Forlaget Zetland har netop udgivet en såkaldt single om Simon Andersen. Journalisten bringer her et redigeret uddrag. Artiklen er skrevet af Ida Nyegård Espersen, der tidligere har skrevet lange formater til Journalisten, blandt andet fortællingen om Tønder Bank.

Simon Andersen blev portrætteret af Journa-listen i 2008. Dengang var han chefredaktør på Nyhedsavisen – og udtalte: »Jeg er ikke god til kommandoveje. Jeg bypass’er. Omvendt er jeg jo energisk og optaget af projektet. Det tror jeg er det vigtigste.« -foto: Per Morten Abrahamsen
Dette er et portræt af journalisten og redaktøren Simon Andersen.
Han er indpiskeren bag nogle af de seneste års mest kontroversielle og opsigtsvækkende sager i dansk presse: Artikel-serien om filmen Den hemmelige krig, Jægerbog-sagen, fældningen af Henriette Kjærs millionsvindlende mand, Henrik Sass-Larsens påståede rockerforbindelser og Mette Frederiksens dobbeltmoral, da hun sendte sin datter i privatskole, mens hun prædikede for folkeskolen. Og, over dem alle, skattesagen.

Skal man forstå Simon Andersen, skal man forstå, hvad han kommer fra. Sådan lyder det fra mange af de folk, der kender ham.
Nogle ved en smule om hans opvækst i Grindsted; at den i hvert fald ikke var lykkelig, og at Simon Andersen i en meget ung alder kun havde ét menneske at læne sig op ad – sig selv.

Da Simon Andersen var 15 år, mistede han sin mor. Han havde aldrig kendt sin far. Klasselæreren Kai Bayer blev værge for Simon Andersen. Men den 15-årige dreng flyttede for sig selv.
»Da jeg mistede min mor, brugte jeg rigtig meget tid på avisen Vestkysten, hvor andre formodentlig ville bruge deres tid på venner og familie i den alder. På den måde blev avisen jo min familie, dét, jeg brugte mest tid på. Man kan sige, at jeg er kommet i faget som en livsnødvendighed, det var dér, jeg hørte hjemme, og så er det sådan set først langt senere, at jeg har dannet mig en klar forestilling om, hvad jeg kunne bruge det til. I modsætning til så mange andre kan man sige, at journalistikken er vokset sammen med mig i kraft af min opvækst. For de fleste er det et job – for mig har det været en fuldkommen integreret del af min personlighed.«

Simon Andersen fortæller selv, hvordan han allerede i 7. klasse blev fascineret af Grindsteds reportermiljø. Han skrev til skolebladet Sammen og begyndte at lave et amatørradioprogram om musik på lokalradioen i Herning med sin klasselærer Kai Bayer.

Uden for skoletid var han avisbud for avisen Vestkysten – det senere JydskeVestkysten. Simon Andersen kunne godt regne ud, at han skulle avancere til overbud, hvis han ville tættere på journalisterne. Det gjorde han. Som overbud skulle han gå og rydde avisstrimler op inde i budrummet. Det lå tæt op ad redaktionslokalet og gav ham mulighed for at hænge ud i periferien af de arbejdende journalister.

Teenageren fra Grindsted avancerede hurtigt. Efterhånden fik han lov til at skrive sportsnyheder og have weekendvagter. Allerede da han var omkring 16 år, sad han og lavede to-tre avissider alene. Og efter gymnasiet var han med til at starte lokalradioen Radio Victor op.

Avisbuddet fra Grindsted er i dag en af journalistbranchens tunge magthavere med venner, bekendte og et stort netværk blandt journalister og redaktører på DR, TV 2, Jyllands-Posten, Berlingske Tidende, Ekstra Bladet, Politiken, Information og rundt omkring på Christiansborgs gange.

Hvert år går cirka 200 journaliststuderende ned ad Journalisthøjskolens brune flisegange i Aarhus med visheden om, at de lige har bestået den afgørende eksamen og nu kan kalde sig journalister. Mange af de nyslåede journalister vil primært blive husket som et tal i den større statistik. Som nyuddannet i 1994 var Simon Andersen ikke en af dem. Han havde allerede gjort sig bemærket med sit væsen og sin journalistik.

