Finansminister Bjarne Corydon beskyldes nu for at gøre nøjagtigt det samme, som Socialdemokraterne under opposition anklagede den borgerlige regering for: At lægge politisk pres på DR.
BT afslører, at Bjarne Corydon i et brev til DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, har klaget over et indslag i 21 Søndag. Finansministeren kalder blandt andet indslaget for "manipulation" og hævder, at der i indslaget er "faktuelle fejl".
Medieforsker ved Københavns Universitet Henrik Søndergaard siger, at det i forhold til armslængdeprincippet er problematisk, at en regeringsperson kritiserer indholdet i DR.
»For når afsenderen er finansministeren, så ligger der magt bag,« siger Henrik Søndergaard.
Henrik Søndergaard siger, at forsøg på politisk pression er kritisabelt. Forklaringerne er, at politikerne har noget på spil.
»Og så er det sværere at holde fingrene fra de hellige principper.«
Han siger, at der ikke er noget ulovligt i at klage.
»Men det lægger et politisk pres, eller det kan i hvert fald opleves som et politisk pres, på DR.«
Henrik Søndergaard mener, at den konkrete sag ligner sagerne fra Anders Fogh Rasmussens regeringstid, hvor DR's Irak-dækning blev diskuteret på møder i toppen af regeringen. Kulturminister Brian Mikkelsen (K) sendte i 2003 for eksempel en mail til DR's bestyrelsesformand, Jørgen Kleener, hvor han skrev, at der var ”meget stor utilfredshed med DR's dækning", ligesom muligheden for at privatisere DR blev nævnt.
Journalisten har flere gange forsøgt at få en kommentar fra finansminister Bjarne Corydon.
Inden denne artikel blev publiceret, har Journalisten sms'et finansministeren følgende:
"Hej Bjarne. Skriver artikel om din klage til DR. Den minder om sagen fra 2010, hvor S kritiserede Jens Rohde for at presse DR. Ring venligst og forklar forskellen."
Finansminister Bjarne Corydon er ikke vendt tilbage.
I 2010 blev den daværende kulturminister, Per Stig Møller, trukket i samråd af Socialdemokraterne, fordi det var kommet frem, at venstrepolitikeren Jens Rohde havde forsøgt at lægge pres på DR's programvirksomhed. I sms’er havde Jens Rohde blandt andet kritiseret konkrete indslag i TV Avisen.
Mogens Jensen så det dengang som et eksempel på, at det under den borgerlige regering var blevet legitimt at udøve pression mod DR.
»Gad vide, hvor mange andre eksempler der er, som vi ikke har kendskab til,« sagde Mogens Jensen dengang – og bad kulturminister Per Stig Møller om at svare på, om han ville »opretholde et armslængdeprincip mellem politikere og DR, således at det forhindres, at politikere søger at udøve pression mod DR’s programvirksomhed.«
Journalisten har forsøgt at få en udtalelse fra Mogens Jensen til Bjarne Corydons klage over DR, men han er ikke vendt tilbage.
Mandag i denne uge sendte finansminister Bjarne Corydon (S) en klage til DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn. Ifølge BT klagede ministeren over et nyhedsindslag i 21 Søndag om regeringens tætte parløb med Kommunernes Landsforening op til lærernes overenskomstforhandlinger. Klagen indeholdt fem kritikpunkter.
I Bjarne Corydons klage til DR fremgår det ifølge BT, at 21 Søndags journalister har misbrugt de to arbejdsmarkedsforskere professor Flemming Ibsen og professor Henning Jørgensen og deres udtalelser. Men til BT siger professor Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet:
»Nej, vi er overhovedet ikke blevet misbrugt, det har jeg også skrevet til DR. Jeg kan stå fuldt inde for de klip, der er med mig, og jeg synes, udsendelsen var helt lødig. Og jeg ved, at min kollega Henning Jørgensen har det på samme måde.«
Til gengæld fortæller Flemming Ibsen, at han blev kontaktet mandag af Bjarne Corydons kommunikationschef, Nikolaj Sommer, der indtil sidste år arbejdede på Danmarks Radio som vært i Deadline på DR2.
