Debat: Redaktionel frihed kan ikke gradbøjes efter smag og behag

”Det bør stå klart for enhver, at Radio Loud ikke har brug for flere benspænd, men ro og fred til at producere den radio, de vurderer kan få lyttertallene til at stige. Lige nu arbejder de med en pistol for panden, og det kan ingen af os være bekendt,” skriver DJ-formand Tine Johansen

Der bliver ikke stille omkring Radio Loud foreløbig, det er jeg helt med på. Siden Radio- og tv-nævnet den 22. oktober 2019 udnævnte Radio Loud som vinderen af udbuddet om den nye DAB-kanal, har det ikke skortet på kritik. Først af afgørelsen, derefter af processen og sidenhen af Kulturstyrelsen og Radio- og tv-nævnet.

Midt i det her stormvejr befinder der sig en række unge radioværter, som forsøger at løfte en enormt stor opgave: At starte en ny radiokanal op. De har ligget under for et massivt pres siden ansættelsen, og det er mildest talt kun blevet værre med tiden. Mobning og hetz på sociale medier ført an af mennesker uden for kanalens målgruppe.

Seneste opråb fra medieordførerne Jens Rohde (R) og Morten Messerschmidt (F) bryder efter min mening ikke kun med god tone og skik, men også med armslængdeprincippet.

Når Jens Rohde i podcasten ’Q&co’ den 28. maj udtalte, at når staten putter 260 mio. kroner ind i et udbud, skal politikerne kunne stille visse krav til standard og visse krav til, at man skal opfylde nogle mål – ”ellers spilder vi jo bare pengene”, overskrider han grænsen for, hvad en politiker bør blande sig i på det redaktionelle niveau.

Morten Messerschmidt gør i høj grad det samme med udtalelser ved det omdiskuterede samråd med kulturministeren den 29. maj, som ”kvaliteten af radioen er relativt ringe” og ”få lukket skidtet”.

Jeg er mildest talt målløs. Den form for udtalelser toppet med navns nævnelse af værter og programindhold, han finder kritisabelt, ligger langt under det niveau, en politiker skal udtale sig om.

Ikke Christiansborg-opgaver

Det er ikke en Christiansborg-opgave at vurdere og holde øje med, om en ny radiokanal har det antal korrespondenter, som er bedst for programindholdet. Og heldigvis! Hvis folketingspolitikerne skulle ned i den slags detaljer på hver en statslig krone, ville der jo aldrig være tid til andet.

Det er heller ikke en Christiansborg-opgave at vurdere, om Radio Loud kan få lyttertallet til at stige med den radio, de producerer. Udtalelser fra Jens Rohde som ”du kan finde bedre lyttertal i Liechtenstein” og ”Radio Loud har ikke nogen lyttere, og jeg tror heller ikke, de får det”, er derfor helt malplacerede.

Og det er slet ikke en Christiansborg-opgave at udtale sig offentligt om radioens værter ved navns nævnelse, som Morten Messerschmidt gør ved samrådet, hvor han ovenikøbet fastslår, ”som jeg ikke tror, at ret mange har hørt om”.

De to medieordføreres problemer med Radio- og tv-nævnet skal med andre ord ikke gå ud over Radio Louds medarbejdere eller have betydning for stationens redaktionelle valg. Det bør stå klart for enhver, at Radio Loud ikke har brug for flere benspænd, men ro og fred til at producere den radio, de vurderer, kan få lyttertallene til at stige.

Lige nu arbejder de med en pistol for panden, og det kan ingen af os være bekendt.

Hvor bliver opråbene af?

Hvor bliver det kor af modstandere af, der ellers nok kunne finde ud af at råbe vagt i gevær, da dr.dk for eksempel blev pålagt fra politisk hold at skrive mindre dybdeborende artikler? Synes de pludselig, det er i orden, at politikere fremturer med den ene værdiladede holdning efter den anden til en ny ungdomsradios programvalg og lyttertal?

Det synes jeg ikke. Og jeg mener, at alle dem, der lige nu har meget travlt med at ”lave radio til en ung målgruppe”, skal finde både armslængdeprincippet og den gode tone frem igen.

Den redaktionelle frihed kan ikke gradbøjes efter smag og behag og omstændigheder. Friheden til at skabe indhold ud fra de givne rammer og muligheder gælder for alle. Også for Radio Loud. Og så må diskussionen om udbuddet og processen fortsætte uden for redaktionslokalet.

 

 

 

 

11 Kommentarer

Jens Halling
8. JUNI 2020
Eller sagt på en anden måde. Skatteyderne skal bare tvinges til at betale til journalisternes højt betalte beskæftigelsesprojekter, selv om ingen gider at høre på Radio Loud.
Specielt underholdende at høre på, at det kommer fra DJ. Hvordan var det nu med den forrige chefredaktør og kontrollen af hans arbejde fra bestyrelsens side?
Marianne Fich
8. JUNI 2020
Så kunne man eventuelt fra LOUDs side ha' ladet være med at platte sig til en sendetilladelse, hvor man helt åbenlyst ikke magter at opfylde kravene. Ansvaret for den endelige beslutning om, at LOUD skulle vinde udbuddet ligger helt klart hos nævnet, men man gider altså ikke høre på at radioen nu piver over, at der ikke er nogen interesserede lyttere.
Kenneth Kristensen
8. JUNI 2020
Enig i at det ikke skal gå ud over de ansatte, men processen, interessekonflikterne og valget ved radio Loud er dybt kritisabelt. Man var jo advaret om at der ikke ville være nogen unge lyttere til kanalen! Det er slots og Kulturstyrelsen der har fejlet Big time. Og ja, det betyder altså noget at man indtil videre hælde penge ned i et hul. Det kan man da ikke acceptere, når vi bor i et land hvor ældre måske kommer i bad en gang om ugen og ikke får gjort ordentlig rent. Jens R og Morten M er folkevalgte og de er nogen af de få som faktisk siger det folket i denne sag tænker. Og det skal de selvfølgelig have lov til. De vil ikke sige hvad der skal være på kanalen, men de har da ret til at kræve pengene rent faktisk bruges til noget, og pt. Ville ingen finde ud af hvis radio Loud lukkede. Så jo, affyr den pistol og lad nogle andre komme til.
Anni JENSEN
8. JUNI 2020
Det er godt at vi har “vagthunde”som på skatteydernes vegn holde øje med det bedrag som har fundet sted
Tak til Rohde og Messerschmidt som har gravet alt det smuds’ og bedrag frem.
Thomas Christensen
8. JUNI 2020
Hvis Radio Loud leverer det som styrelsen mener de kan skal lytterne nok komme. Men de leverer jo ikke den kvalitet, som alle andre end styrelsen kunne se, de ikke med den ansøgning påstod. Styrelsen burde hæfte personligt for den brøler og tilbagebetale 280 mio kr af egen lomme eller gå i spjældet og afsone for deres gerninger.

Flere

Læs også

Cecilie Lange

Loud-vært: Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, debatten ikke går mig på

04. MAJ 2020
Værter på Loud er udsat for drillerier, chikane og trusler 1

Værter på Loud er udsat for drillerier, chikane og trusler

29. MAJ 2020