search

»De presseetiske regler skal beskytte journalisterne bedre mod intern kontrol«

»Det er et af de klareste brud på armslængdeprincippet, jeg har set i mediebranchen,« siger medieforsker om, at Flemming Rose blev tvunget til tavshed af sine egne chefer. Sagen bør føre til, at de presseetiske regler laves om, så de skærmer journalister bedre mod ledere, mener han

»Hvis det står til troende, hvad Flemming Rose skriver, så er det et meget klart eksempel på indre kontrol med en journalists arbejde,« siger medieforsker og professor på RUC Mark Blach-Ørsten.

Han mener, sagen handler om to vigtige principper, der er blevet knægtet af JP/Politikens koncernledelse: Ytringsfrihed og armslængde.

Mark Blach-Ørsten reagerer på Flemming Roses kritik af sine tidligere chefer i huset, som Rose i bogen ‘De besatte’ beskylder for at tvinge ham til tavshed. Kritikken er rettet mod tidligere direktør Lars Munch og tidligere bestyrelsesformand Jørgen Ejbøl.

I dag er Lars Munch bestyrelsesformand og Jørgen Ejbøl næstformand samt formand for Jyllands-Postens Fond.

»Det er et af de klareste brud på armslængdeprincippet, jeg har set i mediebranchen. Men det kan godt være, fordi det ofte foregår i det skjulte. Her er det exceptionelt, at det har fundet sted, men også at det bliver offentliggjort og diskuteret,« siger Mark Blach-Ørsten.

Han mener, det er et problem for mediernes troværdighed, at armslængdeprincippet ikke overholdes.

»Vi antager, at dagbladene styres efter journalistiske principper. I forskningen siger man, at medierne efter partipressens tid udvælger nyhederne efter væsentlighedskriterier. De kriterier kan være forskellige fra Berlingske til Ekstra Bladet, men idealet forudsætter, at redaktionen foretager udvælgelsen. De fleste medier har bestyrelser, men det er ikke bestyrelsens rolle at forholde sig til indhold og retning i det journalistiske produkt.«

Så mange journalister føler pres fra toppen

Mark Blach-Ørsten peger på bogen ‘Troværdig journalistik’, som han udgav sammen med professor i medieledelse ved CBS Anker Brink-Lund i 2015. Her tegnes et billede af, at en del danske journalister føler sig udsat for pres fra ledelsen.

20 procent af tv-journalisterne i undersøgelsen og 23 procent af journalisterne på regionale dagblade følte sig udsat for pres fra ledelsen. 13 procent af dagbladsjournalisterne oplevede pres fra cheferne. 

»I vores analyse siger en relativt stor mængde journalister, at de oplever et pres fra ledelsen. Det er alvorligt. Men det er normalt noget, man forbigår i tavshed. Da vi undersøgte, hvem der klager til Pressenævnet, så er det jo brugerne og ikke journalisterne.«

Resultaterne bygger på en spørgeskemaundersøgelse til journalister på indlandsredaktioner i Danmark i 2012. 500 blev spurgt, og 305 svarede. Undersøgelsen skelner ikke mellem redaktionelle chefer og andre ledelseslag.

De presseetiske regler beskytter ikke journalister godt nok

Mark Blach-Ørsten mener, Flemming Rose-sagen bør åbne en principiel debat om de presseetiske regler: Beskytter de den enkelte journalist mod sine egne chefer? Reglerne blev senest revideret i 2013, og Mark Blach-Ørsten mener, det er på tide igen.

»De presseetiske regler skal beskytte journalisterne bedre mod intern kontrol. Når 20 procent af tv-journalisterne siger, at deres chefer får dem til at lave noget, de ikke vil, så er de ikke ordentligt beskyttede,« siger han.

Hvad mener du helt konkret, man skal skrive for at sikre det?

»Det er et godt spørgsmål, og det har jeg ikke tænkt godt nok igennem endnu. Men man skal helt specifikt sikre journalisters ytringsfrihed på samme måde, som man skal sikre offentligt ansattes ytringsfrihed,« siger Mark Blach-Ørsten.

Han henviser til, at der er en enkelt formulering i de presseetiske regler, som værner journalisten mod sine foresatte. ”En journalist bør ikke pålægges opgaver, der strider mod vedkommendes samvittighed og overbevisning,” står der.

»Rigtig meget i de presseetiske regler handler om produktet, men meget lidt om journalistikken. Der står, at en journalist ikke må pålægges opgaver, der strider mod vedkommendes overbevisning. Men jeg har aldrig hørt om en journalist, som faktisk klagede, selvom vi ved, der foregår et pres.«

Har set det før hos DR

Mark Blach-Ørsten peger på, at debatten om armslængdeprincippet også er taget i forbindelse med DR, hvor bestyrelsen er politisk udpeget.

»Det eneste eksempel, vi har på en tilsvarende debat, handler om DR. Her har bestyrelsesmedlemmer flere gange forholdt sig meget specifikt til programindhold. Men det er ikke deres rolle, hverken i public service eller private medier.«

Ud over armslængdeprincippet, handler sagen også om ytringsfrihed, mener Mark Blach-Ørsten. Også her trækker han tråde til andre dele af samfundet.

»Det er ikke i overensstemmelse med ytringsfriheden. Men måske stemmer det overens med den udvikling, vi har set, hvor mange offentlige ansatte frygter for deres ytringsfrihed, og arbejdsgiveren blander sig utrolig meget i, hvad de mener. Der har været eksempler, hvor arbejdsgiver helt åbenlyst ønsker at begrænse medarbejdernes ytringsfrihed, som vi også ser her,« siger han.

Journalisters opgave at udfordre ledelsen

Journalisten har også været i kontakt med professor i medieledelse på CBS, Anker Brink Lund.

”Jeg kan ikke forskningsbaseret udtale mig om den konkrete sag,” understreger han i et skriftligt svar, som fortsætter:

”Principielt set er det bestyrelsens og koncernledelsens opgave at sikre virksomhedens langsigtede overlevelse. Det er til gengæld chefredaktørens og journalisternes opgave at udfordre magten – herunder også deres egne topledere. På den baggrund kan der let opstå værdikonflikter, som må håndteres gennem forhandling på redaktionerne. Men i danske nyhedsmedier sker det yderst sjældent, at bestyrelsesmedlemmer intervenerer direkte i journalistikken.”

Delte meninger om sagen

Journalisten har forsøgt at få et interview med både Jørgen Ejbøl, Lars Munch og nuværende direktør i JP/Politikens Hus Stig Kirk Ørskov. De to sidstnævnte har afvist at stille op og fremsendt skriftlige svar. Jørgen Ejbøl har ikke svaret.

"Er det sædvanligt, at en direktør eller bestyrelsesformand blander sig i den redaktionelle linje? Nej, det er hverken sædvanligt eller ønskværdigt. Men den såkaldte Muhammed-krise og dens følger var bestemt ej heller sædvanlige. Det er en vurderingssag, hvorvidt en bestemt linje skal forlænges i det uendelige, eller om der skal gøres plads til andre perspektiver. Men når denne vurdering involverer grundlæggende publicistiske forhold, er det til gengæld ønskværdigt, at også direktør og bestyrelsesformand tilkendegiver deres holdning," skriver Lars Munch.

I et blogindlæg bakker kommunikationsrådgiver og journalist Uffe Gardel op om koncernledelsen. Han mener, medarbejdernes sikkerhed måtte veje tungere end ytringsfriheden.

”Ledelsen i JP/Politikens Hus har og havde faktisk ansvaret for et helt hus fuldt af mennesker,” skriver Uffe Gardel.

Omvendt har Ekstra Bladets debatredaktør Mads Kastrup været blandt dem, der har bakket Flemming Rose op.

"Jeg er skuffet over, at ledelsen i mit mediehus har vendt virkeligheden på hovedet og er landet på den forkerte side," skriver han i dagens avis.

Kommentarer
1
Michael Bruun Andersen
01.11.16 18:19
Der er noget galt i
Der er noget galt i ræsonnementerne her:
Man må skelne mellem forholdet mellem direktion/bestyrelse/ejere og redaktør (første led) og mellem redaktør og journalister (andet led). Den særligt i den skandinaviske mediebranche tilkæmpede armslængde mellem aktørerne i første led, hviler på redaktørens ansættelseskontrakt. Princippet i armlængden er at han/hun som redaktør har fuld frihed (og ansvar) til at redigere mediet inden for rammerne af mediets mission og historie. Dette kaldes også redaktørens frihedsbrev. Det betyder, at hvis ejerne, gennem bestyrelse/direktør blander sig i redaktørens ret til at redigere, er der tale om en krænkelse af armslængden og kontrakten. En redaktør kan i et sådant tilfælde vælge at opfatte indblandingen som et godt råd, bøje sig og beholde sin løn. Eller vedkommende kan opfatte det som illigitim indblanding, og sige op. Det er overraskendeog lidet rosværdigt, at det ikke var det der skete i JP-sagen. Det ville have skabt transparens mht. ejernes reelle publicistiske intentioner.
Forholdet mellem redaktør og journalist (andet led) er en anden sag, selv om det også hviler på en kontrakt/overenskomst: At forestille sig at journalisters arbejde kan foregå uden 'indblanding' fra ledelsen = redaktøren, er det samme som at opgive redigeringsretten.Og der er ikke brug for mindre men mere redigering eller kuratering. De presseetiske regler er ikke sat i verden for at underløbe redigeringsretten, men på den ene side for at opretholde mediernes selvjustits og dermed holde politikernes fristelse til indgreb i pressefriheden stangen, og på den anden side for at styre medier og journalister uden om overtrædelser af lovgivningen (som skal beskytte befolkningen) og uden om det retsapparat, som arbejder langsomt og omkostningsfyldt sammenlignet med Pressenævnet.
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen