Lad os indlede med et lille tankeeksperiment: Forestil dig, at pædagogstuderende Malthe Thomsen, der har været anklaget for pædofili, aldrig var taget til USA. At han i stedet havde fået job som pædagogmedhjælper i Køge eller en hvilken som helst anden dansk provinsby, hvor en kollega pludselig anklager ham for seksuelle krænkelser mod 13 børn. Hvordan ville medierne reagere?
Sandsynligvis ved at lave den type historier, som normalt rammer nyhedsfladen, når pædagoger mistænkes for pædofili – her illustreret med en frisk sag fra netop Køge, hvor en 36-årig mand er anholdt og sigtet for overgreb mod børn i en lokal institution: ”Tiltale: SFO-ansat tog drenge med hjem og voldtog dem” (EB), ”Køge-forældre går i pædofili-frygt” (JP), ”Pædofilisag chokerer personale og ledere” (Sjællandske). Sådan lyder nogle af de dramatiske rubrikker fra dækningen, som har haft det typiske fokus på den anklagede pædagogs baggrund, ledelsens rolle og naturligvis forældrenes mulighed for at opdage mulige overgreb.
Ifølge en undersøgelse fra pædagogernes fagforening, BUPL, viser langt de fleste pædofili-mistanker sig at være grundløse. Alligevel er det sjældent, at medierne går dybere ind i skyldsspørgsmålet, når panikken først har bredt sig i en dansk institution. Det er ikke så mærkeligt, at der er flere eksempler på, at selv pure frikendte pædagoger har svært ved at vende tilbage til faget, fordi mistanken hænger ved.
Det problem har Malthe Thomsen ikke. Han kommer hjem som en helt. For når hovedpersonen tilfældigvis befinder sig i det store udland, går der åbenbart ukritisk rød-hvid klaphat i dækningen fra dag ét. Væk er de sædvanlige spørgsmål om myndighedernes ansvar og håndtering af den uhyggelige mistanke. Sagens offer er nu udelukkende vores danske medborger, der nærmest per automatik antages at være uskyldig og anklagerne mod ham fabrikeret af ondsindede personer.
Vi har fået en masse historier om, hvor hårdt det har været for Malthe Thomsen at sidde fængslet helt derovre i USA, om de tvivlsomme motiver bag kollegaens anmeldelse og om familiens kamp for at få den unge pædagogstuderende hjem igen. Og da sagen (helt som ventet, må vi forstå) blev droppet, svømmede mediebilledet over med jubelinterviews, som var der tale om et frigivet gidsel hjemvendt efter måneders fangenskab.
Når man tænker på den typiske journalistiske dækning af sager om overgreb mod børn, er det påfaldende, hvor intenst pressen gennem hele forløbet har heppet ensidigt på ”danske Malthe”.
Medierne får ofte kritik for at ’dømme’ folk, før retten har afgjort skyldsspørgsmålet, men det modsatte ser heller ikke kønt ud. Malthe Thomsen blev frikendt på forhånd.
Som alle andre er jeg naturligvis glad på den unge mands vegne over frifindelsen. Men nu, hvor USA-korrespondenterne er rejst videre, og de gule Breaking News-overskrifter handler om noget andet, er det – for eftertankens skyld – værd at overveje, om det ikke havde været passende med en anelse mere kritisk distance undervejs.
Anders Elleby Nielsen er journalist og kommunikationrådgiver i Kasters
Illustration: Stine Spedsbjerg
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Anders - lige netop i denne sag er du helt sikket en politisk korrekt klaphat, der ikke, hvad du taler om. Jeg vil opfordrer dig til at skrive en by bagside.
