En journalistpraktikant på Politiken sendte i oktober et indlæg på avisens interne efterkritik rettet mod Tøger Seidenfaden. Chefen afviste 14 minutter efter. Og så kom der for alvor gang i debatten: Hvorfor siger ledelsen, at avisen er god og læserne glade - når læserne flygter, og oplaget falder ...
EFTERKRITIK. Mandag den 8. oktober klokken 14.46 afsender en journalistpraktikant et debatindlæg på Dagbladet Politikens interne efterkritik. Overskriften lyder: »Hvad laver den leder på forsiden?!«
I indlægget retter praktikanten en hård kritik af, at Politikens ledere nu altid står på forsiden:
»Det er mig ubegribeligt, hvorfor Politikens forblommede holdninger til alt muligt skal præsenteres på den mest fornemme plads. Er det virkelig det, læserne efterspørger?« spørger praktikanten.
Det er et angreb på Tøger Seidenfadens højt profilerede relancering af avisen - Projekt Ny Avis - hvor holdninger og analyse i papirudgaven ofte fremstår mere markant end avisens nyhedsdækning. Den linje, synes praktikanten, er en fejl:
»Også lørdag ødelagde lederskribenten dagens første oplevelse af avisen,« argumenterer han videre - og konkluderer:
»Det er fint, at Politiken har holdninger, men kunne man ikke - i debatten om omorganisering - overveje at isolere dem til 2. sektion. Så kunne A-forsiden være reserveret til vores bedste journalistik.«
INDLÆGGET KOMMER I EN TURBULENT TID på Politiken. Først lancerede ledelsen en organisa-tionsændring, der skulle sikre flere nyheder. Den åd medarbejderne uden at kny. Så kom ledelsen ugen efter med en spareplan, hvor der skulle findes 14 millioner redaktionelle kroner. Forløbet udløste en samlet mistillidserklæring fra medarbejderne. Politiken er kort sagt under hårdt pres, da praktikanten vækker efterkritikken.
Chefredaktør Tøger Seidenfaden svarer sin medarbejder 14 minutter senere. Han afviser blankt kritikken ved blandt andet at henvise til, at analysefirmaet Webpol har dokumenteret, at læserne er meget tilfredse med Projekt Ny Avis.
»Placeringen af lederen på forsiden er et af de elementer i vores omlægning sidste år, som læserne er allermest glade for,« fastslår Tøger Seidenfaden.
Sagen kunne være landet som en forbigående tvist mellem en frembrusende praktikant og en chefredaktør, der giver svar på tiltale. Men det modsatte sker. Nu er låget røget af.
PRAKTIKANTEN BLIVER HURTIGT UDNÆVNT til dagens helt. En førende journalist fra kulturredaktionen - lad os kalde ham kulturreporteren - der har tidligere efterlyst saft og kraft i efterkritikken, foreslår, at der indstiftes et nyt trofæ på redaktionen opkaldt efter praktikanten.
»Hvis åben debat er sundt, har han i hvert fald lige styrket vores helbred en smule,« skriver journalisten - og appellerer midt i en fyringstid: »Den mand skal fredes i næste ø-råd.«
Kulturreporteren er respekteret blandt mange af avisens 150 redaktionelle medarbejdere. Han skal i den kommende uges debat fastholde en rød tråd i kritikken af ledelsens strategi. Andre journalister støtter hans indlæg og borer videre i forlængelse af dem. Jo, praktikanten er kommet i fint selskab. Rigtigt fint. Det er Cavling-nominerede journalister, der nu kritiserer avisens udvikling. Det er journalister, der også er forfattere. Og det er fra alle redaktioner - Christiansborg, Indenrigs, Kultur, Netredaktionen ...
Samlet tegner der sig et mere og mere klart budskab: Politiken har ikke givet det rigtige svar på konkurrencen fra gratismedierne. Og analysefirmaet Webpols undersøgelser med mange tilfredse læsere matcher ikke journalisternes egne vurderinger af avisen. Nu skal tingene sættes på plads: »Lad debatten blomstre - også selvom vi risikerer at få hovedet kappet af,« lyder det.
FRA INDLANDSREDAKTIONEN BERETTER en journalist, at en kollega på et medarbejdermøde har tilkendegivet, at han ikke gider læse Politiken mere - selvom han arbejder for avisen.
