Skarp kritik af PF-formand for aftale med Ritzau Scanpix

Den nye freelanceaftale med Ritzau Scanpix var det store debatpunkt på generalforsamling i Pressefotografforbundet. Formand Lars Lindskov fik kritik for ikke at agere godt nok i forhandlingerne med Ritzau Scanpix. Han afviste, men ærgrede sig også over aftalen

”Min kæreste siger, jeg skal være bedre til at pakke lorten ind. Det bliver ikke i dag.”

Sådan startede pressefotograf Jens Astrup sin tale, da han som den første med kritisk røst greb debatten om bestyrelsens beretning på årets generalforsamling i Pressefotografforbundet.

Han var dybt utilfreds med den indsats, formand Lars Lindskov og Pressefotografforbundet har leveret, efter at Ritzau Scanpix præsenterede en ny aftale for freelancefotografer. En aftale, der har fået skarp kritik for blandt andet ikke at give freelancefotograferne provision for videresalg af billeder.

”Jeg vil anbefale ikke at stemme for beretningen,” sagde Jens Astrup videre.

Hans grundlæggende kritik af formand Lars Lindskov gik på, at der var gået for lang tid, fra at Lars Lindskov kendte til den nye freelanceaftale, til han var gået med aftalen til Dansk Journalistforbund, der har ret til at forhandle med Ritzau Scanpix.

”Du har givet DJ indtryk af, at der var styr på tingene, men du har frataget DJ muligheden for at agere, fordi du ikke har informeret dem,” sagde Jens Astrup.

“Du har engang joket med, at man ikke skulle true med at gå, men med at blive. Men jeg går som medlem af PF, hvis Lars Lindskov bliver som formand.”

Hans kritik blev mødt af markante klapsavler fra salen.

Hvornår fik DJ rammeaftalen?

Ifølge et medlem i salen, Bax Lindhardt, havde direktør for Ritzau Scanpix, Kris Kjær Nielsen, den 28. august informeret Pressefotografforbundet om den nye aftale.

Men DJ fik først besked om oplægget til den nye aftale i starten af oktober. Det fortalte DJ’s formand, Tine Johansen, på generalforsamlingen.

Ifølge Lars Lindskov havde han givet DJ besked om den nye freelanceaftale, et par uger efter at han selv fik den udleveret.

Lars Lindskov afviste generelt kritikken om, at han ikke skulle have gjort sit bedste i forsøget på at presse Ritzau Scanpix til at give en bedre aftale.

”Langt hen ad vejen er jeg lodret uenig med dig, Jens,” sagde han.

”Vi er altid løbende i kontakt med DJ. Jeg har holdt kaffemøder og alt muligt andet med Ritzau Scanpix og har fået forelagt kontrakten. Jeg er ikke gået alene med den. Men jeg var ikke indkaldt til forhandling med dem. Jeg fik den til orientering med besked om, at den ikke var til forhandling,” siger Lars Lindskov.

Han mener samtidig, at det har været svært for DJ og PF at presse Ritzau Scanpix til at forbedre aftalen, selvom han påpegede, at der er kommet små lempelser i aftalen.
”Det blev blødt lidt op, men efter vores mening slet ikke nok,” sagde han.

”Kunne vi i PF ikke have stoppet det? Da I er selvstændige, kan vi ikke lave blokade eller tage andre arbejdsretlige redskaber i brug. Vi havde også flere, der skrev under på aftalen. Jeg kan godt forstå, at man gør det, når meget af ens indtægt afhænger af bureauet. Men det er ærgerligt, fordi det forringer chancerne for at gøre noget ved det,” sagde han.

Jens, bliv her, for pokker

Lars Lindskov havde foran den næsten fyldte sal på Hotel Nyborg Strand startet sin beretning med at tale om de sorte tider for pressefotografer og fotojournalister.

Han begræd fyringerne for en markant del af fotojournalisterne i Jysk Fynske Medier, som er blevet skåret fra 45 fotografer til 11 siden 2016.

Også blandt de tilstedeværende var det et gennemgående tema, at der var behov for sammenhold.

Søren Westergaard Sørensen sagde:

”Selv om vi er en interesseorganisation, kan vi godt lege fagforening og komme på barrikaderne, når der sker sådan noget. Det er vores visse død. Hvor mange freelancere er der kontra fastansatte? Det er et tegn på, at det hele er ved at gå ad helvede til,” sagde Søren Westergaard Sørensen.

Cathrine Ertmann kritiserede informationsniveauet om eksempelvis Ritzau Scanpix-aftalen:

”Havde vi hørt om det tidligere fra forbundet, havde vi ikke ageret som hu-hej vilde dyr. Så kunne vi have talt mere om, hvordan vi agerer i det. Søren nævner barrikaderne. Der skal vi alle hen sammen.”

Jeanette Pardorf bakkede op og rettede en kommentar direkte til den kritiske Jens Astrup:

”At gå derned og fortælle om, hvordan han oplever sin virkelighed. Det skal vi bare sige tak for. Det kan godt gøre ondt, men lad os nu gøre noget sammen. Og bestyrelsen: I må være bedre til at kommunikere. Dette er en hånd, der bliver rakt frem. Og til Jens. Bliv her, for pokker,” opfordrede hun.

