Coronakrisen betyder et brat fald i annonceindtægterne

TV 2, Egmont og Jysk Fynske Medier forventer et stor dyk i annonceindtægterne. For en række brancher giver det ikke mening at annoncere nu, lyder vurdering

På fredag skal de omkring 400 redaktionelle medarbejdere i Jysk Fynske Medier individuelt beslutte, om de vil gå 10 procent ned i løn.

Lønnedgangen er en konsekvens af, at mediehuset forventer at tabe 100 millioner kroner på især annonceindtægter på grund af coronakrisen.

”Annoncemængden rasler ned, fordi hele aktivitetsniveauet i erhvervslivet rasler ned,” sagde tillidsrepræsentant Per Schultz-Knudsen mandag.

Men Jysk Fynske Medier er ikke det eneste mediehus, der bliver ramt økonomisk af Covid-19.

Hos TV 2 siger viceadministrerende direktør Flemming Rasmussen, at coronakrisen vil betyde et dyk i TV 2’s reklameindtægter:

”Det her kommer selvfølgelig til at ramme TV 2, ligesom det rammer alle andre virksomheder. Jeg vil ikke begynde at spå om, om vores reklameomsætning falder 10, 20 eller 30 procent. Men selvfølgelig kommer det her til at ramme vores reklameforretning,” siger Flemming Rasmussen.

Forventer markant dyk

Flemming Rasmussen forklarer, at en del kunder lige nu flytter deres kampagner.

”Det er kunder, som skulle annoncere i slutningen af marts og april, men som har flyttet deres kampagner til senere på året. Nogle få aflyser også, men i første omgang er det langt størstedelen, der flytter kampagner,” siger Flemming Rasmussen.

Administrerende direktør i Egmont Publishing Klaus Høeg-Hagensen siger, at de første annulleringer af annoncer også er kommet hos dem. Egmont Publishing udgiver blandt andet Alt for Damerne, Euroman, Anders And og Boligliv.

”Vi har ikke noget langtidsoverblik, men vi forventer at få et markant dyk på annoncer,” siger Klaus Høeg-Hagensen.

”Vi ved fra sidste gang i 2008, at det kortvarigt kan give ret store annoncefald,” tilføjer han med henvisning til finanskrisen.

Giver ikke mening at reklamere lige nu

Holger Wilcks, administrerende direktør i Dansk Annoncørforening, mener, at det er rettidig omhu, at annoncørerne mange steder trækker deres annoncer.

”Hvis man er en af de brancher, der er hårdest ramt – for eksempel et rejsebureau eller en restaurant – giver det ikke mening at annoncere nu.”

Han forklarer, at marketing er meget følsomt for konjunkturer og dermed noget af det første, der bliver ramt, når der skal spares.

”Og det får stor betydning for budgetterne og dermed også for mediebureauerne og de medier, der lever af annoncer,” siger Holger Wilcks.

Ingen panik

Hos Egmont Publishing kommer en stor del af indtjeningen fra abonnementer og løssalg i butikker. Egmont er med andre ord mindre afhængige af annonceindtægter end andre medier, forklarer Klaus Høeg-Hagensen.

Og der er ikke noget, der tyder på store forandringer i salgsleddet ude i butikkerne.

”Men det kan være, at der kommer et andet forbrugsmønster med en anden indkøbsfrekvens,” siger han.

Hos TV 2 forklarer Flemming Rasmussen, at man står bedre rustet end under finanskrisen.

”Dengang var vi helt overvejende reklamefinansieret, men i dag kommer over halvdelen af TV 2’s forretning fra abonnementer. Det gør, at vi er mindre konjunkturfølsomme og bedre rustet,” forklarer han.

Risikerer I at skulle fyre som konsekvens af corona?

”Vi gør alt for at holde styr på vores omkostninger, og vi er på ingen måde i panik eller i gang med at justere i vores organisation. Men ingen kan jo garantere, hvordan det ser ud på den længere bane.”

0 Kommentarer

Læs også

Sådan rammer massefyringen på Jysk Fynske Medier

Medarbejderne i Jysk Fynske Medier går frivilligt ned i løn

16. MARTS 2020

DJ-formand undrer sig over jysk-fynsk aftale om lønnedgang

16. MARTS 2020