
Thomas Rønnow. Foto: Thomas Tolstrup
Over 60 procent af de journaliststuderende får ikke de læringsdage, de har krav på.
Det viser en undersøgelse, Dansk Journalistforbund har lavet.
I 2019 lavede Journalisten en undersøgelse, der viste, at cirka 40 procent af de studerende ikke fik den læring, de har krav på – og som kostede de studerende 3.000 kroner i lønnedgang, da en ny praktikantaftale blev forhandlet på plads i 2018.
Med andre ord er tingene på lidt mindre end et år ikke blevet bedre for de studerende.
Det får skarp kritik af Danske Mediestuderende.
”Det er foruroligende, at så få får det antal dage, de har krav på, når vi gav køb på løn for at få produktionsfrie dage, hvor vi kan fordybe os,” siger forkvinde Mie Hovmark til Journalisten.
Og i Dansk Journalistforbund ser formand Tine Johansen det også som et problem.
”Det ser ud til, at det langtfra er alle praktiksteder, der har fundet ud af, hvordan man efterlever denne aftale. Der er mildt sagt plads til forbedring,” siger Tine Johansen.
”Selvfølgelig skal de overholde aftalen”
I Danske Mediearbejdsgivere, der organiserer en markant del af de praktiksteder, der hører under praktikantaftalen, er de dog ikke voldsomt bekymrede – på trods af undersøgelsen.
”Helt generelt er det min overbevisning, at de virksomheder, jeg repræsenterer i Danske Mediearbejdsgivere overholder praktikantaftalen – både i forhold til læringsdage og læringsplaner,” siger viceadministrerende direktør Thomas Rønnow.
”Hvis det ikke er tilfældet, har vi da en udfordring. For selvfølgelig skal de overholde aftalen. Men jeg har indtryk af, at det er det, de gør,” siger han.
Thomas … kan det nu virkelig også passe, når undersøgelsen viser, at over halvdelen ikke får det, de har krav på?
”Jeg har ikke set undersøgelsen, så jeg ved ikke, hvordan de har spurgt. Men vi skal være opmærksom på, at der er en del studieture i slutningen af året, der samler op på mange læringsdage, der måske ikke er blevet afholdt,” siger han.
Potentielt er det mange af jeres medlemmer, der ikke lever op til aftalen. Handler det her ikke helt grundlæggende om, at de skal tage sig sammen og sørge for at overholde aftalen?
”Hvis tilfældet er, at de ikke tager sig sammen, så skal de tage sig sammen. For selvfølgelig skal vi efterleve aftalen,” siger han.
Svigter praktikstederne de studerende?
Thomas Rønnow mener, at Danske Mediearbejdsgivere skal se på, om foreningens medlemmer skal informeres bedre om, hvad det kræver at leve op til praktikantaftalen.
”Hvis det forholder sig, som undersøgelsen viser, skal vi informere bedre om det til vores medlemsvirksomheder. Det kan vi gå i gang med med det samme,” siger han.
”Vi har allerede informeret en del om det. Det er ikke min opfattelse, at de ikke er informeret, men vi vil gerne være med til at gøre mere. Den anden del, tror jeg, er, at vi skal have indskærpet over for praktikantvejlederne, at de har ansvar for, at aftalen bliver overholdt,” siger han.
Tror du, det kan handle om, at man simpelthen glemmer det ude på arbejdspladserne, fordi man har for travlt?
”Det har jeg ikke indtryk af. Jeg har svært ved at se, at der skulle være så meget pres på, at praktikanterne ikke skulle kunne få deres læring. Det er jo betingelsen for, at virksomhederne kan få praktikanter, at vi har sådan en aftale, som de skal leve op til,” siger han.
Mener du, praktikstederne har svigtet de studerende, når så mange angiver, at de ikke får de læringsdage, de skal have?
”DMA’s medlemsvirksomheder skal selvfølgelig overholde praktikantaftalen. Det tager vi gerne en drøftelse om med journalistforbundet. Hvis det viser sig, at vores medlemsvirksomheder ikke overholder aftalen, vil vi selvfølgelig sørge for, at reglerne fremover bliver overholdt. Når det er sagt, har jeg svært ved at genkende undersøgelsens resultater i vores medlemsvirksomheder.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.