
Hovedtillidsmand på TV 2 Lennart Sten. Foto: Martin Sylvest/ Ritzau Scanpix
”Det vidner om solidaritet og den helt særlige TV 2-ånd: At vi passer på hinanden, og at det er de brede skuldre, der bærer.”
Sådan siger hovedtillidsmand på TV 2 Lennart Sten, efter at de ansatte i dag omkring middag er blevet præsenteret for en opsigtsvækkende aftale mellem tillidsrepræsentanterne og ledelsen i huset:
Det kommende år skal hver af TV 2’s fastansatte afgive én af de fem årlige fridage, som de optjener til gengæld for skiftende vagter. Til gengæld er alle 221 freelancere tilknyttet TV 2 garanteret mindst 80 procent af deres løn i april. Mange af dem havde ellers udsigt til ikke at få nogen timer – og dermed indkomst fra TV 2 – efter marts.
”Selvfølgelig gør vi det”
Aftalen er kommet i stand så hurtigt, at tillidsrepræsentanterne ikke har kunnet nå at holde husmøde eller på anden måde samle de ansatte for at orientere dem, fortæller Lennart Sten.
”Jeg har fået rigtig mange tilkendegivelser her de sidste par timer, og de peger alle sammen i retning af, at ”selvfølgelig gør vi det. Vi kan godt arbejde én dag ekstra, for at freelancerne har en måned mere”,” siger han.
”Det er virkelig en stor beslutning at skulle tage en årlig fridag fra ansatte, uden der er nogen, der ved det. Men vi har været nødt til at gøre det på denne her måde, fordi det skulle gå så sindssygt hurtigt,” fortsætter han.
Det kommer til at koste anslået fem millioner kroner at sikre freelancerne den april-løn, de nu er stillet i udsigt. De fastansatte betaler den første million ved at afgive en årlig fridag. Resten af regningen tager TV 2.
”Både ledelsen og vi tillidsfolk er enige om, at vi har nogle sindssygt gode folk ansat – både blandt de faste og blandt freelancerne. TV 2 har en økonomi, der er bedre end mange andre medier, derfor er det også vigtigt, at TV 2 strækker sig. Det mener jeg også, de har gjort her,” siger Lennart Sten.
TV 2 bløder
Freelancerne på TV 2 kan ikke få hjælp af regeringens freelance-pakke, fordi deres freelance-løn er A-indkomst, og hjælpepakken dækker alene B-indkomst. Lennart Sten skønner, at omtrent en tredjedel af freelancerne kommer til at arbejde de timer, deres april-løn svarer til. Resten af freelancerne kommer til at arbejde meget lidt eller slet ikke.
Lennart Sten lægger ikke skjul på, at de seneste uger har været præget af ”utroligt stor” usikkerhed for freelancerne. Og selv om den nye aftale med ledelsen køber freelancerne og de øvrige TV 2-ansatte noget tid, er situationen stadig svær.
”Det er klart, at TV 2 bløder. Vi mister annoncer, masser af programmer bliver aflyst,” siger Lennart Sten og nævner som eksempler, at store sportsbegivenheder bliver aflyst på stribe, ligesom dronningen har aflyst alle officielle markeringer af sin kommende runde fødselsdag.
”Der er masser af problemer og udfordringer. Derfor handler det om at finde løsninger hen ad vejen. Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at arbejde benhårdt også det kommende stykke tid.”
Aftalen om at aflyse en årlig fridag for hver af de fastansatte på TV 2 er et brud på overenskomsten, og derfor skulle den godkendes af DJ’s hovedbestyrelse. Dette skete søndag.
7 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Flere