search

Der skal 567 lig på bordet – Historien om historien om en massegrav

Hvor mange lig skal der til en massegrav? 567, 50 eller 12 ... Hvad er en massegrav? Et enormt hul eller en lille losseplads ...

Hvor mange lig skal der til en massegrav? 567, 50 eller 12 …
Hvad er en massegrav? Et enormt hul eller en lille losseplads …
Hvordan skal ligene være begravet? I et stort bjerg med lemmer og hoveder stikkende ud af jorden eller i et hul på to-tre kvadratmeter…
Da vi som de første journalister i begyndelsen af august rapporterede fra Kosovo om vores fund af en massegrav, kunne vi ganske enkelt ikke levere et tilstrækkeligt stort antal lig på bordet.
Vi fortalte – forsigtigt – at vi havde opdaget en massegrav med mindst 12 lig begravet sammen i et mindre hul, hvorefter nogen tilsyneladende havde forsøgt at tildække gravene med affald og døde dyr, hvorfor stedet først og fremmest lignede en lille losseplads.
Meget mere skete der ikke – i hvert fald ikke til at begynde med.
Den historie, vores historie, der siden – i en ny, dramatisk og usandsynlig version – skulle blive til »Breaking News« på CNN og få klokkerne til at ringe på de internationale nyhedsbureauer, løb ud i sandet og kom aldrig tilbage.
Der skulle langt flere lig på bordet – 567, for at være præcis – og de skulle serveres gennem de internationale bureauer, før den første opdagede massegrav i Kosovo blev en historie.
Under alle omstændigheder dør historien i en blanding af misforstået tilbageholdenhed fra de danske medier og sensationsjagt i flere udenlandske medier.
De danske medier – i begyndelsen alene repræsenteret ved os, der som freelancejournalister arbejdede for henholdsvis Radioavisen og Information (Thomas Hjortsø) og Politiken og TV2 (Jeppe Nybroe) – valgte som udgangspunkt en misforstået tilbageholdenhed.
Vi har jo før hørt om falske massegrave i Timisoara i Rumænien, så kan det nu også passe og er »mindst 12 lig i samme grav« nu også at betragte som en massegrav, vi har jo ingen håndfaste beviser, lød de skeptiske indvendinger hjemmefra, da vi præsenterede vores historie.
»Mindst 12 lig i samme grav« var – tilsyneladende – alt for lidt. Vores medier bragte ganske vist historien, Radioavisen som tophistorie, Politiken på side 8.
Til gengæld valgte Radioavisen, der bragte historien først, mandag den 3. august kl. 22.00, ikke at skrive en citathistorie til Ritzaus Bureau.
Politiken valgte, efter at have holdt avisen tilbage i en halv time for at diskutere en eventuel forside, at begrænse historien til en beskeden opsætning på side 8.
Med andre ord: Nyheden om hvad der sandsynligvis var opdagelsen af den første massegrav i Kosovo døde i den danske andedam, kvalt af panik, forsigtighed – og, måske, sund skepsis.
Alligevel eksploderede historien. Dels fordi vores kolleger i Kosovo havde hørt om vores oplevelser, hvem vi havde snakket med, og hvad vi havde set. Dels fordi nogen – trods alt – havde lagt mærke til vores indslag/artikler.
Tirsdag den 4. august – dagen efter Radioavisens offentliggørelse og samme dag som Politiken bragte historien – begyndte næsten samtlige
internationale journalister i Kosovos hovedstad Pristina at afhøre Jeppe Nybroe og Washington Post-journalisten Jeffrey Smith, der havde været med ude ved gravstedet, og som i øvrigt først rapporterede om de 12 i den samme grav i onsdagsudgaven. (På det tidspunkt var Thomas Hjortsø rejst fra Pristina).
Flere forsøgte at finde ud til stedet, hvor massegraven lå, og tirsdag eftermiddag vendte den tyske journalist Erich Rathfelder tilbage til det serbiske pressecenter på Grand Hotel i Pristina med en »endnu bedre historie«.
Han havde talt med en anden graver i området end den, Thomas Hjortsø havde talt med fire dage tidligere, og denne graver sagde, at hele 567 mennesker, heriblandt over 400 børn, var blevet begravet i massegraven.
Både Jeppe Nybroe og Washington Posts korrespondent forsøgte forgæves at få den tyske journalist til at præsentere sine oplysninger med varsomhed. Det gjorde vi af fire grunde:
