Historierne om den lille pige Madeleine McCann er fulde af sladder, spin og fejl.

IDENTIFIKATION. Fra Findmadeleine.com ser Madeleine stadig ud på verden. Efter den lille piges forsvinden den 3. maj i år lancerede websitet en indsamling af midler til fonden Leaving No Stone Unturned.

Over en million pund er rullet ind, og på vej op i mediespiralen fik Madeleines forældre Kate og Gerry McCann støtte fra kendisser som blandt andre fodboldstjernen David Beckham og superforfatteren J.K. Rowling. McCanns kom endda i audiens hos Paven i Rom, som velsignede et billede af deres datter.

Dækningen af sagen om Madeleines forsvinden sætter nye standarder for nyhedsprioriteringen.

Pigen er ikke dansk, og sagen foregår ikke her. Alligevel har vi i Danmark kunnet læse nyheder, rygter og kommentarer i massevis i løbet af sommeren. Man siger, at sagen er den mest bloggede nogensinde. Dagen efter lanceringen af kampagnesitet var 55 millioner brugere på besøg.

Chefredaktør på Nyhedsavisen og Avisen.dk David Trads er vild med historien, fordi den til fulde opfylder identifikationskriteriet.

»Madeleine er en ualmindelig god historie, fordi den handler om en frygt, som alle forældre har – at der sker noget med ens lille barn. Det tragiske paradoks i sagen er begge mulige udfald – enten at nogen har kidnappet pigen, eller at forældrene selv har slået hende ihjel. Vi lavede tema på Madeleine-sagen, fordi den fra begyndelsen havde meget stor læserappel – og det kan jeg godt forstå.«

Normalt skal ofre være danske, før de trækker overskrifter. Madeleine er ikke dansk, og sagen foregår ikke i Danmark. Hvad sætter danskerklausulen ud af kraft?

»Madeleine kunne ligeså godt være dansk – og forældrene kunne også ligeså godt være danske. Identifikationsfaktoren er enorm. Det giver sig selv, at historien havde været endnu bedre, hvis pigen rent faktisk havde været dansk.«

FORDOMME OM RIGE, KOLDE OG ARROGANTE gringoer er blevet luftet rigeligt i blogosfæren under mediekrigen mellem Portugal og Storbritannien. Omvendt rasede angelsaksiske læsere i indlæg over det uduelige portugisiske politi, som bruger tiden på at snakke over sig, mens verden venter på testresultater. The Times mistede tålmodigheden og fortalte, at blodet på værelset IKKE stammende fra Madeleine. Nyheden gik verden rundt. Jyllands-Posten og andre danske aviser bragte den. Prøverne fra Birmingham var bare ikke færdige. Historierne om, hvad hundene havde fundet af spor efter levende eller døde, fulgte snart efter. Men det blev aldrig klart i danske medier, at britisk politi og specialtrænede hunde længe havde hjulpet til. Tværtimod skulle det portugisiske politi, Polícia Judiciária, stå model til beskyldninger om inkompetence, korruption og dækken over pædofile.

Journalisten Felícia Cabrita har lavet et dossier om sagen til Sol.pt. Hun fortæller, at mange britiske kolleger henvendte sig. Hun fik enkelte til at indrømme, at det var nødvendigt at få portugisisk presse til at skrive om mistanken mod forældrene først.

Cabrita afslørede i 2002 skandalen om seksuel udnyttelse af børn og unge i Casa Pia, en institution for forældreløse. Skandalen omfattede kendte politikere og tv-stjerner. Den verserer endnu og har præget britisk presses dækning af Madeleines forsvinden. Set fra Portugal vækker det på den anden side undren, at der ikke ventede nogen indigneret britisk presse ved laboratorierne i Birmingham.

DET TRAK UD MED RESULTATERNE. Kriminolog, tv-mand, borgmester og betjent i Polícia Judiciária gennem 12 år Moita Flores gjorde sig bemærket ved at kritisere forsinkelsen.

»Jeg er ikke i tvivl om, at der har været magtspil i regering og presse, så sagen ikke kunne have andre forklaringer end bortførelse,« sagde han til Correio da Manhã.

Vendepunktet var en næsten 11 timer lang afhøring af Kate McCann, der fandt sted den 6. september i havnebyen Portimão. Dagen derpå var hun 'arguida', det nærmeste man kommer en sigtelse. Det samme overgik Gerry McCann. Beskyldninger føg mellem portugisiske og britiske medier og deres læsere. Tonen blev så grim, at den portugisiske justitsminister og den britiske udenrigs- og indenrigsminister følte sig kaldet til at rose Polícia Judiciária. Den 9. september forlod McCanns Portugal.

DNA-test fra en lejet bil gjorde portugisisk politi sikker nok til at tage skridtet. Som det hed på Sky News: A full match. Det blev viderebragt verden over. Direktøren for Polícia Judiciária nedtonede kort efter betydningen i de portugisiske medier.

Da McCanns var tilbage i England, pressede de britiske aviser videre, og vinklerne ændrede sig: Bedøvelse, overdosis, dagbog, parrets lån af nøgle til kirken i Praia da Luz, 3.000 kilometer i en lejet bil, formelt anklaget eller ej, tilbage til Portugal eller ej, DNA, der passede eller alligevel ikke. Kun få medier forsøgte at efterprøve, hvor (u)sikre DNA-tests er, eller hvor ofte sporhunde snuser sig frem til noget forkert.

I mangel af bedre begyndte tabloidaviserne og tv i Storbritannien at citere fra de portugisiske medier. Man fordømte sagens stilstand – og videregav rygter. De fleste dansksprogede nyheder i sagen er inspireret af de engelsksprogede medier. Få danske journalister har forsøgt at ringe til det portugisiske politi, og i enkelte tilfælde har de danske aviser citeret norske Aftenposten. Mange portugisiske journalister taler engelsk. De opfattede snart, at dele af den angelsaksiske presse var i færd med at dæmonisere politi og presse i Portugal. Også aviser i Danmark skrev med på den britiske vinkel om en smædekampagne mod McCanns.

Alligevel klæbede mistanken stadig til ægteparret McCann, som havde brug for seriøst kommunikationsarbejde. Tidligere journalist ved BBC Clarence Mitchell tog sin afsked som chef for Central Office of Information til fordel for rollen som talsmand for McCanns. Den rolle havde han også, da mediesagen startede. Det er blevet kritiseret, at han arbejdede for regeringen og samtidig var talsmand for McCanns. Britiske medier er nu begyndt at se nærmere på kampagnemagerne og på Mitchells rolle.

»Den tidligere spindoktor tager selvfølgelig opgaven af tre grunde: Fordi det er en ualmindelig spændende sag, fordi han kan tjene mange penge på den, og fordi den vil gøre ham verdensberømt,« siger David Trads. /