Debat: Karakter- og samvittighedsløse narrehatte!

Går ’Den Korte Radioavis’ for vidt, når de siger, at Henrik Sass Larsen har et erotisk forhold til en anden mandlig socialdemokrat? Ja, mener debattør Uffe Gardel, der her forklarer hvorfor

Hvad er satire? Hvad må satire? Spørgsmålene er blevet rejst i forbindelse med kritikken af ’Den Korte Radioavis’ på Radio24syv og programmets omtale af den socialdemokratiske politiker Henrik Sass Larsen.

Senest har programmet fortalt, at Sass har et erotisk forhold til en anden – mandlig – socialdemokrat, som man endda satte navn på, samt at Sass Larsen tager stoffer.

Programmet fremstilles som satire; en fiktiv kvindelig studievært, spillet af en mand, oplæser en slags radioavis efter at have holdt redaktionsmøde for åben mikrofon. I journalistkredse synes mange, det er vældig morsomt.

Humor og religion kan man ikke diskutere. Men man kan diskutere satirebegrebet. Lad mig begynde med at slå fast, at medieansvarsloven også gælder for satire. Loven gælder sådan set for alt, hvad der offentliggøres af et medie, som er omfattet af loven: Annoncer, satire, debatindlæg og almindelig redaktionelt indhold – uden mindste undtagelse.

At kalde sig ”satire” er dermed ikke en hvid pind, man kan tage i munden, som gør én usynlig og usårlig. Man stiller sig ikke uden for lovens grund. Det er så indlysende, at det ikke burde være nødvendigt at nævne det, men det er alligevel mit indtryk fra mediefolks debat, at jo – det ER nødvendigt at nævne, at også ’Den Korte Radioavis’ er omfattet af loven, og dermed også af de presseetiske regler.

Dog: Alt skal forstås i en kontekst. Hvis et udsagn i et satireprogram åbenlyst er fiktivt, så kan man ikke blive holdt op på sandhedsværdien. Når Politikens ATS for eksempel bringer en annonce for en sightseeing med SKAT og skriver: ”Dagen slutter med tag selv-buffet hos Skat i Taastrup, hvor der endvidere bliver mulighed for at stikke sugerøret i den danske statskasse. Endnu en gang velkommen, og tak, fordi I valgte at udplyndre os!” – så ved alle, selv de mest tungnemme, at dette ikke er en rigtig annonce. Af mindst tre grunde: Den er ikke i udstyr sat op, så den ligner en rigtig annonce. Den er så voldsom i sin overdrivelse, at fiktionen er tydelig; naturligvis inviterer SKAT ikke ligefrem på fri plyndring af statskassen. Og for det tredje, og måske vigtigste: Der står aldrig noget i ATS, som passer. Alt i ATS-universet er fiktion.

Intet fornuftigt menneske er dermed i tvivl om, at annonceteksten er fiktiv.

Det er lidt anderledes med ’Den Korte Radioavis’. Formatet er her, at en studievært læser et manuskript op – altså samme format som rigtige nyhedsudsendelser. Samtidig, og som det vigtigste: Det er ikke alt i ’Den Korte Radioavis’, som er fup.

I den i skrivende stund seneste udgave af programmet – fra den 19. juni – er den fiktive studievært, Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, vred over den behandling, hun/han har fået i Radio24syvs eget medieprogram ’Q&A’, hos studieværterne Mikkel Andersson og Henrik Qvortrup:

”Hvordan i alverden kan han sidde over for Mikkel Andersson, i et mediemagasin, uden at Mikkel Andersson spørger ind til, at Henrik Qvortrup er i gang med at skrive en bog om Henrik Sass? Det er sgu da sådan, det hænger sammen! Det er da Henrik Qvortrup, der har støbt de kugler her, for personlig vindings skyld,” siger Kirsten Birgit.

Programmet påstår altså her, at hele medieomtalen af ’Den Korte Radioavis’’ historier om Sass Larsen er orkestreret af Henrik Qvortrup for at skabe større opmærksomhed om en bog, han er ved at skrive om politikeren.

Er dét så satire? Er det lutter fup og gas?

