Den 31. august 2019 blev der skrevet politisk historie, da både Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen trak sig som henholdsvis formand og næstformand for Venstre.

Samtidig skete et lille kommunikations-eksperiment: Lars Løkke Rasmussen valgte at meddele sin afgang via Twitter for derefter at holde 15 dages mediepause. Kristian Jensen tweetede også og gik derefter ud til pressen og besvarede deres spørgsmål. Også dem, der fremkaldte grådkvalte svar fra manden, der aldrig blev formand for sit parti.

Vigtigt at holde fast i sin selvrespekt. Kan ikke være formand for et parti, hvor jeg som formand afskæres fra min mulighed for at få diskuteret og afprøvet den politiske linje, jeg har lagt, i det landsmøde-forum, hvor jeg er valgt. Tak for mange gode år.

— Lars Løkke Rasmussen (@larsloekke) August 31, 2019

Lars Løkke Rasmussens afgang fik selvsagt også mediedækning – baseret på hans tweet.

Det er der intet usædvanligt ved. Ifølge ny forskning fra DMJX eksploderer antallet af nyhedshistorier baseret på tweets og opslag på andre sociale medier. Tal fra Infomedia viser, at der var 40 artikler i dagbladene i 2009 baseret på tweets. I 2019 var antallet steget til 1.809 artikler. I samme periode er antallet af artikler baseret på Facebook-opslag steget fra 103 til 1.143.

”Det er blevet en del af den journalistiske dagligdag og dermed også mediebrugernes dagligdag,” konstaterer Roger Buch, forskningslektor på DMJX.

Kontrollerer den politiske kommunikation

I eksemplet med Lars Løkkes kommunikation over for Kristian Jensens kommunikation finder han sidstnævntes mest troværdig og sympatisk. Men eksemplet illustrerer også, at Lars Løkke lykkes med at kontrollere kommunikationen om hans afgang som formand, mener Roger Buch.

”Hans tweet har jo en undertone af, at han er blevet uretfærdigt behandlet. Det får pressen ikke mulighed for at udfordre ham på og spørge opfølgende til,” siger Roger Buch.

Han mener, der især er to faldgruber ved at lade tweets og andre SoMe-opslag spille så direkte ind i journalistikken, som de gør i øjeblikket.

Den første faldgrube er, at det giver især politikere mulighed for at styre kommunikationen, mener Roger Buch. Her er Twitter især interessant, fordi det primært bliver brugt af politikere, journalister og andre politisk interesserede, mens kun omtrent 12 procent af danskerne samlet set er på det sociale medie. Det er altså ikke den brede befolkning, politikerne kommunikerer til her.

”Det andet er, at der er en klar risiko for fragmentering. Så har vi et tweet der, og så et tweet der, og så springer vi alle sammen rundt i manegen, som vi for eksempel har set det meget tydeligt med Trump. Og i virkeligheden er det det, han er ude på: At få opmærksomheden væk fra det, som det egentlig handler om – de områder, hvor han har problemer,” siger Roger Buch og uddyber:

”For eksempel ved at kaste tweets til højre og venstre om andre emner og dermed fjerne fokus fra Trumps dårlige håndtering af corona, hvor der nu dør mere end én amerikaner hvert minut, døgnet rundt.”

Fire gode råd

Ifølge Roger Buch kan tweets og andre SoMe-opslag være udmærkede elementer i nyhedsdækningen. Men de kræver, at journalisterne ’støver de klassiske journalistiske arbejdsredskaber af’ – især på fire punkter.

”Det gælder først og fremmest i forhold til at vurdere relevansen. Altså gå kritisk til: Er det her noget værd,” siger Roger Buch.

Og for det andet i forhold til kildekritik.

”Hvis der for eksempel kommer et økonomisk udspil, er det så de to økonomer, som er hurtigst på Twitter, som man skal bruge – eller skal vi have fat i nogle andre?” siger Roger Buch.

Han mener, det er ’tillokkende at gribe den kilde, som kommer af sig selv’ for journalister under stort tidspres. Og derfor når medierne måske ikke altid omkring de mest kvalificerede kilder.

Derudover anbefaler han mediehusene at indføre en form for ’modstrategi’ til politikere, der primært kommunikerer via Twitter og andre SoMe-platforme.

”Det kan for eksempel være at sikre sig, at når nogen udtaler sig via de her formater, at man altid hurtigt følger op med citater fra andre politikere, som gerne vil tale med pressen,” siger Roger Buch.

Han mener, det vil gøre det ’mindre omkostningsfrit’ at kommunikere via Twitter.

Og endelig foreslår han, at brugen af tweets og andre SoMe-opslag indgår i redaktionernes feedbackrunder, på lige fod med eksempelvis skjulte optagelser og brug af anonyme kilder.

”Man skal diskutere, når man laver efterkritik: Var det en fornuftig brug? Gav det tweet os noget, eller kunne vi have undværet det? Og sørgede vi for, at det ikke bare var omkostningsfrit for politikeren at fyre det her af,” siger Roger Buch.