Hertil svarer Finansministeriets kommunikationschef Nikolaj Sommer i en mail til Journalisten:
"Jeg ser dog behov for at understrege, at jeg ikke har kontaktet arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen forud for indslaget, men at Flemming Ibsen opfordret af DR sender mig en mail, som jeg efter udsendelsen responderer på."
Nikolaj Sommer skriver videre, at det er ham, der står som afsender af klagen til DR:
"Der er tale om en klage blandet andet over en faktuel fejl i indslaget i 21Søndag og brud på aftaler indgået i forbindelse med interviewet med ministeren. Klagen er afsendt med mig som afsender. Finansministeriet må naturligvis have mulighed for at bede en organisation som DR rette forkerte eller vildledende oplysninger. Men jeg mener, at det vil være forkert af mig at kommentere sagen mere konkret så længe jeg ikke har set DR's svar."
Jens Rohde er i dag medlem af Europaparlamentet for Venstre. Da han blev kritiseret i 2010, var hans kommentar, at »det må DR lære at leve med«. Hans svar er det samme i dag.
»Det er enhvers borgers ret at klage, hvis man ikke føler sig ordentligt behandlet. Bjarne Corydon har ret til at henvende sig til DR, og der må DR være stærk nok til at forsvare sig,« siger Jens Rohde til Journalisten.
Jens Rohde siger, politikere skal kunne gøre opmærksom på fejl – også når det gælder DR.
»Det må det være tilladt at klage, uanset om mediet er DR eller en privat avis. Det mente jeg dengang, og det mener jeg fortsat,« forklarer han.
Ifølge Henrik Søndergaard fra Københavns Universitet er der imidlertid forskel på DR og for eksempel dagbladene.
»En regering har ikke samme mulighed for at bruge sin magt over for Politiken eller Jyllands-Posten, som de kan over for DR,« siger han og anbefaler at politikere, der føler sig dårligt behandlet af DR lufter deres kritik offentligt.
Redaktionschef for DR-Nyheder, Sandy French, siger til BT, at indslaget i 21-Søndag ikke er manipuleret og fejlagtigt.
»Jeg står inde for indslaget i 21 Søndag. Det er journalistisk i orden. Men jeg vil ikke svare på noget om klagen, før vi har svaret klageren. Det vil ikke være rigtigt,« siger Sandy French.
Opdateret 21/3-13 15.09 med oplysninger fra Nikolaj Sommer. Opdateret igen 22/3-13 med skriftligt svar fra Nikolaj Sommer om klagen til DR.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Nu er det jo et af DJ´s egne medlemmer Nicolai Sommer, der er Corydons spindoktor, og manden der klarer de praktiske ting,og sikkert også har lagt strategien. Sådan går det, når den kontrollerende magt går i seng med den magt de skal kontrollere. Der hoppes lystigt frem og tilbage over hegnet, og manden er ansat på den ene side og konen på den anden. På Information (snart Politiken) sidder Amalie Kestler. Hun bor sammen med Videnskabsministerens spindoktor, og tidligere havde vi Ulla Østergård (TV2 News), som var gift med Peter Arnfeldt ansat hos Troels Lund Poulsen.
Som almindelig dødelig bruger af medierne holder man op med at stole på noget som helst. Så mange er hængt op ægteskaber, venskaber elskere og elskerinder, og masser af historier bliver ikke fortalt, fordi forhold kan ødelægges.
Hmm... det her er jo en uendelig diskussion, som først vil slutte, hvis DR og TV2 bliver splittet op i nogle mindre enheder, og privatiseret.
Men da DR og TV2 er to store beskæftigelsesprojekter for journalister, så skal vi jo nok ikke forvente, at dette fora forholder sig kritisk til, at regeringen sidder tungt på magten i landets to største medier.
Med venlig hilsen
Niels Riis Ebbesen