Han var dygtig og ihærdig. Det havde han blandt andet bevist i sin halvandet år lange praktik som journalist på Jyllands-Posten.
Efter sin sidste eksamen blev Simon Andersen ansat i en fuldtidsstilling på Morgenavisen Jyllands-Posten. I 1990’erne blev netop den avis anset for at være den fineste avis, man kunne arbejde på.

Simon Andersen ville i den grad fremad. Han løftede den afslørende journalistik på avisen. Han fik en ide og helmede ikke, før den var i hus. Han var, som daværende søndagsredaktør Jens Kaiser formulerer det, “en bulderbasse”, der “bragede gennem væggen”.
»Han vurderede og målte sine egne historier meget i forhold til forsiden. Han virkede, som om han havde et ønske om at vise, at han var god nok,« siger redaktøren, som Simon Andersen udtrykker »enorm respekt« for i dag.

Simon Andersen og ansvarshavende redaktør David Trads slæber gravøl ind på Nyhedsavisens redaktion efter meddelelsen om, at pengekassen er tom. – foto: polfoto

I februar 1999 udkom Jyllands-Posten med en række artikler om, at Vesterbros betjente misbrugte deres magt, var voldelige og forgreb sig seksuelt på områdets narkomaner, hjemløse og prostituerede.
Artiklerne var skrevet af Simon Andersen og lederen af Jyllands-Postens gravergruppe, Mikkel Hertz, der i dag er kanalchef for TV2 News.

I en af artiklerne, fra 11. februar, anklagede en 37-årig narkoprostitueret ved navn Jeannie Maribo en betjent for at have taget hende med til en lejlighed på Frederiksberg cirka 30 gange for at udlevere stoffer til hende, hvorefter hun gav sex som modydelse.

Simon Andersen og Mikkel Hertz skrev artiklen uden at dobbelttjekke en eneste af hendes oplysninger eller anklager. Til gengæld skrev de en uge efter igen en artikel om betjenten og nævnte hans øgenavn: McCloud. Rigspolitiets rejsehold og statsadvokaten gav sig derefter til at undersøge, om der var hold i anklagerne.

Det var der ikke. I marts 2000 offentliggjorde statsadvokaten en 65 sider lang redegørelse oven på undersøgelsen af anklagerne mod politibetjentene. Konklusionen var, at ingen betjente blev tiltalt.
McCloud meldte sig syg. Senere blev han tilkendt erstatning hvert år indtil hans 67. år, fordi Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomsforsikring vurderede, at han led af posttraumatisk stress oven på beskyldningerne.
Jyllands-Posten beklagede ikke fejlen i avisen.

Fem år efter at artiklerne om McCloud blev bragt, stillede de to journalister i april 2004 op til et interview i fagbladet Journalisten og talte ud om deres oplevelse af sagen.

Simon Andersen udtalte, at det ville have været en rimelig reaktion, hvis sagen havde kostet ham en fyring.
»Det er skræmmende, at min stræben efter den historie var så voldsom, at al fornuft blev sat ud af kraft, men det er vist desværre ikke sjældent, at journalister er så besatte af deres historie, at de begår grove fejl eller endda manipulerer for at få historien frem.«

Når han ser tilbage på sagen, beskriver han det som »mit helt store lærestykke«.
»Det gjorde mig mere ydmyg over for fagets alvor, over for den magt og det ansvar, der ligger i det. Det lærte mig, at journalistik er et redskab, der skal forvaltes med en enorm ydmyghed og en stor grad af fairness.

Artikler skal være så rigtige, som de kan blive, man skal ikke køre ud ad en tangent, fordi det er mest opportunt,« siger han i dag.
Mikkel Hertz ønsker ikke at knytte en kommentar til McCloud-sagen i dag.

I 2006 er mediebranchen lige så byggeboomende og pengesvømmende som resten af Danmarks økonomi.
Simon Andersen har fået job i redaktionsledelsen på Nyhedsavisen efter en periode som underviser i journalistik på RUC og nogle korte ophold hos Københavns Lufthavne, Ombudsmanden og på DR.

