
Medier har mistet deres licens i Myanmar, og journalister er stærkt begrænsede. Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix
Da militæret overtog magten i Myanmar den 1. februar, frygtede landets journalister, at det ville betyde et diktatur med begrænsninger for den frie presse. Nu er den frygt blevet til virkelighed. Fem medier i landet mistede mandag den 8. marts deres licens til at drive medie med øjeblikkelig virkning, og militæret har lavet restriktioner for andre journalister.
Emilie Lehmann-Jacobsen, Asien-rådgiver hos International Media Support (IMS), fortæller, at situationen for journalister i landet er alvorlig.
”Når militæret går ud og fjerner de her mediers licens, så er det et tydeligt signal til andre medier og journalister om, at de skal rette ind eller mærke konsekvenserne,” siger hun og tilføjer:
”Militæret har deres egen fortælling om, hvad der sker og er sket i landet. De har derfor en kæmpe interesse i at styre, hvad der bliver fortalt i landet, og der bruger de alle de kneb, de har til rådighed,” fortæller Emilie Lehmann-Jacobsen.
Regeringen må ikke kaldes kup-regering
Baggrunden for, at militæret inddriver tilladelserne nu, er en fælles udtalelse fra ni uafhængige medier i Myanmar. I udtalelsen erklærer medierne, at de vil fortsætte med at dække situationen frit, uden indblanding fra regeringen.
Tidligere har militær-regeringen sendt ”opfordringer” til medier i Myanmar, hvori de blandt andet nævner, at medier ikke må omtale den nuværende regering som en ”kup-regering”. Journalister er ifølge IMS og Emilie Lehmann-Jacobsen også mål til de demonstrationer, der foregår i landet.
”I starten var journalisternes situation egentlig relativt rolig, landets tilstand taget i betragtning. Men nu ser vi, at der bliver gået målrettet efter journalister og fotografer – til trods for at de skilter med, at de er presse,” siger hun.
Hvad fremtiden byder
Ud over overfald til demonstrationer så er 18 journalister for øjeblikket tilbageholdt i landet, blandt andet en polsk fotograf. Selv om situationen er bekymrende, påpeger Emilie Lehmann-Jacobsen, at det er noget, man har set før i Myanmar.
”Det er jo ikke som sådan noget nyt, at militæret begrænser den frie presse, de gjorde det også sidste gang, de havde magten,” siger hun.
Derfor mener hun også, at der er håb for medierne i Myanmar.
”Det, at de inddriver licenser lige nu, kommer nok til at have en kølende effekt på mediernes villighed til at dække situationen fra frontlinjerne eller være særligt kritiske over for militæret, men vores erfaringer siger, at modet nok skal vende på et tidspunkt,” siger Emilie Lehmann-Jacobsen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.