
Louise Brincker, direktør i Danske Medier Foto: Thomas Tolstrup
”For de danske medier er det fuldkommende afgørende, at de kan opretholde bare et vist niveau af indtægter. Der er heldigvis stadig nogle annoncører, som annoncerer. Vi opfordrer dem kraftigt til at være med til at holde hånden under den danske mediebranche ved at flytte deres annoncer fra udenlandske sociale medier og til danske redigerede medier.”
Sådan siger Louise Brincker, adm. direktør i Danske Medier, der er brancheorganisation for private danske medier.
Hendes appel kommer, fordi coronakrisen lige nu koster mediebranchen dyrt.
For eksempel forventer Jysk Fynske Medier at tabe 100 millioner kroner i annonceindtægter på grund af corona. Og på Lolland-Falsters Folketidende frygter mediet for sin eksistens.
Lokale og regionale medier bløder mest
Danske Medier er i fuld gang med at regne på, hvad coronakrisen samlet koster mediehusene i annonceindtægter.
”Det , vi kan se, selv om vi altså stadig er i gang med at indsamle data, er, at det lige nu er de lokale og regionale medier, der er hårdest ramt,” siger Louise Brincker.
Danske Medier er også ved at undersøge, om medierne for eksempel kan få hjælp fra den af statens hjælpepakker, der giver økonomisk støtte til virksomheder, som oplever 40 procents indtægtstab eller mere.
Ifølge Slots- og Kulturstyrelsen tegnede Google og Facebook sig tilsammen for 61 procent af den digitale annonceomsætning i 2018, og deres annonceomsætning vokser forholdsmæssigt mere end danske mediers annonceomsætning.
”Grunden til, at regionale og lokale medier er så pressede og også var det før coronakrisen, var lige præcis, at mange af deres annonceindtægter flyttede over på sociale medier, fordi det er meget nemt via algoritmerne at målrette annoncerne lokalt,” siger Louise Brincker.
Tager kontakt til købmænd
Nogle af de virksomheder, der stadig annoncerer, er supermarkeder og byggemarkeder. Derfor vil Danske Medier nu kontakte dagligvarekæderne Dansk Supermarked, Coop og De Samvirkende Købmænd og høre, om de vil bede deres medlemmer om at rykke annoncerne fra sociale medier til redigerede medier. Det samme vil de gøre til Dansk Erhverv.
”Så er der jo også nogle, som ikke annoncerer lige nu, for eksempel rejsebranchen og ejendomsmæglerbranchen. Når de forhåbentlig snart igen kan genoptage deres aktiviteter, så opfordrer vi til, at de vælger at bruge de danske medier og ikke de udenlandske sociale medier,” siger Louise Brincker.
Kan få permanente konsekvenser
Hun opfordrer alle danske annoncører til at støtte deres lokale og regionale medier.
”De internationale, sociale medier betaler heller ikke så meget i skat i Danmark. Jeg synes også, man som dansk virksomhed skal overveje, om det er det rigtige tidspunkt at støtte virksomheder, der ikke betaler så meget i dansk skat,” siger Louise Brincker.
Appellen fra Danske Medier til de virksomheder, som stadig annoncerer, kommer efter at norske TV 2 og den norske mediekoncern Schibsted sammen stod bag en lignende appel til norske annoncører.
”Der kan nemt ske det, at der lukker et lokalt medie – det er svært at starte det igen,” siger Louise Brincker.
”Det virkelig bekymrende er dybest set, at vi ikke ved, hvor lang tid krisen kommer til at vare. Den kan få permanente konsekvenser for mediebranchen.”
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Dog synes jeg, hun overser et væsentligt argument for at støtte de traditionelle medier frem for de sociale i den aktuelle situation.
De sociale medier flyder nærmest over med forkerte oplysninger, rygter og meget andet ufiltreret information. Det er jo ikke nyt, at den slags sker via sociale medier. Men i den aktuelle situation med corona-smitten er det dobbelt uheldigt - mindst.
Derfor er det så uendeligt vigtigt, at vi i denne tid har medier, der troværdigt dække corona-krisen.