Facebook erkender fejl – genåbner satireside om Loud

Satiresiden @realradioloud blev lukket af Facebook for brud på Radio Louds varemærke. Men nu har Facebook genopnået siden. Holdet bag ånder lettet op og er igen i gang med ”det indhold, publikum craver”

I har brudt Radio Louds varemærke. Derfor lukker vi jer.

Sådan lød beskeden for nogle uger siden fra Facebook til satiresiden @realradioloud, der laver sjov med den nystartede radiokanal. Facebook havde lukket siden, efter at Radio Loud havde klaget over, at siden brød radioens varemærke.

Men nu har Facebook genåbnet siden. Det er sket, efter at folkene bag siden har sendt en udførlig klage til Facebook over lukningen.

”Jeg synes, det er godt. Egentlig burde man dog nok ikke synes, det er super positivt, at reglerne bliver fulgt, når det var en forkert beslutning til at starte med,” siger Mikkel Storgaard, der står bag @realradioloud.

”Med vores status som satirisk hobbyprojekt, der ikke tjener penge på det, kunne det kun være sådan, at Facebook havde begået en fejl, skrev jeg til dem,” siger han.

Satiresiden har sendt både sin klage og Facebooks svar til Journalisten.

Må godt bruge varemærker i satire

Da Journalisten i første omgang skrev om lukningen af @realradioloud, forklarede advokat med speciale i varemærkeret Knud Wallberg, at det i dansk lov er tilladt at bruge andres varemærker i satirisk sammenhæng.

”Hvis det er klart, at det er satire – eller kritik af et brand – så må man gerne bruge et varemærke. Der vinder ytringsfriheden over varemærkeretten,” sagde han.

Mikkel Storgaard fra @realradioloud mente ikke, der kunne være tvivl om, at der var tale om en satireside.

”Jeg synes, vi havde deklareret det rigtigt godt. Vi havde valgt kategorien satire/parodi på Facebook. Det stod i vores beskrivelse, at det var satire. Og vi havde et profilbillede af en stofnisse med en parodi over ”Atomkraft nej tak”-badget skrevet med comic sans,” sagde Mikkel Storgaard.

”Jeg vil vove at påstå, at det var rimeligt tydeligt, at vi ikke var den ægte vare.”

Fra Radio Loud lød det, at man havde klaget over alle sider på Twitter og Facebook, der også hed Radio Loud. Louds adm. direktør, Ann Lykke Davidsen, forklarede:

”Når vi går i luften, er vi interesserede i, at det er os, der er Radio Loud. Derfor bliver alle på Facebook og Twitter, der gør brug af vores navn, anmeldt. Og så er det Facebook og Twitter, der tager stilling til, om det skal lukkes,” sagde hun og tilføjede:

”Vi har ikke taget stilling til, om det er satire eller ej. Vi har et navn, som vi selvfølgelig ønsker at beskytte. Hvis du bruger vores navn, finder vores system det, og så indberetter vi det.”

Er allerede i gang igen

Mikkel Storgaard understreger, at satiresiden ikke er lavet, fordi han og hans medsatirikere har et problem med Loud.

”Jeg er godt klar over, at der er andre sider og folk, der har et horn i siden på Radio Loud. Det er ikke det, vi laver. Vi tager bare udgangspunkt i at være en radiokanal, der hedder det samme, men laver noget indhold, som egentlig er langt væk fra det, Loud laver,” siger han.

Nu glæder han og de fire andre personer bag siden sig mest bare til at kunne komme i gang med satiren igen.

”Vi har tænkt os at fortsætte med at lave det indhold, publikum craver,” siger Mikkel Storgaard.

På Facebook har @realradioloud allerede annonceret sin retur med en søforklaring om, at siden har været nede, fordi ”radioens” iPads skulle opdatere.

hej med jer alle sammen vi har kommet til at være lidt væk men det var fordi vores I-PADS skulle iOS opdater ? men vi…

Posted by Radio Loud on Thursday, April 16, 2020

Ligeledes skriver @realradioloud også, at nøglerne til sendemasten var blevet væk ved en julefrokost, hvilket også har forsinket @realradiolouds arbejde.

2 Kommentarer

Jesper Bech Pedersen
17. APRIL 2020
Der ligger en stor åbenbaring gemt i denne artikel, nemlig at der bag facebooks uigennemtrængelige bolværk tilsyneladende findes rigtige, levende mennesker, som er i stand til at tænke sig om.

Så det var ét positivt facebook eksempel stillet over for én milliard negative. keep'em coming.
Mikkel Storgaard Knudsen
17. APRIL 2020
Bare en lille præcision, jeg ville have kommet med tidligere:
Ifht. at nogen skulle have et horn i siden på LOUD, tænker jeg på nogle enkelte olme personer, som bare er knurremis uden så meget andet.

De skal bare beholde deres dumme kommentarer i lommen!

Læs også

<span class=Loud-direktør om unge natradioværter: Det er ikke journalistisk arbejdede 2">

Facebook lukker satireprofil om Radio Loud

30. MARTS 2020
<span class=Loud-direktør om unge natradioværter: Det er ikke journalistisk arbejdede 1">

Loud har for få lyttere til at være med i lyttermåling: ”Det er brandærgerligt”

14. APRIL 2020
<span class=Loud er i luften: ”Det er helt absurd. Jeg møder først min medvært, når vi står i studiet sammen”">

Loud er i luften: ”Det er helt absurd. Jeg møder først min medvært, når vi står i studiet sammen”

01. APRIL 2020
data_usage
chevron_left
chevron_right