
Foto: Yves Herman/Ritzau Scanpix
”Det vil fuldstændigt smadre journalisters mulighed for at beskytte deres kilder.”
Sådan lyder det fra Mogens Blicher Bjerregård, formand for det europæiske journalistforbund EFJ.
Advarslen kommer, fordi Rådet for Den Europæiske Union – Ministerrådet – er kommet med et vidtrækkende forslag til en resolution. Bliver det vedtaget, skal politi, myndigheder og stater i EU have adgang til krypterede beskeder for eksempel i terrorbekæmpelse.
Og det er en stor trussel for pressefriheden, siger Mogens Blicher Bjerregård.
”Problemet med forslaget er, at det vil give myndigheder ret til at gå ind bag krypteringer. Det er et demokratisk problem, hvis medierne ikke kan gøre deres arbejde,” siger Mogens Blicher Bjerregård.
Trusler for kilderne
Ifølge ham vil forslaget knægte mediernes grundlæggende ret til kildebeskyttelse.
”Det ville betyde, at det var langt vanskeligere at få fat i whistleblowere, og at det ville være langt vanskeligere at være whistleblower,” siger han.
”Hvis der er noget, der er vigtigt for journalister, så er det, at vi kan beskytte vores kilder.”
Hvad er det, eventuelle whistleblowere kan risikere, hvis det her bliver til virkelighed?
”Det samme, som kilder i øvrigt kan. Det kan være, at kilder bliver retsforfulgt, eller at det bringer deres sikkerhed i fare,” siger Mogens Blicher Bjerregård.
”Vi skal beskytte whistleblowere. Hvis en whistleblower ikke i en sikker meddelelse kan fortælle om ting, de oplever, til journalister – ja, så har vi ikke whistleblowere længere.”
Forslaget er blevet lækket
Endnu er resolutionsforslaget i sin vorden i EU’s politiske beslutningsproces.
”Det er ikke noget, der lige nu ligger i kommissionen. Det er blevet lækket, at denne resolution er på vej frem,” siger Mogens Blicher Bjerregård.
Du kan læse udkastet til resolution her.
”Vi har masser af muligheder for at undgå det. Så det er svært at sige, hvor realistisk et forslag det er. Men at det er kommet frem, betyder, at der er en vej for det,” siger Mogens Blicher Bjerregård.
”Vi håber, de hurtigt kommer til fornuft, og vi vil opfordre meget kraftigt til, at de dropper forslaget. Ligesom vi vil opfordre den danske regering til at afvise forslaget,” fortsætter han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.