Vrede efter død Whitney Houston ramte forsiden

En død Whitney Houston på forsiden af et amerikansk sladderblad har fået tastaturerne til at gløde på alverdens kendis- og medieblogs. Er det smagløst eller bare prisen for at være kendt, lyder debatten.

En død Whitney Houston på forsiden af et amerikansk sladderblad har fået tastaturerne til at gløde på alverdens kendis- og medieblogs. Er det smagløst eller bare prisen for at være kendt, lyder debatten.

Billeder af den afdøde sangerinde Whitney Houston i halvåben kiste er havnet på forsiden af det amerikanske sladderblad National Enquirer. Og det har vakt furore på internettet, skriver blandt andre politiken.dk.

"Smagløst, ufølsomt og morbidt," skriver kendisbloggeren Perez Hilton. En anden kendisblogger, Sarah Anne Hughes, skriver på Washington Posts hjemmeside, at sladderbladet er gået over grænsen.

»Det virker højst uetisk at offentliggøre sådan et foto, specielt uden tilladelse fra den involveredes familie,« skriver hun.

Men der er næppe en grænse, der er blevet overtrådt, mener The Guardians medieblogger Roy Greenslade.

»Sådan er livet … og døden,« skriver han og påpeger, at National Enquirer har sans for den slags billeder.

»I 1977 bragte man det berømte billede af Elvis Presley I sin kiste. Det vakte harme – og det solgte et rekordantal af 6,5 mio. kopier. For nyligt var det et billede af Michael Jacksons livløse krop, der blev bragt af mange aviser, efter at det var blevet vist i retssagen mod hans læge Conrad Murray.«

Politiken.dk har valgt ikke at vise billedet. Men det kan blandt andet ses hos bloggeren David Capland. Her har billedet affødt næsten 400 kommentarer i løbet af et døgn.

»Hvad ville du sige til, at billeder af dine familiemedlemmer i kisten blev hængt op på millioner af magasinforsider bare for at tjene penge?« spørger en bruger.

»At få fotografier af en selv offentliggjort, som ens familie eller en selv ikke sætter pris på, er prisen for at leve i offentlighedens søgelys,« skriver en anden.

0 Kommentarer