Vh Søren Kragballe
Ingen medier har mig bekendt brugt ordet 'justitsmord'. Der var heller ingen, der frikendte ham førend retsvæsenet i USA gjorde det. Og sympatien skyldtes ikke blot at sagen foregik i USA. Her er et par argumenter for mediernes vinkel: Behandlingen af manden var urimelig sammenlignet med danske forhold, institutionen bakkede ham op og anklageren - en enkelt, problematisk medarbejder, der efterfølgende blev fyret - var rejst fra landet, ingen børn eller forældre havde anmeldt noget overgreb og tilståelsen var fremtvunget under kritiske omstændigheder.
Hvis det havde fundet sted i Danmark - under de samme omstændigheder - ville og burde medierne have dækket sagen på samme måde - med en formodning om uskyld og en kritisk indstilling til anklagerne. Det er bare en helt utænkelig situation. Vores kontekst er jo anderledes. Men det ændrer vores præmisser for ret og forkert i mediedækningen sig jo ikke af.
Medierne skal selvfølgelig aldrig være ukritiske. Men Ind imellem er der nogen, der har ret og nogen, der tager fejl. Og så er det da mediernes opgave at rapportere dét.
Anders: Du har klart en pointe i, at det amerikanske retssystem på flere punkter kan og bør kritiseres, men at det skulle være så grotesk, at danske medier automatisk skal råbe ”justitsmord” (og bedrive kampagnejournalistik derefter), alene fordi en efterforskning finder sted i USA, mener jeg er at gå for langt. Hvis det altså er sådan, man skal forstå sætningen om, at vi ”selvfølgelig ikke [skal] behandle sådan en sag med de samme formodninger om skyld og uskyld, som vi ville gøre herhjemme. Tværtimod.”
At mediernes ensidige dækning ligefrem skulle være udtryk for en kritisk stillingtagen til amerikanske forhørsmetoder, har jeg svært ved at forestille mig. Det er muligt, at man som efterrationalisering kan legitimere dækningen på denne måde (når man ved, at sagen jo endte med at blive droppet), men at det undervejs skulle være den underforståede præmis for det rød-hvide heppekor savner jeg gode argumenter for.
Medierne var faktisk ikke så ukritiske i begyndelsen - først da man fandt ud af at anmelderen var fyret og stukket af til Grækenland, og at institutionen ikke havde anklaget den danske mand, gik medierne over til at være forholdsvis ukritiske omkring skyldsspørgsmålet
Man kan vel godt kalde det klaphat-journalistik i den forstand, at vi jo kun interesserer os for sagens 'danske' vinkel. Men lighederne mellem denne og tilsvarende danske sager om pædofili er ikke mange. Forhørsmetoden, som blev brugt til at skaffe en (falsk) tilståelse fra den danske pædagog indebærer blandt andet søvnberøvelse, at lyve om eksistensen af DNA-beviser og videoovervågning, falske løfter om eftergivenhed ved tilståelse , trusler om at blive sat sammen med voldelige indsatte og fejlagtige forklaringer om at det er helt normalt at lide af hukommelsestab, når man har gjort den slags - hvorfor det er helt forståeligt at man ikke kan huske, at man har gjort det. Det er en helt anden verden end den, vi går rundt i her i Danmark. At foreslå at medierne bør dække sagen i udlandet med de samme formodninger om skyld og ansvar som de ville herhjemme er helt urimeligt, for sådan en sag ville jo aldrig være opstået herhjemme, først og fremmest fordi vi har slet ikke har noget, der bare ligner de amerikanske forhørsmetoder, der ligger langt uden for rammerne af hvad vores retsvæsen kan og må. Hvis medierne skal fastholde deres 'normale' indstilling til skyldsspørgsmål i kriminalsager - sådan efter dansk målestok - ja så er de da nødt til at være på udenlandsdanskerens side i en - lad os nu være ærlige - grotesk sag som denne. Så kan man kalde det klaphatjournalistik, hvis man vil. Men at kalde det 'ukritisk' er en misforståelse. Ukritisk ville være at overse de åbenlyse retslige overgreb, som hele tiden finder sted i det amerikanske retssystem, og som i dette tilfælde gik ud over en dansk statsborger..
Flere