten Bo har kunnet ødelægge i ham,” siger Sigrid Nygaard.
Et generations-crash
Journalisten har torsdag sendt Sigrid Nygaards kritik og beskrivelser til Morten Bo. Han har ikke svaret.
Sigrid Nygaard, hvorfor har du ikke sagt klart, hvorfor du ikke ville komme på Fatamorgana mere?
”Det handler jo om den magt, som Morten har. Eller har haft. Der er jeg jo ikke anderledes end de elever, der går på skolen. Jeg vil jo også gerne have hans accept – jeg vil også gerne have, at han synes, jeg gør mit job godt og taler godt om mig over for eleverne,” forklarer hun.
Martin Lehmann, der ikke selv har haft konkrete oplevelser med Morten Bos mobning eller chikane, har ikke set det som sin opgave at konfrontere skolelederen med de rygter om ham, som han har hørt.
”Jeg har gået på skolen for 21 år siden og været gæstelærer en gang mellem. Men jeg er jo ikke Fatamorgana, jeg er hverken i bestyrelsen eller noget som helst. Så jeg skal ikke stå på mål for, hvordan Morten Bo opfører sig,” siger han.
Han understreger, at han selv har fået ekstremt meget ud af den undervisningsmåde, som Morten Bo har kørt på Fatamorgana.
”Nogle har ikke fået så meget ud af det, og nogle har det faktisk ødelagt. Det er på ingen måde i orden, det anerkender jeg 100 procent,” siger han.
Men er det tiden, der har ændret sig, eller er det Morten Bo, som er blevet radikaliseret over årene?
”Det er en kombination af de ting. Tiden er rendt fra ham. Morten Bo er 75 år. Og de elever, der er blevet overfuset af ham, er nogle generationer yngre. Der er et clash her. Men det retfærdiggør ikke, at man ikke behandler folk ordentligt. Det er jo tidløst,” siger Martin Lehmann.
8 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
/Anna
Jeg har på ingen måde afvist Morten Bo som en mulig gæstelære, der kan bibringe eleverne noget af fagets historik, men jeg vil tillade mig at hævde, at han er blevet alt for gammel til, at være en af hovedkræfterne i en fremadrettet undervisning på Fatamorgana.
Og jeg kan da konstatere, at det må stå meget sløjt til med kompetente undervisere, hvis Fatamorgana kun kan tilbyde eleverne undervisning af et mosefund, som er fyldt 75 år.
Flere