“Jeg har følt mig som verdens ældste 37-årige”

Nyt job: Inge B. Borggaard, 37 år, Fra kommunikationschef i Flyvertaktisk Kommando i Flyvevåbnet til fag- og semesterkoordinator for kommunikationsuddannelsen på DMJX


Foto: Bo Amstrup

Fremtiden for kommunikation på DMJX er i dine hænder! Hvordan ser den ud?
Uddannelsen skal hænge meget sammen med virkeligheden, så de studerende får en god fornemmelse for at overføre teori til praksis. Det hjælper ikke noget, at vi kan alt det teoretiske på fingrene, men ikke sætte to ord sammen. Jeg tror, at det er en uddannelse, der bliver rigtigt stor. Dels har den enormt høj søgning nu, dels ender halvdelen af de journaliststuderende alligevel med at lave kommunikation.

Populært sagt er journalistbranchen på vej nedad, medier lukker og bliver mindre, mens kommunikationsbranchen ikke har nået toppen endnu. Og denne uddannelse er det, jeg selv sad og manglede, da jeg som kommunikationschef havde journaliststuderende i praktik, for vi skulle bruge det første halve år på at lære praktikanterne, hvad kommunikation egentlig er.

Hvad er det mærkeligste ved skiftet?
Det er min nye position. Før havde jeg mest at gøre med voksne mennesker, som ofte var højt på strå, og der skulle jeg være meget velartikuleret og velargumenterende for at få dem til at lytte. Nu arbejder jeg med helt unge grønne studerende, og de tager stort set alt, hvad jeg siger, for pålydende.

Så der er mere disciplin på DMJX end i Flyvevåbnet?
Ja, i hvert fald når det gælder kommunikation. Flyvevåbnet er klart et specielt sted, og når man, som jeg var, er civil, så er man en minoritet blandt enormt mange uniformer. Desuden er officer-uddannelsen en generalistuddannelse, så officerer var vant til at sidde alene med alt fra økonomi til HR og kommunikation, så der skulle lige noget respekt til, før de lyttede rigtigt, da jeg kom til.

Nu er jeg i stedet kommet til en organisation, hvor der er høj kommunikationsfaglighed, og hvor alle har en fornemmelse for og holdning til, hvad man laver. Det kan jeg godt lide, og det er rart at kunne grave sig lidt dybere ned i stoffet.

Alting lyder bare top-notch. Er der ikke noget, du helst ville være fri for?
Noget af det, jeg har tænkt mest over, siden jeg startede her i januar, det er, at jeg har følt mig som verdens ældste 37-årige. Det der med at gå med så mange helt, helt unge mennesker, der kigger på en og synes, at man er helt fantastisk gammel… jeg lever jo et helt andet liguster-liv, end de studerende gør. Det er meget anderledes end at sidde i Flyvevåbnet, hvor jeg typisk var meget yngre end dem, jeg omgav mig med.

CV: BA i samfundsvidenskab 1994-97, uddannet journalist på DMJX 1998-02, journalist DR Midt & Vest 2002-06, Flyvertaktisk Kommando, Flyvevåbnet 2006-2012 (kommunikationsmedarbejder 2006-09, kommunikationschef 2009-2012), Executive Master i Corporate Communication 2009-11.

0 Kommentarer