
Radiolegende Jørgen de Mylius er en af de mange mediepersoner, der har fået ridderkorset. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kan du tillade dig at tage imod et ridderkors, hvis du også skal agere som journalist og måske dække kongehuset kritisk?
Det mener chefredaktør på Se & Hør Niels Pinborg ikke. Da Politikens hofreporter, Peter Thygesen, for nylig takkede ja til hæderen, lød reaktionen fra Pinborg.
”Selvfølgelig er det problematisk, hvis nogen, man skal dække kritisk, pludselig sender en en officiel tak. I virkeligheden er det nok et billede på, hvordan dækningen af kongehuset er i Danmark. Leflende mikrofonholderi,” siger han.
Niels Pinborg. Hvis en af dine journalister fik sådan en hæder – ville personen så kunne dække kongehuset?
”Det er vigtigt, du citerer mig for hele det her citat: Det er et meget hypotetisk spørgsmål. For det kommer aldrig til at ske. Med det ry, som Se 0g Hørs dækning har, ville det kun kunne være ved en fejl.”
Fra chefredaktør på Politiken Christian Jensen lød det:
”Vi anser ikke modtagelsen af et ridderkors for uforeneligt med Peter Thygesens virke som navneredaktør og mangeårig hofreporter. Vi har åbent fortalt både vores læsere og offentligheden om uddelingen,” skriver han.
Peter Thygesen selv var glad for overrækkelsen.
”Det er en kæmpeoverraskelse, at jeg nu bliver betænkt af dronningen. Jeg er uforbeholdent stolt og beæret,” sagde Peter Thygesen til Politiken om udnævnelsen.
Her er ridderne i mediebranchen
Peter Thygesen er langtfra den eneste journalist eller redaktør, der har modtaget ridderkorset og dermed kan smykke sig med titlen Ridder af Dannebrog.
Også kendte journalister og tidligere redaktører som Hans Engell (der fik hæderen helt tilbage i 1984), Gitte Rabøl og Stephanie Surrugue er blevet tilbudt og har takket ja til den royale hæder.
Men hvem har ellers? Journalisten har kigget i den royale database på kongehuset.dk og har samlet listen her over dem, der har modtaget prisen, og hvornår de har modtaget den. Vi er gået tilbage til 1999.
Peter Wivel, tidl. chefredaktør for Weekendavisen og Politiken, 1999
Ejvin Bjørnkjær, tidl. chefredaktør på Næstved Tidende og Den Liberale Presse, 1999
Per Rungholm, tidl. redaktør på Ugebladet Søfart, 2000
Else Cornelius, tidligere journalist ved Berlingske Tidende, 2000
Mette Fugl, tidl. journalist og korrespondent i DR, 2003
Merete Wilkenschildt, journalist og forfatter om ballet og kongelige, 2004
Alex Nyborg Madsen, radiovært og rocksanger, 2006
Siegfried Matlok, tidligere chefredaktør på Der Nordschleswiger, 2007
Linda Agnes Jensen, tidl. korrespondent i Teheran, 2009
Rigmor Rønlund-Pedersen, tidligere modejournalist og forfatter, 2010
Jens Otto Kjær Hansen, Cavling-vinder og tidligere rektor på Journalisthøjskolen, 2012
Jørgen de Mylius, journalist og mangeårig radiovært, 2013
Gitte Rabøl, daværende mediedirektør i DR, 2014
Stephanie Surrugue, journalist, korrespondent og forfatter, 2014
Per Hartvig, redaktør, Atlas Flora Danica, 2016
Flemming Hedegaard Larsen, tidligere kanalchef i DR, 2017
Tom Buk-Swienty, journalist og forfatter, 2020
Peter Thygesen, navneredaktør og hofreporter ved Politiken, 2020
NB. På grund af digitalisering af arkivet over modtagere af ordenen som Ridder af Dannebrog er det muligt, at visse navne mangler i databasen, gør kongehuset opmærksom på på sin hjemmeside.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Efter 40 år hos Se og Hør gik Mogens Hansen forrige år på pension, men blev forinden dekoreret med fortjenstmedaljen med krone af dronning Margrethe. Han var endvidere dekoreret med "Den Nepalesiske Kronings-Orden" og det franske ridderkors "Chevalier de Merit A".
Pinborg har ret for så vidt, at det ikke var et ridderkors, men...