Simon Andersen formår at opbygge en mættet stemning af, at Nyhedsavisens journalister laver noget ekstremt vigtigt og nyskabende.
Journalisterne knokler. Flere husker, at selv om de gennem længere tid har arbejdet op mod 65-70 timer om ugen, tilbyder Simon Andersen ikke en fridag; det er projektet Nyhedsavisen for vigtigt til, udstråler han i sin egen konstante ildfluetilstand.

Modsat mange andre chefer har Simon Andersen en evne til at være ægte. Han deler ikke sine pæne ord ud i lige store pædagogiske doser til hver medarbejder, han er udemokratisk i sin ros. Dermed fremstår rosen ærlig.
Som en tidligere medarbejder på Nyhedsavisen siger:
»Jeg har en eller anden mærkelig følelse af loy-alitet over for Simon, selv om jeg sikkert ikke engang er på hans top-100 over yndlingsjournalister, han har arbejdet sammen med. Alligevel føler jeg, at jeg skylder ham noget. Han overtrådte grænser så uhørt mange gange, men hvis han kom i morgen med et nyt projekt og spurgte, om jeg ville være med, ville jeg klart overveje det. Han er forførende.«

De historier, Simon Andersen brænder for, har ofte grobund i hans personlige indignation og en følelse af harme, fortæller fem kilder fra Nyhedsavisen.
»Simon har en tanke om, at enhver, der er magtfuld, sikkert er bedrager,« siger David Trads, der var ansvarshavende redaktør på Nyhedsavisen.

Det er Peter Brüchmann – i baggrunden – der ansætter Simon Andersen på BT for at sætte liv i tabloiden. Det kræver tre samtaler, før ansættelsen er på plads. Simon Andersen har ry for at være en leder, der driver medarbejderne hårdt. Andre elsker ham for hans store engagement. – foto: scanpix

Følelsen af indignation bliver af mange især registreret hos Simon Andersen i forbindelse med én historie: Artikelserien om dokumentaren Den hemmelige krig.
Sagen begynder for alvor at gribe Simon Andersen en fredag aften den 19. januar 2007. Nyhedsavisens ansvarshavende chefredaktør, David Trads, skal i tv for at diskutere Christoffer Guldbrandsens nye dokumentarfilm Den hemmelige krig om de danske soldaters indsats i Afghanistan. Filmens påstand er, at de danske soldater rutinemæssigt har udleveret afghanske fanger til de amerikanske tropper, selv om de her risikerede at blive udsat for tortur.

David Trads ringer til en af avisens journalister, Kaare Sørensen, og beder ham sende en mail med et citat fra filmen. Kaare Sørensen finder frem til et klip, hvor en forhørsleder fra filmen siger, at han måske har set danske tropper aflevere afghanske fanger fem-seks gange til amerikanske tropper.

I filmens oversættelse har DR undladt at oversætte ordet ‘måske’. Det her er beviset på, at filmen ikke dokumenterer sin påstand om, at danskere har udleveret fanger til tortur, mener Simon Andersen og David Trads – de betragter filmen som fusk og humbug, kan de andre journalister høre på redaktionen. DR støtter filmen økonomisk, og en DR-chef beklager, at DR har lavet en fejltekstning, da han bliver konfronteret med det.

Flere journalister på Nyhedsavisen er skeptiske over at lave historien. Men graverjournalist Lars Fogt er lydhør. Han overtager den få timer før deadline, og lørdag morgen lander Nyhedsavisen i danskernes postkasser med forsiderubrikken “DR erkender fusk i Afghanistan-film”. Her indleder Simon Andersen og Lars Fogt et bemærkelsesværdigt parløb i dansk journalistik.

Lars Fogt har samme eksplosive iderigdom som Simon Andersen. De kan begge skrålæse en tilfældig tryksag med det ene øje og her få øje på en historie gennem en notits, en annonce eller bare et lille telegram. På fire uger skriver Nyhedsavisen cirka 50 artikler om dokumentaren Den hemmelige krig, ofte med både Simon Andersen og Lars Fogts navne på bylinen.

