Smerten trak furer gennem ansigtet på ham, men alligevel havde kronprinsen overskud til at smile til de mange danskere, der fulgte KMD Ironman i København.
Selv om kronprinsen brugte 10 timer 45 minutter og 32 sekunder på de 3,8 kilometers svømning, 180 kilometers cykling og de afsluttende 42,2 kilometers løb – og dermed var langt fra vinderen – var PR-værdien for ham selv og kongehuset mere værd end vinderens guldmedalje.
»De fleste tænker: ”Nej, hvor var det flot”, så hans deltagelse betyder utroligt meget for det danske kongehus som ”brand”,« siger Ekstra Bladets Jan Körner, der dækker kongehuset intensivt – ofte med en kritisk vinkel.
Kommunikations- og pressechef i VisitDenmark, Mette Dahl-Jensen er helt enig:
»Vi ser en mand i sin bedste alder – en kronprins – der laver en jernmand. Det er sejt og en god historie at sælge Danmark på i udlandet.«
Timme Bisgaard Munk, der er Redaktør på Kforum ser kronprinsens udfoldelser på sportsarenaen som en kommende konge, der skal finde sine egne ben at stå på:
»Sporten er hans måde at tolke det royale brand. Hans mor brugte det historiske og det kunstneriske som det fælles danske. Frederik gør det kongelige brand mere maskulint ved at dykke ned i det nye fælles nationale: Sporten.«
At det netop er triatlon gør ikke signalværdien dårligere.
»Triatlon er jo den nye folkesport,« siger Timme Bisgaard Munk.
Pressechef i Visitdenmark Mette Dahl-Jensen er enig:
»Kronprinsen dyrker ikke en overklassesport. Han er mand af folket.«
Dronning mod kronprins
Jan Körner, hvor meget betyder kronprinsens ekstremsportsudøvelse for kongehusets brand?
»Du kan ikke adskille Frederiks brand fra kongehusets. Alt er ekstremt personligt, for du kan ikke som i et firma udskifte topchefen, hvis du bliver træt af vedkommende. Som jeg ser det, er det vigtigt for kronprinsen at blive ved med at være synlig – og ikke forsvinde, som han har tendens til – ellers vil interessen for kongehuset fade ud.«
Mette Dahl-Jensen mener, at når det fx gælder markedsføring af Danmark over for voksne livsnydere og kulturturister er det i høj grad dronningen, der har et godt brand, fordi hun kommunikerer kultur i klassisk forstand. Kronprinsen taler til gengæld til et yngre og bredere segment – i kraft af sin folkelige appel.
Og netop derfor er kronprinsens deltagelse i Ironman en PR-gave til VisitDenmark. Men den gode historie handler for VisitDenmark ikke kun om hovedpersonen.
»Når kronprinsen løber gennem menneskemængden mod målet – uden synlige sikkerhedsfolk – viser det, at Danmark er et land, hvor alle i øjenhøjde med hinanden, og hvor det er sikkert af færdes på gaden,« siger Mette Dahl-Jensen.
Timme Bisgaard Munk:
»Nogle gange er Kongehuset lidt elitært og amatøristisk. At Frederik gennemfører en Ironman er ”Good, clean, familyentertainment”, som alle kan forstå.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.