Hvad ligger der bag skandalerne om Metroselskabet? Hvad sker der bag direktionsdøren? Er der hold i rygterne om kongehuset?
Det er nogle af de spørgsmål, som journalist Ditte Okman vil sladre om i sit nye radioprogram 'Det, vi taler om' på Radio24syv. Her vil hun sammen med et panel af branchefolk og insidere dykke ned i de historier, som vi alle sammen taler om. Panelet skal bidrage med holdninger og insiderviden.
»Vi vil tage sladderen alvorligt. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er en kæmpe fan af sladder og har været ansat på diverse sladderblade. I stedet for at vi leger, at det er noget griseri, så tager vi det helt alvorligt. Vi vil forsøge at komme et spadestik dybere og tale det videre. Hvad sker der egentlig bag kameraerne eller bag tæppet? Bag direktionsdøren?« fortæller Ditte Okman.
Ligesom Berlingske Business
Sladderen i programmet drejer sig både om det klassiske gossip-stof som kongehuset og kendisser, men også andre sladderkroge og brancher vil blive taget op. Programmet vil med sine to timer hver fredag forsøge at komme hele vejen rundt, forklarer Ditte Okman.
»Jeg har forsøgt at vælge nogle karismatiske personer til panelet, som er klare i mælet. Vi vil arbejde med stoffet, som man gør i alle historier. Man bruger sit kildenetværk og researcher historien hjem. Sandheden er, at man arbejder på samme måde, når man laver sladderjournalistik, som når man arbejder på Berlingske Business. Jeg skal nok også ud af huset og ligge på lur,« siger Ditte Okman.
Sladder er oplagt for Radio24syv
Kanalchef Mads Brügger forklarer, at det er oplagt for en radiokanal som Radio24syv at beskæftige sig med sladder. Han mener, at Ditte Okman med sin baggrund på de kulørte blade er et naturligt valg som vært på programmet.
»Vi er jo en taleradio, så det er oplagt at beskæftige sig med sladder. Fordi Ditte Okman har været på Se og Hør, så er hun stærk i sladder. Og så har hun folk i studiet, som ved noget om branchen, og som bidrager fra de kanter, der bliver talt om. De forholder sig kritisk til det ved for eksempel at ringe til folk, som er aktuelle i sladderens kredsløb, og få dem til at vurdere, om sladderen overhovedet har gang på jord. Det handler om god gammeldags kildekritik,« siger Mads Brügger.
Hykleri at sige, at man ikke sladrer
Mads Brügger og Ditte Okman er begge enige om, at det ligger i den menneskelige natur at sladre. Derfor er det også interessant at lave radio om, forklarer Mads Brügger.
»Programmet tager et opgør med, at det ikke er pænt at sladre. Det ligger i sladderens natur, at det foregår, når mikrofonen er slukket, men det er hykleri at sige, at man ikke sladrer. Vi lader sladderen komme til sin ret og tager det seriøst.«
Public service er også underholdning
Hvordan er det public service at lave et program om sladder?
»Det er jo noget af det mest menneskelige, der findes. Alle sladrer. Og så er det også fundamentalt underholdende at høre, hvad folk sladrer om, når man bevæger sig ind i miljøer, som man sjældent får eksponeret. Public service må også gerne være underholdning,« svarer Mads Brügger.
Hvorfor er det interessant for lytterne at høre, hvad museumsinspektører eller arkæologer sladrer om?
»Det kan jo være alt muligt opsigtsvækkende og kontroversielt. Det er altid interessant at høre om. Hvad man sladrer om i det pågældende miljø, siger jo meget om miljøet. Der er jo færre og færre fagjournalister i det her land, så der er mange historier, som går journalisternes næse forbi,« siger Mads Brügger.
Så programmet er også tiltænkt journalister?
»Det skulle jeg mene. Det kan jo være, at der kan komme en nyhed eller to ud af det,« siger Mads Brügger.
'Det, vi taler om' sender hver fredag mellem 12 og 14 på Radio24syv og genudsendes hver søndag mellem 10 og 12.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det var et vildt godt program - særligt anden time om kongehuset og DR-fyringer.
Det var et vildt godt program - særligt anden time om kongehuset og DR-fyringer.