Nyhedsavisens dækning af sagen bevirker, at fokus i høj grad bliver flyttet fra regeringens ansvar for håndteringen af fanger til en diskussion af filmen og DR’s troværdighed. Og under dækningen af Den hemmelige krig bliver Simon Andersen af David Trads forfremmet til journalistisk chefredaktør på avisen. Simon Andersen skriver både artikler og uendelige sider med notater i punktform på sin blog over de påståede fejl i filmen.

Medarbejderne på Nyhedsavisen husker særligt to artikler om Den hemmelige krig.
Lars Fogt og Simon Andersen har skrevet den ene. Rubrikken  lyder: “DR og Enhedslisten i samarbejde om Afghanistan-film”.
Historien viser sig især at være hængt op på, at Enhedslistens folketingspolitiker Frank Aaen har stillet et spørgsmål i folketingssalen om Den hemmelige krig. Nyhedsavisen bruger eksemplet som dokumentation for, at ”filmen var lavet i samarbejde med den yderste venstrefløj”.

Det er imidlertid helt normal procedure, at journalister og politikere giver hinanden oplysninger, så en politiker kan stille spørgsmål til en sag i folketingssalen og kaste lys over den. Faktisk har Nyhedsavisen i et tidligere tilfælde selv fået Enhedslisten til at stille et spørgsmål i folketingssalen, siger Frank Aaen.

En anden artikel handler om DR-journalisten Kristian Sloth, der laver flere indslag i TV Avisen i forbindelse med Den hemmelige krig. Lars Fogt skriver, at Sloth i privat sammenhæng har deltaget i en underskriftsindsamling, hvis formål var at få Anders Fogh Rasmussen dømt for brud på grundloven ved at sende danske soldater i krig i Irak. I underrubrikken på Fogts artikel står der, at en professor fastslår, at ”journalisten burde være taget af historierne”. Den private underskrift i forbindelse med Irak-krigen skulle altså gøre journalisten inhabil.

Den citerede professor hedder Jørgen Poulsen, og han føler sig forurettet over at blive løftestang for kritikken af DR-journalisten. Han mener, at Lars Fogt i telefonen har fremstillet det over for Jørgen Poulsen, som om at Kristian Sloth sad i den styrende komite for underskriftsindsamlingen.
»Da jeg finder ud af, at han er en af flere tusinde underskrivere, kontakter jeg Nyhedsavisen for at få et dementi, men det bliver nægtet. Jeg har aldrig været udsat for noget så perfidt,« siger han efterfølgende til fagbladet Journalisten.

David Trads mener, at professoren kendte præmissen og ”efterfølgende har fået ondt i maven – fred være med det”. Artiklen med Jørgen Poulsen får en af Nyhedsavisens egne journalister til at skrive blogindlægget: “Nu bliver vi perfide”.

 I dag siger Simon Andersen, at han overordnet er uenig i, at de journalistiske historier, han sætter i gang eller selv skriver, udvikler sig til et korstog. Når han ser tilbage på dele af journalistikken om Den hemmelige krig, synes han dog, at “det blev for hidsigt mellem Nyhedsavisen og DR. Noget af det”.
»Journalistik handler om at skrælle lagene af og komme ind til kernen,« uddyber han. »Det var det, jeg forsøgte med detaljerede blogs. Jeg er ked af, hvis vi gik ind og blev sådan lidt en aktør i det på grund af retorikken derudover. På den måde gik det for vidt. Men selve kernen i kritikken af filmen er rigtig.«

2008 er ikke kun et hårdt år for Nyhedsavisen, der ender med at lukke, fordi pengekassen er tom. Befolkningen får gratis nyheder på nettet og de sociale medier, og det bliver mere og mere synligt, at især de unge ikke gider bruge penge på aviser. Annoncørerne gider heller ikke. Oven i den udvikling er en finanskrise tordnet ind over landet. Avisernes oplag falder. Avisbranchen er i krise.

Tabloidavisen BT oplever samme pres, økonomisk og redaktionelt. I begyndelsen af 2008 er formiddagsavisen fyldt med kostråd og forsider med sygdomme og lindrende piller. Den sætter ikke dagsordenen i Danmark. Peter Brüchmann, der er ansvarshavende chefredaktør på BT fra 2008 til 2012, ved, at han bliver nødt til at gøre noget drastisk med avisen. Den skal være mere hårdtslående og have flere selvstændige afsløringer.