»Artiklerne er forudsigelige, for kedelige og for kloge,« skriver journalisten og tilføjer:
»Jeg må indrømme, at jeg i perioder har det på samme måde.«
Klokken 18.41 den 10. oktober på debattens 2. døgn sætter kulturreporteren sit andet stød ind. Han mener, at ledelsen laver et skønmaleri:
»Det har været lidt af en kontrast at opleve, hvordan vurderingen af avisens indhold og form lød, når det var chefredaktøren, der fortalte, hvor vellykket en omlægning vi har gennemført, og hvor tilfredse læserne synes at være,« skriver han. Og det får en erfaren journalist fra avisens nye søndags-magasin ind i debatten. For han har præcis samme indtryk.
»Jeg hører masser af kolleger og chefer lufte kritiske holdninger til avisen,« skriver journalisten.
»Hvorfor ikke rejse en debat om vores alle sammens avis?« spørger han - og svarer selv lidt desillusioneret:
»Fordi det ikke længere føles som vores alle sammens avis.«
Sådan lyder tonen. På trods af fyringsrunde og omlægning en levende og energisk debat. Men også en debat med mange triste bekendelser.
Da debattens andet døgn går på hæld, kommer nok en reporter fra indlandsredaktionen med i det kritiske kor. Hun kan ikke finde hoved og hale i ledelsens tanker og manøvrer. Især bekymrer det hende, at avisen ved en tidligere omlægning har afskaffet de faste stofområder:
»Vi hopper fra tue til tue hver dag, fordi der ikke er retning på avisen,« skriver hun - og:
»Hvor vil vi egentlig hen med dette blad, og er chefredaktionen overhovedet interesseret i at høre vores mening?« spørger hun.
Og så skifter døgnet.
DAG TRE STARTER STILLE. Klokken skal passere 14.00, før en respekteret nyhedsjæger retter en stribe spørgsmål direkte mod ledelsen. Nyhedsjægeren er kritisk overfor, at ledelsen i omlægningen ikke ser på kvaliteten af nyhederne.
»Flere og flere vil skrive hurtigere og hurtigere om noget, som de ved mindre og mindre om ...«
Han mener ikke, ledelsens strategi er rigtig.
»Vi følger efter gratisaviserne og den laveste standard i stedet for at sætte kvaliteten - den bedste journalistik - som vores standard. Og så tilsætter vi ved siden af en række kloge analyser og kommentarer og abstrakte artikler, som mangler både blod, hjerte og nerve.«
Nu koger gryden. Ledelsen forsøger at imødekomme kritikken og fremhæve det positive i, at debatten kører. Men parterne finder i de følgende dage ikke fælles fodslag. Og det er nu prominente navne med mindst lige så stor Politiken-anciennitet som ledelsen, der nærer kritikken. Praktikanten har trukket følehornene.
Klokken 15.15 på tredjedagen går chefredaktør Tøger Seidenfaden igen ind i debatten. Han appellerer i et langt og grundigt svar blandt andet til den fælles ånd og pointerer, at de andre aviser har mistet oplag i længere tid end Politiken. Der er nærmest tale om en igangværende harmoni-proces:
»Set over en lidt længere tidsperiode bringer det os blot tættere på morgenavisernes gennemsnitlige fald - vi har næsten 'indhentet' de andre - ikke mere,« beroliger han og introducerer derpå igen resultaterne fra Webpol:
»Læsernes tilfredshed HAR aldrig været større,« fremhæver han - og udbygger denne gang sin talargumentation ved at understrege, at der er tale om: »... et repræsentativt udsnit af Politiken-universet.«
Midt i det engagerede mylder af kritik lyder der også flere meget positive tilkendegivelser over for ledelsen. Flere fremhæver, at lederne er velplacerede på forsiden. Og netredaktionen, der ridder på en succesbølge og får tilført seks ekstra journalister, er fuld af lovord og tro på fremtiden.
»Selv synes jeg, omlægningen virker som et godt bud på en foreløbig løsningsmodel - et skridt i den rigtige retning,« lyder det fra en mandlig net-reporter.
Og hans kvindelige kollega på netredaktionen maner fordommene om overfladisk netjournalistik effektivt i jorden.
»På dage, hvor man skriver en række historier, som er væsentlige for dagens dagsorden, hvor vi kommer først og videre med historierne og ikke mindst gør det bedre end vores konkurrenter, er det virkelig tilfredsstillende og motiverende.«
På fjerdedagen melder kulturreporteren sig igen. Han er oprigtigt forvirret: »Vil nogen ven
ligst fortælle mig, hvad jeg skal mene?« lyder hans overskrift.
»Ligger der et særligt chefredaktionelt spin i Tøgers fortolkning af oplagsudviklingen og undersøgelsen af læsertilfredshed?« spørger kulturreporteren udfordrende.
Det er introduktionen af et nyt lag i debatten. Nu angribes troværdigheden af ledelsens argumentation - og Tøger Seidenfaden kommer også hurtigt til tasterne med en opblødning:
»Mine - delvis statistiske - oplysninger havde kun til formål at undgå, at vi gør os selv dårligere eller mere kriseramte, end vi er,« skriver han blandt andet.
Men det beroliger ikke kritikerne. Tværtimod.
En halv time efter Tøger Seidenfadens indlæg melder den kvindelige indenrigsreporter sig igen i efterkritikken. Hun forsøger at forklare kulturkollegaen, hvorfor folk i så lang tid har været uengagerede i diskussionen af avisen.
»Tavsheden skyldes en ret klar fornemmelse af, at vores forslag, kritik og gode idéer alligevel ignoreres, eftersom beslutningerne er taget, når vi får omlægningerne præsenteret,« skriver hun lige ud - og konkluderer:
»Den situation afføder passivitet, mukken og afmagt. Naturligvis.«
SÅ KOMMER CHRISTIANSBORG-REDAKTIONEN ind i debatten og gentager kulturreporterens spørgsmål:
»Er det chefredaktionelt spin, når du og andre ledere igen og igen siger, at vi trods alt ikke falder mere oplagsmæssigt end vores konkurrenter?«
Christiansborg-journalisten fremlægger derpå tal, der viser, at Politikens dyk i oplag er større end Berlingskes.
Tøger Seidenfaden parerer ved at påvise, at både Jyllands-Posten og Berlingske Tidende har mistet flere læsere end Politiken det seneste år.
»Vi har det bestemt ikke værre end de to andre,« skriver han.
Men kulturreporteren er stadig ikke tilfreds. Han vil vide, hvor mange læsere der helt præcist er omfattet af de analyser fra Webpol, som Tøger Seidenfaden bruger i efterkritikken.
Nu nærmer vi os datoen for fyringerne på avisen. Folk får andet at tænke på. Debatten ebber ud. Men parterne når at aftale en fremtidig drøftelse af avisens udvikling på en konference. Den finder sted til februar. /
3 skud til Tøger Seidenfaden
Dine medarbejdere oplever, at I som ledelse kun inddrager dem på skrømt i forandringsprocesserne. Hvad er din kommentar?
»Forandringsprocessen ligger i direkte forlængelse af den store forandring, vi forberedte igennem hele 2006 - Projekt Ny Avis. Dengang havde vi nedsat en stribe arbejdsgrupper, der arbejdede i mange måneder. Denne gang er det gået hurtigere, og der har ikke været den samme inddragelse - simpelthen fordi vi arbejder videre med de samme grundidéer og perfektionerer dem lidt.«
Hvorfor er undersøgelser fra Webpol, der er en del af Politikens Hus, grundlag nok til at bekræfte dig i, at avisen udvikler sig i den rigtige retning?
»Det hovedresultat, jeg lægger vægt på, er en fordobling af de tilfredse læsere fra cirka 20 procentpoint til cirka 40 procentpoint i de to undersøgelser efter 1. oktober 2006. Dertil kommer utallige andre succes-argumenter: Design-priser ude og hjemme, Berlingskes efterligning af vores net-papir-samspil, Jyllands-Postens lidt mere gumpetunge ditto og ikke mindst vores stærkt stigende trafiktal på nettet.«
Hvordan kan du føle dig sikker på, at Webpols tilfredshedstal er rigtige, når I har mistet 13.000 i hverdagsoplag på et år og 68.000 søndagslæsere i samme periode?
»Du har naturligvis ret i, at stor læsertilfredshed ikke er nogen garanti for at læser- og oplagstal ikke falder. Det gør de jo som bekendt.«
»Betalingsaviserne har mistet ubehageligt meget oplag på det seneste - og jeg behøver vel ikke minde om den indlysende forklaring i de hjemmedistribuerede gratisaviser og de afledte distributionsproblemer.«
»Derudover er betalingsaviserne oppe imod en mere generel 'gratisrevolution', hvad nyhedstilgængelighed angår. Det er netop den, som Politikens nye koncept - herunder det offensive samspil mellem net og papir - er svaret på.«
Om Webpol
Medarbejdere på Politiken stiller åbenlyst spørgsmål ved troværdigheden af Tøger Seidenfadens brug af undersøgelserne fra Webpol. De er i tvivl om, hvorvidt undersøgelserne er repræsentative.
- Webpol er et selvstændigt analysefirma under JP/Politikens Hus, der blandt andet laver online tilfredshedsundersøgelser.
- Webpol har en base med 23.000 danskere. En undersøgelse for Dagbladet Politiken henvender sig typisk til 500 eller 1.000 mennesker, der kontaktes via Internettet.
- Deltagerne samler point, som kan veksles til gaver. Gennemgående svarer 70 procent.
- Hvis Webpol har spurgt 1.000 mennesker, og 70 procent svarer, skal der 351 mennesker til at udgøre hovedparten af deltagerne i tilfredshedsundersøgelsen.
- Deltagerne i undersøgelsen er ikke repræsentative for Politikens aktuelle læsergruppe. De er derimod tilstræbt repræsentative for gruppen af regelmæssige læsere af Politiken.
- Det kan svække repræsentativiteten, især blandt læsere over 60 år, at det forudsætter Internet at modtage og svare på spørgsmålene.
- Tendensen det seneste år er, at flere og flere regelmæssige læsere ytrer tilfredshed med Politiken. Samtidigt falder avisens oplag.
Kilder: Blandt andre Webpols hjemmeside og Poul Melbye, Analysechef, Politiken.
17 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Journalisten og Øjvind i særdeleshed.
Jeg synes I skylder jeres læsere at fortælle, at jeres referat af Politikens interne debat sker meget imod medarbejdernes ønske. Det er absolut ikke ansporende for en levende intern debat, at man ved, at ens indlæg kan risikere at blive refereret i journalisten i udklip, der ikke giver læseren en forståelse for, hvad der sagt forud. Tonen er rå herinde i debatten, fordi vi netop er i samme hus og kan tage brodden af de hårde ord over frokosten. Hvis vores fagblad læser med og refererer, skal vi til at debattere i soundbites, og det dræber diskussionen.
I har (efter pres fra journalister herfra) valgt ikke at nævne folks navne, men hvorfor overhovedet vælge at referere anonymt fra en intern debat i stedet for at kontakte folk for at høre, hvad de vil sige til citat? Det ville ikke have været nødvendigt at bygge denne artikel på anonymiserede kilder. Jeg ved kollegerne gerne ville stille op. Måske ikke alle de, der har blandet sig i den interne debat, men rigeligt til, at man kunne lave en artikel, hvor folk stod frem ved navn, og det er vel stadig det bedste, også i vores fagblad.
Kan vi ikke godt få lov at debattere i fred og vil I ikke i det mindste prøve at få kilder til citat, når I skriver om Politiken. Det virker sgu mest seriøst.
mvh
Morten Jastrup, journalist på Politiken til 1.12. (jeg er en af de 9, der tog en frivillig aftrædelse)
p.s.: vi tog absolut ikke ledelsen forslag til omstruktureringer uden at kny.
Det ophører aldrig at forundre mig, hvilke krav om hensyn og finfølelse journalister stiller til andre journalister, der skriver om dem eller deres medie. Krav om hensyn, de aldrig selv ville kunne drømme om at udvise over for andre.
Som tidligere ansat i Politikens Hus gennem fem år synes jeg at kunne huske, at vi meget gerne ville fortælle inside-historier om forhold i eksempelvis virksomheder og partier. Jeg kan ikke huske, at vi nogensinde sagde: Nej, det vil være synd for den interne debat i regeringen, hvis vi videregiver disse oplysninger, som jo trods alt ikke var ment til videregivelse.
Men det kan jo være, at det journalistiske miljø var særligt forrået dengang.
Dermed ikke være sagt, at alle interne oplysninger er interessante. Derfor fortæller artiklen sobert om den interne og vigtige debat på Politiken.
Det siger sig selv, at det var blevet en helt anden artikel, hvis vi høfligt havde afstået fra at referere den interne debat.
Vi anvender grundlæggende de samme journalistiske værktøjer over for mediebranchen, som den bruger over for alle andre.