Det må vi tro. Til Altinget siger Radio24syvs øverste chef, Jørgen Ramskov, nemlig:

”’Den Korte Radioavis’ er et satirisk program. Det er fiktion og derfor fuldstændigt vanvittigt, hvis folk tror, at det, der foregår i ’Den Korte Radioavis’, er rigtigt (…) Hvis vores kritikere kan finde en person et sted i Danmark, der er sikker på, at Kirsten Birgit findes og taler sandt, så vil det ikke få os til at lave et andet program. Det vil få os til at bede personen om at gå i behandling.”

Ikke sandt? Fuldstændigt vanvittigt at tro, at det, der siges her, er sandt.

Og så alligevel ikke. For Henrik Qvortrup ER faktisk i gang med at skrive en bog om Sass. Det har han selv fortalt på Twitter tilbage i januar.

Den første sætning var altså sand. Den næste sætning er det ifølge Jørgen Ramskov helt vanvittigt at tro er sand; ja, det er faktisk behandlingskrævende at tro det.

Det har jeg faktisk lidt svært ved at forstå. Og uden at ville opfordre Henrik Qvortrup til noget, så vil jeg endda mene, at det er tvivlsomt, om Pressenævnet – eller Byretten – ville kunne forstå denne skelnen.

’Den Korte Radioavis’ kan ikke dække sig ind under, at det er et velkendt faktum, at Henrik Qvortrup skriver bog om Sass. Jeg vidste det i hvert fald ikke, før jeg researchede til dette blogindlæg.

Vi er her ude i noget, som mediejuristen Vibeke Borberg – over for Altinget – kalder ”genreforvirring”: Det er simpelthen svært at vide, hvornår Kirsten Birgit taler sandt, og hvornår hun bare digter for sjov. Som vi ser, kan hun skifte mellem de to genrer i åndepausen mellem to sætninger.

Der er endnu et forhold, som adskiller ’Den Korte Radioavis’ fra satire. Satire fremhæver et eller andet forhold, forstørrer det, fordrejer det eller vender det på hovedet. Satire har kort sagt en pointe. Der er en pointe med, at ATS lader SKAT invitere på skatteplyndring, nemlig den, at SKAT faktisk i en periode har været drevet, så der VAR fri adgang for skattesvindlere. Men hvad er akkurat pointen i at fortælle, at Henrik Sass tager stoffer og dyrker sex med en navngiven mand?

Jeg kan ikke se pointen. Og den manglende pointe kan være med til at underbygge en mistanke hos lytterne om, at dette her – det er nok ikke gas. Det passer måske.

Det er jo fuldkommen vildt.

Hvad nu, hvis jeg på dette sted i teksten erklærede, at resten af denne blog er satire, og at Frederik Cilius, manden som spiller Kirsten Birgit, er forelsket i Sass Larsen og rasende over at være blevet afvist, hvorfor han som hævn udspreder alle mulige rygter om politikeren?

Må jeg det, og ville det i givet fald være sjovt?

Den tyske forfatter Kurt Tucholsky – det var ham med ”tiden råber på satire!” – har om genren skrevet, at ”satire må alt”.

Men det er ingen hjælp for ’Den Korte Radioavis’. For det er ikke alt, som er satire.

Herom skrev Tucholsky nemlig:

”Overdriver satiren? Satiren er nødt til at overdrive og er efter sit inderste væsen uretfærdig. Den blæser sandheden op, så den bliver tydeligere …”

Sandheden om hvad? Om Henrik Sass Larsens narkotikamisbrug?

”Satire synes at være noget helt igennem negativt,” skrev Tucholsky videre. ”Den siger: ’Nej!’ En satire, der opfordrer til køb af krigsobligationer, er ikke satire. Satiren bider, ler, piber og trommer på den store, brogede landsknægtetromme mod alt, hvad der er stillestående og trægt.

Satire er noget helt igennem positivt. Intetsteds afsløres den karakterløse hurtigere end her, og intetsteds viser det sig tydeligere, hvem der er en samvittighedsløs narrehat, som i dag angriber den ene, og i morgen den anden.”

Vise ord. De gælder også et radioprogram, som snarere end satire er en parodi på satire – om end en ufrivillig én.

Læs også

»En mand i dametøj er det ældste trick i comedy-bogen«

28. MAJ 2015

“Jeg håber, Thulesen Dahl bliver rigtig glad for lyden af Vesterhavet”

29. MARTS 2019
data_usage
chevron_left
chevron_right