I 2008 ansætter han derfor først Lars Fogt og fire måneder senere Simon Andersen som redaktionschef.

BT’s tabloide oprustning sætter sit aftryk. En overgang overhaler BT for første gang i 20 år Ekstra Bladet i oplagstal. Men den har også omkostninger. På et enkelt år får BT kritik af Pressenævnet for tre forskellige artikler, der alle er skrevet af Lars Fogt. Det er usædvanligt. Det er lige så mange, som alle Ekstra Bladets journalister får tilsammen i 2010. BT og Fogt får blandt andet ‘alvorlig kritik’ i Pressenævnet for en artikel om, at der er fundet en afføringsbakterie i et mejeris fløde. Det passer ikke, og BT må punge ud med en erstatning på cirka 100.000 kroner til mejeriet.

Snart følger mere kritik.

• Den 5. oktober 2011 får BT igen kritik af Pressenævnet for en artikel skrevet af Lars Fogt.
• Den 1. december 2011 får BT også kritik af en artikel skrevet af Lars Fogt.
• Den 20. december 2011 udtaler Pressenævnet graden “alvorlig kritik” af BT for endnu en artikel skrevet af Lars Fogt.

På bare halvandet år kritiserer Pressenævnet dermed hele seks artikler skrevet af Lars Fogt, blandt andet under ledelse af Simon Andersen. Fogt skriver selv i et debatindlæg, at han ikke har skrevet den ene af de kritiserede artikler, men blot blev sat på som medskribent af en kollega. Desuden kritiserer nævnet en overskrift, som en redaktør på BT har formuleret, skriver Fogt.

Tidligere journalist på Nyhedsavisen Anne Winther siger, at Lars Fogt på den måde er et skræmmebillede på en forhastet medieverden lige nu: »Når han laver fejl, er han et problem for redaktøren, men ikke et større problem, end at han laver en ny historie i morgen. Lars kan også redde dig som redaktør. Han kan nemlig løse alle dine problemer; han arbejder røven ud af bukserne og knalder artikler af sted uden stopknap, han kan altid producere en forside til dig. Han kører i samme tempo som nyhederne uden at tænke for meget over alt dét, som tager lang tid – nuancer, dokumentation og tvivl,« siger hun.

Simon Andersen mener ikke, at han har presset Lars Fogt.
»Jeg har altid sagt til Lars, at han skal lave få gode ting.« Han er »dybt ulykkelig på Lars’ vegne over, at Lars har fået det ry. Jeg synes, at han er kolossalt samvittighedsfuld. Og modsat hvad han har ry for, så vinkler han aldrig hårdt. Han har begået nogle fejl, som er sjuskeri. Jeg har været rigtig glad for ham, fordi han har lavet mange gode historier«.

I 2009 blev medieåret i Danmark overskygget af endnu en sag. Forløbet blev døbt Jægerbogssagen, og den famøse sag udmøntede sig i en historisk krise for Forsvaret, der af juridiske eksperter blev beskyldt for at have en “manipulerende kultur” og for bevidst at snyde “for at opnå politiske mål”.

Sagen begynder i september 2009, da den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack går til Jyllands-Posten for at reklamere for sin bog Jæger – I krig med eliten. Den 10. september bringer Jyllands-Posten en forsidehistorie på baggrund af bogen. Historien er, at jægersoldaterne har været i langt flere militære operationer i Afghanistan, end befolkningen og Folketinget er blevet orienteret om.

Samme dag udtaler kommunikationschef i Forsvarskommandoen Lars Sønderskov, at Thomas Rathsacks bog »kompromitterer rigets sikkerhed og forholdet til fremmede magter«. Forsvaret vil have bogens udgivelse standset gennem et fogedforbud, men Politiken udgiver bogen i et særtillæg, inden Fogedretten får behandlet sagen den 21. september.