Journalisten havde kun sine oplysninger fra én kilde.
Tallet 567 lå meget langt fra vores oplysninger, som vi havde fra tre uafhængige kilder.
Områdets størrelse, mængden af friskt opgravet jord mv. gjorde det usandsynligt, at man havde begravet så mange.
Hvis historien om 567 lig i en massegrav blev dementeret, ville den ikke alene overskygge vores historie, som vi betragtede som den mest sandsynlige og bedst dokumenterede, men også skade troværdigheden for det sam-lede internationale pressekorps. Hvis massegraven med 567 viste sig at være en løgn, hvordan kunne man så stole på alle de øvrige beretninger om etnisk udrensning, massakrer, titusinder af flygtninge og en voksende humanitær katastrofe.
Den tyske journalist valgte at bruge vores oplysninger – men ignorere vores advarsler. Han skrev til den østrigske avis »Die Presse«, at han havde fundet bevis for en massegrav med 567 lig. Få øjeblikke senere buldrede historien af sted på nyhedsbureauet Reuters, snart havde alle andre annekteret historien og CNN bragte nyheden som »Breaking News«.
Her begyndte panikken.
Nogle udenlandske medier berettede om flere hundrede lig, andre brugte tallet 567, og i løbet af tirsdag aften og onsdag morgen voksede historien og indholdet som en snebold.
Alle ville tilsyneladende overgå hinanden – og jo flere lig man kunne lægge på bordet, jo bedre en historie.
De serbiske myndigheder måtte nu svare igen. Onsdag formiddag, altså to dage efter vores opdagelse af gravpladsen, arrangerede de en samlet pressetur til stedet med den serbiske oberst Bozidar Filic i spidsen for over 100 internationale journalister og fotografer.
Obersten oplyste, at 40 mennesker var blevet begravet på stedet. På spørgsmålet om, hvorfor man havde begravet ligene på en losseplads og forsøgt at dække gravene til med affald, lød svaret: »Dette er ikke en losseplads, men muslimers naturlige måde at begrave deres døde på. Det er deres natur, at de dækker gravene med affald«.
Oberst Filic fastholdt, at alle lig var blevet begravet i hver sin grav – og at enhver antydning af, at dette var en massegrav var »én stor løgn fra terroristerne«, som serberne kalder de Kosovo-albanske oprørere.
Vi forsøgte endelig at få en forklaring på, hvorfor man havde placeret 12 små, tætstående træpinde i et to-tre kvadratmeter stort, tildækket hul og med indskriften »NN« (No Name).
Kort tid efter blev historien om den første massegrav i Kosovo lagt endeligt i jorden.
Efterfølgende dementerede en talsmand fra EU, Walter Ebenberger, historien over for CNN. En EU-delegation havde været på stedet og »kunne ikke bekræfte rapporter om massegrave, af nogle skønnet til at indeholde op til 500 lig«.
Senere meddelte en talsmand fra EU-formandskabslandet Østrig, at EU-observatørerne havde fundet spor af friske grave, som kunne indeholde 50 lig, »men bestemt ikke 500«.
Dét blev finalen på historien om 40-50 mennesker begravet blandt affald, murbrokker og døde dyr.
Fra den dag vurderede såvel udenlandske som danske medier øjensynligt, at enten var der en spektakulær, voldsom og dramatisk historie om 567 lig i en massegrav i Kosovo – eller også var der ingen historie overhovedet. Og mange serbiske medier jublede i øvrigt med store typer: Ingen massegrave i Kosovo – mens de serbiske myndigheder afleverede en officiel klage over den tyske journalist, der havde præsenteret historien om 567 lig i en massegrav.
Vores oprindelige historie om, at mindst 12 lig var blevet begravet i den samme grav var ikke interessant længere. Ligeledes havde billederne fra gravpladsen, hvor ligene øjensynligt var blevet skovlet ned i nogle huller og herefter forsøgt dækket til med affald og døde dyr, mistet mediernes opmærksomhed.
Vi er øjenvidner, ikke sandhedsvidner. Men kan blot konstatere for såvel danske som udenlandske medier, at der tilsyneladende skal mindst 567 lig på bordet, før historien om en massegrav vækker opmærksomhed for alvor.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen