
”Jeg sad tilbage med følelsen af, at de tekniske problemer havde stoppet mig i at gennemføre prøven på lige vilkår med de andre,” siger Asta Holst Bach. Foto: Privat
På grund af corona foregik forårets optagelsesprøve til Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) for første gang digitalt. Og det gik ifølge skolen så godt, at man også fremover vil afvikle prøven digitalt.
Men ikke alle er lige begejstrede for den plan. En af dem er Asta Holst Bach, som var en af de 865, der deltog i den digitale optagelsesprøve.
På grund af tekniske problemer med at aflevere første del af prøven kom hun nemlig først i gang med videnstesten, da halvdelen af tiden var gået. Konkret kunne hun ikke få den kode frem på skærmen, som hun skulle bruge til at aflevere første opgave, og måtte derfor genstarte computeren.
”Bagefter var jeg sur og ked af det. Jeg sad tilbage med en følelse af, at de tekniske problemer havde stoppet mig i at gennemføre prøven på lige vilkår med de andre,” fortæller Asta Holst Bach.
Og hun var ikke den eneste, der havde teknikbøvl med prøven på DMJX.
50 er mange
Uddannelseschef for journalistik på DMJX Henrik Berggren oplyser til Journalisten, at skolen fik i alt 50 henvendelser om tekniske problemer under og efter prøven.
Og det er mange, mener Asta Holst Bach.
”50 henvendelser tyder på, at det ikke bare er enkelttilfælde, men at det er måden, prøven har kørt på, som rent teknisk ikke har fungeret optimalt. Potentielt er det jo 50 mennesker, som ikke havde mulighed for at komme videre i systemet og måske komme ind på uddannelsen,” siger hun.
Selv fik hun også afslag på at blive optaget. Af afslaget fremgik det, at det netop var videnstesten, hun ikke havde bestået, og som derfor betød, at hun ikke gik videre i optagelsesforløbet.
Til gengæld blev Asta Holst Bach optaget på SDU’s journalistuddannelse, hvor hun går i dag. Alligevel valgte hun at klage til DMJX over, at det program, prøven blev afviklet i, ”med stor sandsynlighed afholdt hende fra at gå videre”.
Fik medhold i klage
Skolen afviste klagen, og Asta Holst Bach klagede derfor til Styrelsen for Forskning og Uddannelse. Her lød konklusionen, at DMJX havde ”begået væsentlige sagsbehandlingsfejl” og skulle behandle sagen igen.
Men også i skolens anden behandling af sagen blev klagen afvist. DMJX skriver i svaret, at der ikke var tale om en generel systemfejl i WISEflow, som prøven blev afviklet i.
”En generel systemfejl ville have påvirket samtlige deltagere, og langt de fleste deltagere gennemførte adgangsprøven uden problemer. Det, du desværre oplevede, var formentlig et lokalt problem, som kan være opstået i samspillet mellem din computer, din internetforbindelse og WISEflow,” lyder det i svaret.
Det fastholder Henrik Berggreen fra DMJX over for Journalisten.
”Det er ikke fra vores side, der har været problemer,” siger han.
Også teknikproblemer ved fysisk prøve
Henrik Berggren afviser, at henvendelser om teknikproblemer fra 50 af de 865 prøvedeltagere tyder på, at der har været en systemisk fejl.
”Det antal er faktisk ikke helt skævt i forhold til, hvad vi normalt har af tekniske problemer ved den fysiske prøve. Der sidder også altid nogen med computere, der ikke fungerer. Og de 50 med tekniske problemer er ikke alle sammen nogen, der ikke har kunnet gennemføre prøven,” siger han.
Så du deler ikke bekymringen for, at nogle af de 50 har været dårligere stillet på grund af tekniske fejl hos jer?
”Nej. Jeg synes da, at det er drønærgerligt, at nogle ikke har kunnet gennemføre på grund af tekniske problemer. Men vi kommer aldrig ned på nul – heller ikke ved en fysisk prøve,” siger Henrik Berggren.
Overvejer at se på supporten
Alligevel mener Asta Holst Bach, at DMJX bør overveje at tage kritikken til sig og afvikle prøven anderledes næste år. Hun foreslår for eksempel, at DMJX – ligesom SDU – tilbyder teknisk support under den digitale prøve.
”Ellers er der risiko for, at nogle på grund af tekniske problemer igen vil blive afholdt fra at gå videre og måske komme ind,” siger hun.
Til det siger Henrik Berggren:
”Vi er ikke færdige med at lægge den endelige plan for, hvordan vi gør det i 2021. Vi skal blandt andet se på, hvordan vi kan supportere. Men vi vil sikkert også i 2021 have ansøgere, der oplever, at teknikken driller på en måde, som det er svært for os at gøre noget ved.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.