Torsdag den 24. september eskalerer sagen. Forsvarsminister Søren Gade holder orientering for det danske pressekorps.
Søren Gade oplyser pressen om, at jæger-bogen viser sig allerede at være blevet oversat til arabisk – og endnu værre: Bogen er lagt ud på nettet. Når Forsvaret er bekymret for, at bogen skal falde i de forkerte hænder, er det altså tilsyneladende ikke bare en påstand grebet ud af den blå luft:
»Der må være nogen, der mener, at bogen også er interessant for andre at læse,« siger Søren Gade.

Blot en halv time efter Søren Gades pressemøde findes den arabiske oversættelse på bt.dk med rubrikken: ”Her er jægerbogen på arabisk”.
BT fjerner den hurtigt igen. Det viser sig, at oversættelsen er fabrikeret i en gratis online-oversættelse som Google Translate. Oversættelsen er ren volapyk. Når man højreklikker på oversættelsesdokumentet, kommer Forsvarskommandoens initialer, FKO, til syne.

Alt tyder altså på, at Forsvaret selv har lavet oversættelsen, hvilket er højst mærkværdigt. Ud over Forsvarets egne repræsentanter erklærer én anden person imidlertid, at han også har set oversættelsen ligge på nettet. Det er Simon Andersen. Søndag den 27. september siger han i TV2 News’ program Presselogen:
»Jeg har selv set den arabiske udgave ligge på en fildelingstjeneste, ergo er det ikke Forsvaret, der har lavet den selv.«

I løbet af fem minutter af tv-debatten når han tre gange at sige, at han selv har set oversættelsen ligge på en såkaldt fildelingstjeneste på nettet.
Fire dage efter kommer det frem, at Forsvarskommandoens it-chef, Jesper Britze, har lavet en maskinoversættelse, og at Forsvarets kommunikationschef, Lars Sønderskov, har sendt Word-filen til BT.

Flere kilder mener, at BT måske lod sig bruge og gik Forsvarets ærinde ved at bringe oversættelsen frem for at afsløre historien om, at Forsvaret forsøgte at sprede bogen, samtidig med at de officielt forsøgte at stoppe den.

Da Forsvarskommandoen indrømmer, at de selv har fabrikeret oversættelsen, lækket den til BT, og at den aldrig har ligget på nettet, skifter Simon Andersen også forklaring. Han har alligevel ikke selv set hele oversættelsen på nettet:
»Hvis du så spørger mig: Simon, har du set hele bogen ligge på nettet – det er jeg sgu ikke sikker på, jeg har,« udtaler Simon Andersen til Politiken og uddyber:
»Jeg har set brudstykker af bogen på nettet, men altså jeg ved ikke, hvem der har lagt den der.«

Simon Andersen oplyser dog til avisen, at han ikke længere kan finde oversættelsen eller dele af den på nettet. Samtidig afviser han, at BT har deltaget i en eventuel sammensværgelse med Forsvarsministeriet.

Knap et år efter bliver det fremlagt under et retsmøde, at den daværende kommunikationschef i Forsvarskommandoen den 24. september 2009 sendte en e-mail til Simon Andersen klokken 12.42. Lars Sønderskov sendte den fra sin private e-mail. Klokken 13.04 samme dag skrev bt.dk, at jægerbogen nu fandtes på arabisk.

Efterforskerne kunne også påvise, at der i samme tidsrum var livlig kontakt mellem Lars Sønderskov og Simon Andersen både i forhold til telefonopkald og sms. Simon Andersen afviser ikke, at han har modtaget oversættelseslækagen fra Forsvarskommandoen, men siger i dag:
»Jeg kan fuldstændig afvise, at der har været nogen form for samarbejde mellem Forsvarskommandoen og BT.«

Mindre end et år efter giver Simon Andersens journalistik igen anledning til debat om ham og de metoder, der driver den journalistik, han er involveret i.
Skattesagens første kapitel begynder den 23. juni 2010, da BT indleder en artikelrække, der sætter kritisk lys på det faktum, at Stephen Kinnock, der er gift med ingen ringere end den daværende oppositionsleder Helle Thorning-Schmidt, ikke betaler skat i Danmark. Artiklerne med overskrifter som ”Scorer kassen i skattely” og ”Helles nye løgn” forsøger at sandsynliggøre, at Kinnock – der arbejder og bor en del af året i udlandet – snyder den danske statskasse for hundredtusindvis af kroner.

16. september 2010 konkluderer SKAT København, at Stephen Kinnock ikke har lavet skattefusk.
Herefter er der i offentligheden stilhed om den såkaldte skattesag – der viste sig slet ikke at være en sag. Knap et år efter begynder andet kapitel af skattesagen. 8. september 2011 laver BT forsiden ”Ny bombe i Thornings skattesag: Fik uberettiget fradrag i 6 år”. Historien, der handler om, at Helle Thorning har fået et uberettiget fradrag i skat, kommer mildest talt ubelejligt for oppositionslederen. Den bliver offentliggjort midt under valgkampen, en uge inden folketingsvalget. Afsløringen fylder syv sider i avisen og bliver bragt netop den dag, Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke skal mødes i den første tv-duel.

Oplysningen til BT’s historie stammer fra den kendelse i Thorning og Kinnocks skattesag, som parret ikke ønskede at offentliggøre, da Skat København havde truffet sin beslutning i sagen. Nogen med adgang til disse yderst private dokumenter har lækket hele parrets skatteafgørelse til BT, få dage før der bliver udskrevet valg 26. august 2011.

Fagbladet Journalisten gav sig i sensommeren 2010 til at faktatjekke BT’s skatteartikler og beskrev, hvordan avisen undlod at citere eksperter, som modsagde vinklen om, at Kinnock var skattepligtig.
Journalisten citerede 14 kilder i sin artikel om BT. Avisens chefredaktør, Olav Skaaning Andersen, ville kun svare på kritik, hvis han fik lov til at se spørgsmålene på skrift i forvejen. Det gik Journalisten med til.

Derefter begyndte Simon Andersen noget uventet at ringe og maile til fagbladet Journalistens kilder, hvorefter tre kilder efterfølgende valgte helt at trække deres citater fra fagbladets artikel. Hvad Simon Andersen havde sagt eller skrevet til kilderne, var det ikke muligt for Journalisten at opklare, men en af de kilder, der trak sine citater tilbage efter først at have bekræftet dem, skrev i en mail til bladet: “Jeg har ikke lyst til at deltage i denne duel inden for journalistverdenen. Jeg vil derfor ikke medvirke i artiklen, da dette lader til at ville skabe fokus på min person.”  

Siden august 2012 har en skattesagskommission forsøgt at finde hoved og hale i spekulationerne om muligt magtmisbrug gennem afhøringen af 45 vidner. Undersøgelsen forsøger – især – at finde svar på to spørgsmål: Hvem lækkede Kinnock og Thorning-parrets skatteafgørelse til BT? Og forsøgte daværende skatteminister, Troels Lund Poulsen, at bruge sine embedsmænd til at presse folkene i Skat København til at komme med en særlig afgørelse, som miskrediterede Helle Thorning?

Under afhøringen af Simon Andersen i Skattesagskommissionen 30. oktober 2012 kommer det frem, at det er Simon Andersen, der har forfattet det ni sider lange notat, som både er endt i priskomiteerne og i Skat København. Han har sendt notatet til spindoktor Peter Arnfeldt, som så har givet det videre til Troels Lund Poulsen, hvorefter skatteministeren har overleveret det til sin departementchef, Peter Loft.
Notatet er, med andre ord, endt som noget, der umiskendeligt ligner et politisk partsindlæg og spiller en central rolle i sagen om lækage og magtmisbrug.

Måske er det mest bemærkelsesværdige ved BT’s rolle i skattesagen dette: At Simon Andersen og – ganske givet – en lille gruppe andre ansatte på BT hører til de journalister, der ved mest om, hvad der er op og ned i lækagesagen. Han ved, med al sandsynlighed – medmindre lækket er givet anonymt, hvem der videregav de dybt private oplysninger om den nuværende statsminister til BT. Han ved i så fald også, om nogen i den tidligere regeringstop benyttede en eksklusiv adgang til Helle Thorning-Schmidts fortrolige papirer til at stække hende politisk. Han ligger altså, med andre ord, inde med en viden, der potentielt rummer en langt større journalistisk histiorie end historien om Helle Thorning-Schmidts skattefradag.

Nogle ville kalde det årets scoop. Men Simon Andersen har ikke tænkt sig at afsløre sandheden. Han og BT har henvist til den journalistiske kildebeskyttelse og fået lov af Skattekommissionen til at hemmeligholde, hvem der stak dem de delikate oplysninger.

Oluf Jørgensen, der er forskningschef på Journalisthøjskolen i Aarhus, mener, at BT bruger kildebeskyttelsen til et helt andet formål, end den oprindeligt var tiltænkt. Hensigten med kildebeskyttelse er at give pressen en reel chance for at rive sløret af magthavere og afsløre korrumperende forhold i samfundets top uden at skulle afsløre sine kilder. Men i stedet for at afdække et muligt magtmisbrug bruger Simon Andersen i denne sag  kildebeskyttelsen – stik modsat – til at dække over et eventuelt magtmisbrug. Ikke mindst fordi påstandene om Kinnocks skattesnyd viste sig at være forkerte.
»Pressen går magthavernes ærinde og bliver deres forlængede arm, når pressen lader magthavere plante nogle oplysninger og samtidig skjuler for offentligheden, hvem der har plantet dem,« siger Oluf Jørgensen. »Det er ikke meningen med kildebeskyttelsen.«

Spørger man Simon Andersen, om han er stolt af skattesagen, siger han:
»Ja, jeg er stolt af det meste af den journalistik, vi har lavet i skattesagen.«

Hvad er du ikke stolt af?
»Det skal jeg vende med Olav,« siger han med henvisning til BT’s chefredaktør, Olav Skaaning Andersen, der har ledet avisen siden februar 2010.

Da jeg ringer til Olav Skaaning Andersen, får jeg fat i mobilsvareren. Jeg forsøger flere gange at fange ham på telefonen og skriver også en mail. Der går tre dage, før jeg hører noget. Så får jeg en kortfattet mail retur.
“Tak for din mail. Jeg ønsker ikke at medvirke,” står der.
Han slutter af med et “venlig hilsen”. Da jeg skriver igen, svarer han ikke.

Lars Fogt stoppede på BT i foråret 2013. Journalisten har orienteret ham om, at vi bringer dette uddrag af Zetlands historie. Han har ikke nogen kommentarer.
Zetland har kontaktet 105 personer i forbindelse med tilblivelsen af ‘singlen’ om Simon Andersen. 27 har ikke ønsket at medvirke. Hele portrættet kan hentes via zetland.dk.

SAGERNE

Plejehjemmet
Simon Andersen ryddede mange forsider på Jyllands-Posten sidst i 90’erne. Han bliver især fremhævet for en artikelrække om, hvor dårligt hjemmeplejen og plejehjemmene behandlede de ældre, der for eksempel blev låst inde med tvang.

McCloud
Simon Andersen brugte i Jyllands-Posten en narkoprostitueret som kilde til en hård kritik af en betjent. Hun blev senere idømt fire måneders ubetinget fængsel for falsk forkla-ring og anmeldelse.

Den hemmelige krig
David Trads og Simon Andersen var stærkt kritiske over for DR’s dokumentar Den hemmelige krig. Journalist Lars Fogt skrev artiklen, der var med til at dreje debatten væk fra forholdene i Afghanistan til i stedet at handle om mediekritik.

Jægerbogen
Forsvarsminister Søren Gade forklarer på et pressemøde i september 2009, at jægerbogen er blevet oversat til arabisk og lagt på nettet. Blot en halv time efter findes den arabiske oversættelse på bt.dk. Men oversættelsen er fabrikeret i en gratis online-oversættelse.

Skattesagen
I juni 2010 skyder BT skattesagen i gang med oplysningen om, at Stephen Kinnock, gift med Helle Thorning-Schmidt, ikke betaler skat i Danmark. Rubrikkerne lyder blandt andet: ”Scorer kassen i skattely” og ”Helles nye løgn”. I september 2010 konkluderer Skat København, at Stephen Kinnock er skattepligtig i Schweiz og ikke har omgået nogen regler.