”Det kan virke som en kold spand vand i hovedet på medierne lige nu. Men måske er det en sund øvelse at spekulere i, hvordan vi får brugerne til at opsøge os i stedet for at pushe indhold ned i halsen på dem via Facebook.”
Sådan sammenfatter Jan Birkemose, analytiker og chefredaktør på Medietrends.dk, betydningen af de ændringer i Facebooks algoritme, som det sociale medies stifter, Mark Zuckerberg, i dag har varslet.
Ændringerne betyder, at Facebook fremover vil give mindre plads til opslag fra medier og mere plads til opslag fra venner og familie i Facebook-brugernes nyhedsfeed.
“På det seneste har vi fået tilbagemeldinger fra vores netværk om, at offentligt indhold – opslag fra virksomheder, brands og medier – fortrænger de personlige øjeblikke, der i første omgang fik os til at forbinde os med hinanden,” skriver Mark Zuckerberg i et opslag om baggrunden for Facebooks ændringer.
BTMX har allerede mærket tilløb til ændringer
De varslede ændringer vil ifølge Facebook blive rullet ud i løbet af de kommende måneder.
”Jeg tror, det vil kunne mærkes hurtigt. Og det kan virkelig komme til at gøre ondt på især annoncebårne medier som tv2.dk, bt.dk, mx.dk og dagens.dk. De lever jo af at skulle have høje trafiktal, og de får enorme mængder trafik fra Facebook i dag,” siger Jan Birkemose.
Hos BTMX bekræfter digital chef Michael Jensen, at de følger nøje med i, hvad ændringerne vil betyde for trafikken fra Facebook til bt.dk og mx.dk.
”Jeg følger spændt med i, om det her vil betyde endnu et dyk i vores trafiktal. For Facebook har jo allerede taget tilløb til ændringerne her i efteråret. Og det er ikke nogen hemmelighed, at vi har oplevet et fald i trafikken over det seneste halve år,” siger Michael Jensen.
Han vil ikke oplyse, hvor stor en del af trafikken til BTMX’ nyhedssites, der i dag kommer fra Facebook.
Råd: Udnyt jeres reach til at flytte brugerne nu
Som Jan Birkemose også skriver i en artikel på medietrends.dk om de kommende ændringer, vil de ikke betyde, at alt indhold fra mediernes Facebook-sider forsvinder fra brugernes nyhedsfeed.
”Men opslag, som ikke får nogen reaktioner, kommentarer og delinger, vil gå virkelig trange tider i møde. Og vi ved jo, at der findes masser af god journalistik, som er værdifuld for samfundet, men som ikke nødvendigvis trækker meget trafik på Facebook. Det vil vi se mindre til fremover,” siger han til Journalisten.
Jan Birkemose opfordrer medier med stor rækkevidde på Facebook til hurtigst muligt at forsøge at flytte deres følgere med over på andre kanaler. Det kan være nyhedsmails, chatbots eller Facebook-grupper.
”Jeg vil anbefale dem, at de udnytter den rækkevidde, de har lige nu, til at få deres Facebook-følgere med over på andre kanaler. Men de skal gøre det nu – de kan ikke sidde og vente,” siger han.
”Det kan godt ruske op i os”
Hos BTMX er planen dog i første omgang at se de kommende ændringer an, fortæller Michael Jensen.
”Vi kommer ikke til at gøre noget radikalt lige nu og her. Vi har også behov for at se, hvordan det præcist vil ramme os,” siger han.
Kan du følge Jan Birkemose i, at ændringerne også kan være en anstødssten til at gøre sig mindre afhængig af Facebook?
”Ja, det kan jeg godt følge. Vi har en loyal base af brugere, så vi skal nok komme bredt ud alligevel. Men det er jo klart, at de brugere, vi mister, skal vi ud og finde andre steder. Det bliver sjovt og udfordrende. Og det kan godt ruske op i os,” siger Michael Jensen.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Op i røven med det. Vi må leve eller dø ved egen hjælp. Det bliver jo nok desværre det sidste, but so be it.
@Svend Erik: Jeg tror stadig, du kan dele alt det, du har lyst til.
Betyder det, at man ikke kan bringe et link til en begavet artikel i et medie med en kommentar om hvorfor man synes, dette er væsentligt at læse?