Efter debatten blev bestyrelsens beretning vedtaget ved skriftlig afstemning. 52 stemte for. 38 stemte imod. 14 undlod at stemme.

Arbejder på ny fotoportal

På generalforsamlingen fortalte bestyrelsen også, at den er ved at undersøge, om Pressefotografforbundet kan lave en portal, hvor medlemmernes arkivbilleder kan blive solgt.

Ligeledes skal det her være muligt at få overblik over PF-medlemmerne for arbejdsgivere, der er interesseret i at bruge deres arbejdskraft.

Portalen vil koste 350.000 kroner at lave, lød det fra Lars Lindskov. Han forklarede også, at PF har været i samtaler med en virksomhed om at lave portalen.

”Vi er meget optimistiske,” sagde han, men understregede, at pengene kun ville blive brugt, hvis det videre arbejde viste, at det kunne lykkes.

Der blev blandt andet fra Søren Westergaard Svendsen sat spørgsmålstegn ved, hvor sikker bestyrelsen var på, at det var en god idé.

”Det er 350.000 kroner. Vi skal ikke bare rutte med dem. For hvis ikke det fungerer, har vi jo spildt pengene,” sagde han.

Flemming Hansen, fotograf ved Herning Folkeblad, bakkede forslaget op.

”Hvis det her kan forbedre vilkårene for os, synes jeg dælme, vi skal give det forsøget,” lød det fra ham.

Forslaget blev vedtaget med stort flertal.

Den nye bestyrelse

Derudover blev regnskabet og næste års budget for PF gennemgået og vedtaget.

Regnskabet viste, at PF havde haft et overskud på 131.251 kroner i det forgangne år. Der var budgetteret med et underskud på 123.500 kroner.

Den største post på budgettet var Årets Pressefoto, som kostede 1,4 millioner kroner, en stigning fra året forinden på næsten 300.000 kroner.

Det vakte bekymring, om udgifterne til Årets Pressefoto fortsat ville stige. Men det er ikke planen, lød det fra Lars Lindskov, der pegede på, at budgettet for Årets Pressefoto næste år er 1,2 millioner kroner.

I 2020 budgetteres der med et samlet underskud på 305.500 kroner.

Til sidst blev der valgt bestyrelse og suppleanter til bestyrelsen i PF.

Formand er fortsat Lars Lindskov.

Bestyrelsen består fremover af nyvalgte Sisse Stroyer, Lars Horn og Mikkel Berg samt de siddende bestyrelsesmedlemmer Angelina Owino, Martin Lehmann, Robert Wengler og Joachim Adrian.

Suppleanter til bestyrelsen er Michael Bager, Nils Meilvang og Jens Nørgaard Larsen.

Rettet den 19/11 klokken 09.09. I første omgang havde Journalisten skrevet, at der kun var tre medlemmer af bestyrelsen. Det er nu rettet til, at tre nye er valgt ind, imens flere andre stadig er en del af bestyrelsen.

5 Kommentarer

Hans Otto
22. NOVEMBER 2019
Når jeg spurgte, er det fordi du også skriver om “..SKARP kritik af politi..” i samme nyhedsbrev. Måske nok lige Ekstrablads-agtigt....
Mvh
Hans Otto
Ole Obitsø
22. NOVEMBER 2019
Kære Hans Otto,

Tak for dit spændende spørgsmål.

Hvis jeg skulle give en karakter, lidt som de gør ved fodboldkampe, vil jeg sige, at Lars Lindskov leverer en Simon Kjær-agtig præstation. Der er mange bolde, der skal sparkes ud af feltet.

Derfor karakteren seks. Det lykkes jo meget godt, men ikke uden modstand fra tilhørerne.

Selve indholdet i kritikken og svarene kan jeg ikke forholde mig til. Det er udelukkende SKARPheden, vi taler om her.

Med venlig hilsen
Ole Obitsø, som var tilstede
Hans Otto
21. NOVEMBER 2019
Kære Ole Ibitsø.
Vil du give en karakter på SKARPheden i kritikken af PFs formand, idet jeg formoder at du var tilstede.....fx mellen 0-10?
Mvh Hans Otto
Ida Sønderby Rosgaard
18. NOVEMBER 2019
Hvordan gik det mon med forslaget om at få PF omdannet til en specialgruppe?
Niels Riis Ebbesen
18. NOVEMBER 2019
Hmm... man indgår da ikke en aftale, som man bagefter skal gå rundt og ærgre sig over...

Flere

Læs også

Lindskov trækker sig fra fordeling af ophavsretsmidler

23. NOVEMBER 2018

Kampvalg afgjort: Lars Lindskov forbliver formand for pressefotograferne

08. NOVEMBER 2018
”Dem, der har skrevet under, må have gjort det med en pistol for panden”

”Dem, der har skrevet under, må have gjort det med en pistol for panden”

04. NOVEMBER 2019