Valgkampen raser i Sverige, men svensk tv afviser at sende nationalistisk valgvideo, selvom partiet Sverigesdemokraterne har købt reklameplads. Uanstændigt, lyder det fra partiet, der melder kanalen til Pressenævnet.
En valgvideo fra det svenske parti Sverigesdemokraterne har vakt forargelse i valgkampen, der ruller nu. I videoen løber en flok burkaklædte kvinder om kap med en pensionist.
»Politik handler om prioriteringer. Nu har du et valg«, siger en kvindestemme i speaket.
Det var meningen, at videoen skulle være partiets officielle valgvideo, og de havde allerede købt reklameplads på svensk TV4. Men lørdag afviste kanalens ledelse at vise videoen, skriver Politiken.dk.
»Den aktuelle film strider både mod radio- og tv-lovens demokratiparagraf og mod ytringsfrihedens forbud mod hetz mod folkegrupper«, siger TV4's administrerende direktør Jan Scherman i en pressemeddelelse.
Han understreger, at kanalen ikke nedlægger et generelt forbud mod at vise film fra Sverigesdemokraterne, men kun afviser denne specifikke film.
Men det har vakt stor forargelse i andre kredse, at tv-kanalen ikke vil vise valgvideoen.
»TV4's handlemåde har passeret alle anstændighedens grænser og fører nærmest tankerne i retning mod lande som Hviderusland«, skriver Sverigesdemokraternes leder Jimmie Åkesson på partiets hjemmeside.
Han vil nu melde TV4 til det svenske svar på Pressenævnet, Granskningsnämnet.
Sverigesdemokraterne ligger lige omkring spærregrænsen på 4 procent i svenske meningsmålinger. Partiet føler sig forfulgte af det politiske flertal, blandt andet fordi alle de store partier har forsikret vælgerne om, at de ikke vil samarbejde med Sverigesdemokraterne, selv hvis de vælges ind.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.