Hvorfor vælger en talentfuld politisk journalist at blive satireklovn?

”Fordi det er klogt. Jeg leverer underholdningsværdi og giver indsigt på en skæv og anderledes måde, så seerne får lyst til at engagere sig og forstå, hvad der foregår i den politiske verden. Det arbejde, jeg laver nu, er noget af det fedeste, jeg har lavet inden for politik, men også det sværeste. Før tog jeg bare ind på Christiansborg, rakte mikrofonen frem og spurgte: Hvad, hvor og hvornår? Nu skal jeg tage en politisk nyhed, vende den på hovedet og krølle den for at se, hvordan man giver den en ny fortælling. Og når DF kæmper for mere viden om kristendom, og man så spørger dem, om de kan de 10 bud, så synes jeg også, der kommer noget nyt frem.”

Hvordan får man politikere til at stille op som satireofre?

”Det er altid sjovest at dukke uanmeldt op og overraske dem. Oftest tror jeg egentlig ikke, de har lyst til at være med, for det er uforudsigeligt, de kender ikke spørgsmålene, og de ved ikke, om de kommer til at fremstå som sjove, dumme eller noget andet. Det er også sjovest for mig, for det skaber noget adrenalin, og der opstår ting spontant. Udfordringen er, at de efterhånden ved, hvem man er, og så begynder der at komme noget skuespil og kække svar.”

Er du fræk af natur eller kun professionelt?

”Jeg er mere professionelt fræk end fræk af natur. Jeg er normalt meget konfliktsky og bryder mig meget lidt om dårlig stemning. Så jeg bryder mig ikke selv om det, jeg udsætter andre for. Jeg synes, det er noget af det mest ubehagelige at være konfrontatorisk over for almindelige mennesker, for eksempel når vi laver skjult kamera. Det er slet ikke min natur at være så stort et røvhul.”

Har du fået voksenklø for dit arbejde?

”Det sker, at folk bliver rasende. Ikke så meget, når vi er ude og optage, men jeg har fået mange efterreaktioner. Det er især, når vi laver noget om højrefløjen, at nogen bliver rigtigt sure. Og da vi lavede noget om Nørrebro-priden, hvor jeg stillede spørgsmål om, hvorfor de havde raceopdelt demonstrationen, fik jeg enormt meget kritik, grænsende til en shitstorm. Det er nok den mest ubehagelige oplevelse, jeg har haft – at se sit navn blive hængt ud så mange steder, hvor man bliver kaldt racist og homofobisk, hvilket er ironisk, når jeg ser ud, som jeg gør, og selv er homoseksuel.”

Har du nogensinde tænkt, at du sparkede på en person, der lå ned?

”Vi har diskuteret meget, om vi sparker opad eller nedad. For eksempel indslaget om Nørrebro-priden – er det at sparke opad, nedad eller hvor sparker man hen? Men vi er gået lidt væk fra det med, at vi altid skal sparke opad. For dem, vi tror, vi sparker ned på, kan i virkeligheden være en stor og stærk bevægelse. Hele den der Woke-bevægelse, som Nørrebro-priden er en del af, er kæmpestor, og de er også magtfulde. Dem, der står foran Christiansborg og slår på gryder, er helt almindelige mennesker, men de fylder mere og mere og har kæmpestore Facebook-grupper. Derfor er vi mere begyndt at vurdere ud fra, om det er grupper med talerør og mulighed for at forsvare sig.”

Er der en grænse for satire?

”Grænsen går ved ens mavefornemmelse. Jeg har lavet nogle ting, vi ikke har bragt, hvor det var ubehageligt at stille et bestemt spørgsmål, eller det føltes ubehageligt i klipperummet. Hvis det er et dumt spørgsmål, der ikke skaber mere værdi, så kan jeg mærke, at der går en personlig grænse. Men jeg har ikke en hårdt defineret grænse for satire.”

Når Christiansborg fremstilles som børnehave og politikere latterliggøres, skaber det så grobund for politikerlede og mistro?

”Det er ikke min opgave at undgå politikerlede. Det er politikernes opgave. Min opgave er at fortælle, hvad der foregår derinde. Men jeg tror så også, at vores videoer skaber mindre politikerlede i den forstand, at du får lov at se nogle politikere være mennesker, have humor og kunne grine af sig selv. Vi er et af de lande i verden, hvor en gøgler kan have adgang til Christiansborg og stille politikerne sjove spørgsmål. Så selv om jeg latterliggør dem, får man også en større fortælling om, at man i Danmark gerne må gøre grin med politikere, og det tror jeg ikke skaber mere politikerlede.”

Du har været aktivt medlem af Radikal Ungdom – skaber det usikkerhed om din objektivitet?

”Jeg tror mere, det er omvendt – at nogle radikale er nervøse for, at jeg smider dem under bussen, fordi jeg skal bevise noget. Noget af den allerførste satire, jeg lavede, var at live-kommentere, da Morten Østergaard svømmede ind fra Lindholm i Stege Bugt. Men det er bare sådan, at nogle partier er mere leveringsdygtige i forhold til satire end andre, fordi de har nogle vilde udmeldinger og skaber debat.”

Kunne du blive en god politiker?

”Det har jeg faktisk tænkt over, og det tror jeg ikke. Jeg ville ikke kunne stå op hver dag og vide, at jeg potentielt kunne være forsidestof. Det, politikere lægger ører til og bliver udsat for, er ikke noget, jeg mentalt eller psykisk kunne holde til. Dertil kommer, at lovgivningsarbejde og alt rugbrødsarbejdet heller ikke er så spændende. Man skal være støbt af noget særligt og virkelig mene noget, for at træde ind i det. Og jeg er langtfra så ideologisk og kampklar, som jeg tidligere har været.”

Hvad skal du være, når du bliver stor?

”Det ved jeg ikke. Jeg har fundet ud af, at der på kort tid kan ske rigtig meget. For knap et år siden sad jeg og lavede radio på en radiostation, der ikke eksisterer mere. Det vigtigste for mig er at lave noget, hvor jeg bringer mig selv i spil, for det synes jeg, jeg er god til, og så skal det ikke være ligegyldigt. Jeg uddannede mig ikke for at lave satire, så jeg tænker, jeg skal lave noget andet på et tidspunkt.”

Adnan Al-Adhami. Foto: Sara Galbiati

Adnan Al-Adhami. Foto: Sara Galbiati