I dag afsløres journalistløftet. For fremtiden skal journaliststuderende fra SDU aflægge et højtideligt løfte i stil med læger og advokater. Læs SDUs løfte her. Og deltag direkte i debatten om journalistløftet her på sitet.
»I mit virke som journalist lover jeg hermed, at jeg vedholdende og med åbent sind vil opsøge og formidle den bedst opnåelige version af sandheden.
Min journalistik er til for borgerne. Jeg er bevidst om mit demokratiske ansvar og min pligt til at overvåge magthaverne. Derfor vil jeg følge min samvittighed og være både kritisk og selvkritisk.
Min journalistik vil være uafhængig og fair, og jeg vil være åben om mine metoder. Jeg vil bestræbe mig på at fremstille stoffet med sans for proportioner, prioritere det væsentlige og gøre min formidling forståelig, interessant og relevant. Jeg ved, at jeg risikerer at begå fejl, men jeg vil erkende dem og lære af dem.
Endelig er det min ambition at gå nye veje og bidrage til journalistfagets udvikling.«
Sådan lyder det journalistløfte, som fremtidige journalister uddannet på Syddansk Universitet skal bekende sig til.
I kronikken 'Varm luft i en kold tid' skriver centerleder på Center for Journalistik på SDU, Troels Mylenberg, sammen med universitetets fellow Mette Davidsen-Nielsen om meningen med løftet. Det er inspireret af det løfte, som blandt andet jurister, læger og teologer afgiver, og som ifølge kronikørerne »nedkoger faglighed og samfundsansvar til en bouillonterning og indkredser standsetik og professionsnormer, som alle skal vedkende sig for at kunne virke autoriseret i faget«.
De to kronikører tager også noget af kritikken over for et journalistløfte på forskud. Blandt andet erkender de blankt, at der ikke lige nu er grobund for at iværksætte sanktioner imod dem, der måtte bryde løftet.
»Men i en tid, hvor journalistikkens troværdighed ikke bare presses udefra, men også indefra af økonomi, teknologi, kommercialisering, tempo og meget andet, har vi fundet det væsentligt at prøve at føre ideen ud i livet,« skriver de.
Blandt de kritiske røster har blandt andet været Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse. Journalisten.dk kunne berette, at der blandt bestyrelsens medlemmer er stor modstand mod ideen om et journalistløfte i bestyrelsen. Forslaget blev blandt andet kaldet »populistisk og selvoptaget« i debatten.
Den kritik tager kronikørerne også op i dag: »Ånden har nu været en helt anden, og det kan virke besynderligt, at netop journalisternes eget fagforbund på den måde afviser at gå ind i en debat om journalistisk etik og troværdighed,« skriver de.
Ifølge Troels Mylenberg og Mette Davidsen-Nielsen er der behov for at genfinde journalistikken og tænke mere over etikken. Journalistløftet kan i den forbindelse være noget, som journalisterne kan holde fast i, når de bliver presset af krav om omsætning eller hurtige nyheder.
»Håbet med et journalistløfte er ikke, at studerende ved dimittering skal afsige tomme fraser og varm luft, men at de skal tage løftet med sig ud i den kolde medieluft og huske på det, når de oplever sig presset,« skriver de i deres afrunding.
Hvordan bekendelsen til løftet præcis kommer til at fungere, er nu op til Styrelsen for Center for Journalistik på SDU, skriver kronikørerne.
Kronikken kan findes her.
8 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Nej, nej, nej Jacob.
Ansvaret ligger IKKE "i sidste ende" hos chefredaktionerne. I min ordbog er etik meget mere og andet end at distribuere en given mængde skyld for verdens fortrædeligheder. Min pointe handler ikke om at fraskrive mig et ansvar for fagets velbefindende. Jeg gider bare ikke blive pakket ind i hverken de ene eller andet småtskårne moralkodeks.
Intet er så nemt som at være moralsk på andres vegne. Personligt så jeg gerne, at især de elektronisk medier skruede ned for kongerøgelse, gossip, snobberi og den småborgerlige idyljagt med have- og boligprogrammer. Men du får mig aldrig til at svinge den moralske flodhestepisk over de kolleger, som producerer det. Det må de selv ligge op rode med. Jeg slukker bare og læser en bog.