Læs eksempelvis nedenstående indledning fra artiklen Khaders allierede fra Politiken i år:
- Jeg kan ikke i den indledning se, at Politiken udviser det hensyn at fortælle læserne, om der måtte være medlemmer af Khaders mandegruppe, der ikke måtte ønske deres fjernsynsaften udpenslet i et dagblad.
- Jeg kan ikke se, at Politiken udviser det hensyn ikke at referere en intern debat for at skåne den frie meningsudveksling ved en senere lejlighed.
- Jeg kan ikke se, at man har nøjedes med at ringe kilderne op og udelukkende citerede dem for, hvad de måtte ønske at sige til citat.
- Jeg kan ikke engang se, at man udelukkende har holdt sig til substansen i forhold til artiklens ærinde, idet man også har inkluderet oplysninger om, hvorvidt mandegruppen finder Anita Bay Bundegaard lækker eller ej.
Jeg kan derimod forstå på dit indlæg, at der bør gælde helt andre og mere fintfølende hensyn, når man skriver om Politiken, end Politiken benytter sig af i egen journalistik.
Her er så indledningen ...
Khaders allierede
"Syv mænd sad omkring et køkkenbord på Frederiksberg og spiste thailandsk takeaway. Et lille fjernsyn i baggrunden var tunet ind på DR 2.
Først var der temaaften om Tony Blair, og et af indslagene handlede om, hvad danske spindoktorer har lært af Downing Street 10. Statsminister Anders Fogh Rasmussens to tidligere rådgivere, Henrik Qvortrup og Michael Kristiansen, tonede frem. Begge sad ved køkkenbordet og skævede til skærmen.
Men det var ikke Blair, der optog mændene mest denne lørdag aften for to uger siden. Det var heller ikke den obligatoriske herresnak om kvinder - som dog fik dem til at strejfe temaet: Er den tidligere radikale udviklingsminister Anita Bay Bundegaard lækker eller ej? De talte, ligesom resten af nationen, mest om partiet Ny Alliance, som blev dannet få dage tidligere ... af manden, der havde inviteret på thaimad, Naser Khader.
Klokken 22.30 var der Deadline, som brugte næsten et kvarter på en debat om nyskabelsen. Igen var Michael Kristiansen inde i fjernsynet. Han sagde, at Ny Alliance nok ville blive skrevet ind i historien som partiet, der gjorde op med VKO og kontraktpolitikken.
»Men det bliver interessant at se, om de kan fastholde det, de har høstet nu. Jeg ved ikke, hvad der sker bagefter«, sagde Kristiansen til studieværten.
Det lugtede af en kritisk bemærkning, og en af mændene i køkkenet, journalisten og forlagsdirektøren Jakob Kvist, råbte til Naser Khader:
»Du skal ikke finde dig i sådan nogle femtekolonnefolk. Kyl dem ud!«."
mvh
Jakob Elkjær, redaktør Journalisten
Det ophører aldrig at forundre mig, at redaktionen på Journalisten tilsyneladende tror, at bare fordi den skriver om andre journalister, skal den ikke rammes af kritik fra kilderne. Når vi som ansatte på Politiken bliver skrevet om, er vi ganske rigtigt i samme situation og underlagt samme hensyn som de kilder, vi til daglig har med at gøre. Men de kilder brokker sig også, og heldigvis affejer vi dem ikke med, at de klynker, men vi prøver at give sobre svar og forklare, hvorfor vi i den givne situation handlede, som vi gjorde. Det svar savner jeg fra dig Jakob.
mvh.
Morten Jastrup
Som Anne M. Sørensen skriver, er der tale om doven journalistik, når Journalisten igen bruger Politikens interne efterkritik som kilde. En ting er, at det slet ikke er, hvad vi har brug for på avisen nu, hvor vi tvært imod har brug for et sted at udtrykke meninger, der er tænkt til internt brug. En anden ting er, at I sagtens kunne have spurgt medarbejdere direkte til citat og fået en bedre artikel ad den vej. En tredje ting er, at jeres artikel faktisk indeholder deciderede fejlcitater og -fortolkninger fra den interne efterkritik blandt Politikens medarbejdere. Det sidste er endnu en væsentlig grund til at tage afstand fra jeres muldvarpemetode. Artiklen afslører alt i alt beskæmmende tydeligt jeres manglende kildekritik og måske deraf følgende journalistiske dømmekraft.
Flere