Endelig. Fantastisk, at der er nogen der tager faget seriøst og tør at svinge sig op og trutte i trompeter og basuner: vi mener det alvorligt.
Tak for det.
Ja, løftet er strammet lige så meget som en velskreven note, og tør stille krav til den enkelte. Det er befriende.
Mvh
Klaus Wendelboe
Formuleringen "borgerne" er dog så langt den værste, man kan forestille sig i løftet.
Borgeren Jonni Hansen fra Greve er også en borger. Det samme er borgeren Asmaa Abdol-Hamid. Og borgmesteren Klaus Bondam.
Hvornår er man egentlig ikke borger længere? Hvor magtfuld skal man være? Hvor ligegyldigt kan et løfte være?
Og med hvad ret? Sådan synger Peter Belli på den vinylplade, der står i reolen derhjemme. Selvom Thøger Olesens oversættelse er fra 1960'erne, er ordene åh så aktuelle i forbindelse med det fuldstændigt tåbelige forslag om et journalistløfte. Nogle hellige løfter skal sænkes ned over kommende journalister. Lad dog de studerende selv bestemme, hvad de vil, og sæt fokus på håndværket. Det trænger der i den grad til.
Løfterne siger i bedste fald overhovedet ingenting: "åben om metoder", "sans for proportioner", "gøre min formidling forståelig", etc. Hvem faen skal dømme, om jeg er åben, har proportionssans og i øvrigt kan gøre mig forståelig? Og i værste fald er løfterne overmoralske "pligt til at overvåge magthaverne" og højtragende "ambition om at gå nye veje". Jeg vil da selv bestemme, hvem jeg vil overvåge, og om jeg vil gå nye veje. Og nu jeg tænker over det, vil jeg faktisk gå gamle veje. Jeg vil gå hjem. God weekend!
Jeg forstår simpelthen ikke kritikken. Hverken af løftet eller af Mylenberg og Davidsen-Nielsens måde at motivere det på. Enhver med bare nogenlunde frisk erfaring fra branchen vil vide, at både etikken, grundigheden og andre klassiske dyder er under voldsomt pres, og at det sandsynligvis bare bliver værre endnu. Hvis nogen spørger "Hvad skulle det nytte?", vil jeg svare "Hvad skulle det skade?".
Til Mads Mostrup Jensen: For at blive i dit eksempel er spindoktorer i både ministerier, kommuner m.fl. jo direkte betalt af skatteyderne, borgerne, modtagerne, læserne -- kald dem, hvad du vil, for vi taler jo om de samme mennesker. Der forestår for resten en meget stor opgave her, for de fleste offentlige websites er skruet gebrækkeligt dårligt sammen, og det af den grund, at de sætter systemet og ikke brugeren/borgeren i centrum.
Også K-folkene i det private er dybest set betalt af virksomhedernes kunder: Forbindelsen af den direkte afhængighed af almindelige mennesker er ikke så direkte som i det offentlige, det er klart. Men heller ikke virksomheder kan tillade sig at se stort på deres forhold til offentligheden. Og igen kære venner: Hvad skulle det skade?
Til Henrik Rasch: Ja, det er da ganske klart, at ansvaret i sidste ende ligger hos chefredaktionerne. Der er på ingen måde tale om, at etikken "udelukkende bliver gjort til et personligt moralsk anliggende for den enkelte journalist", som du skriver. Tværtimod kan et stærkt og sundt formuleret løfte som det her minde den enkelte journalist om både retten og pligten til at sige fra, når samvittigheden ikke kan være med mere.
Og jo, Henrik Rasch, det er mediecheferne og nogle store konsortier, der betaler journalister deres løn. Men det står jo ikke i modsætning til et ideal om at ville tjene offentligheden så godt som overhovedet muligt. Tværtimod da: Læserne flygter i disse år massivt fra betalingsaviserne, og det gør de også af den grund, at de gamle aviser i mange, mange år har forsømt at lytte til almindelige mennesker og forsømt at møde dem der, hvor de er.
Flere