Forskerne Mark-Blach Ørsten og Kim Schrøders undersøgelse skød en optimistisk debat i gang blandt mediecheferne Lea Korsgaard, Sandy French og Tom Jensen. Klaus Holsting
Det starter rigtigt godt – Folkemødet.
Jeg har rygvind på cykelturen fra Rønne til Allinge, og forinden kom jeg med færgen over uden reservation. Og tilmed: Betalingsterminalen virker ikke i Pressecentret, så den kop miksede nødder og den Lion-bar, jeg har ”erhvervet” mig for at få energi til at skrive om en overraskende konklusion på Folkemødets første dag, belaster på ingen måde hverken min eller DJ’s økonomi.
Og overraskelsen? At det går over al forventning med kvaliteten af nyhedsformidlingen i de gode gamle medier.
”57 procent af dem, vi spørger, har tillid til nyhedsmedierne,” siger Mark Blach-Ørsten, der er i Allinge for at præsentere de dugfriske resultater fra undersøgelsen ’Danskernes brug af nyhedsmedier 2019’.
Det sker i Dansk Journalistforbunds telt, der som altid har plads ved røgeriet.
Og dermed ligger tilliden til danske journalisters arbejde helt i top.
”Gennemsnittet i resten af verden er 42 procent, der har tillid til nyhedsmedier,” siger Mark Blach-Ørsten.
En tur på glædens bølge
Der er også andre tal i rapporten. For eksempel er det kun 15 procent af danskerne, der er villige til at betale for nyhederne. Og det tal står urokkeligt stille i Danmark, hvorimod nabolandene Norge og Sverige har stigende betalingsvillighed – nu henholdsvis 34 og 27 procent. Det vender vi tilbage til, når dagens moderator Tine Johansen, næstformand i DJ, begynder at bore i det.
Først tager vi tur på glædens bølge blandt de tre i panelet: Lea Korsgaard, chefredaktør på Zetland, Sandy French, nyhedschef i DR, og Tom Jensen, chefredaktør på Berlingske.
Vi starter med Tom. Inden seancen i DJ’s telt gik i gang, roste jeg ham for, at Berlingske så tydeligt deklarerer, hvor de får deres historier fra. Berlingske er også suverænt god til at bringe nuancerende opfølgninger. Jeg synes, avisen i den grad udfordrer Politiken.
Den ros siger han tak for.
Synes du i øvrigt, at denne artikel er skrevet med et lidt anderledes twist, så smil også lidt til Lea Korsgaard, som meget præcist proklamerer, at forestillingen om, at der ikke er et menneske inde i fortælleren, må pakkes væk, hvis man skal få nogen til at betale for historierne.
Så mens jeg sidder og tager noter, mens jeg spekulerer over det paradoksale i, at jeg pludselig er en berømthed, som mange vil hilse på, fordi jeg tager en tiltrængt pause på Twitter, disponerer jeg min tekst i hovedet, sådan som den skal præsenteres for læserne.
Og der kommer Klaus Holsting, Journalistens fotograf på denne reportagetur, og jeg får hen over tastaturet instrueret ham i, hvem der er forskerne, og hvem der er panelet – og hvordan man jo kunne skyde motivet.
Klaus Holsting er en anden berømthed. Et udsnit af hans 90 billeder af politikere med lukkede øjne hænger i en lille lund på festivalområdet.
Og da vi passerer de anderledes og tankevækkende portrætter, står en mor og en datter – formoder jeg – og roser billederne.
Så jeg siger til dem, at det ”er ham her, der har taget dem”. Så tager det lidt længere tid at komme forbi.
Hvor blev de sociale medier af i valgkampen?
Da Lars Løkke Rasmussen udskrev folketingsvalget, skrev jeg på Twitter – ja, dengang jeg stadig var aktiv der – at ved dette valg ville de sociale medier blive helt, helt afgørende.
Det var ironi – fordi de sociale mediers totale gennembrud som stedet, hvor nyhedsdagsordenen sættes, har været forudsagt, siden Facebook holdt sit indtog.
Og derfor er det spændende, at Tom Jensen hurtigt konstaterer, at det jo heller ikke skete denne gang.
”Hvem satte dagsordenen ved de to valg? Det gjorde politikerne med deres substantielle udspil! Det gjorde de klassiske medier, med deres substantielle dækning! Og det gjorde befolkningen, blandt andet ved at sætte klimaet på dagsordenen! Det er sindssygt opmuntrende,” siger han – og kigger ud i teltet.
Faktisk så Tom Jensen kun en enkelt ny tendens på de sociale medier i denne omgang. Han lagde mærke til, at politikerne begyndte at rose hinanden, også selv om de ikke var politisk enige.
”Det var dejligt, men ellers skete der ikke noget nyt,” siger han.
Hurtigst er ikke smart
Lea Korsgaard har gjort sig en iagttagelse, der ligger i fin forlængelse af den medieform, hun selv repræsenterer – digital slowfood.
”I den forrige valgkamp var volumen og hurtighed det vigtigste for medierne. Men nu er der kommet en vis form for besindelse. Det nyeste er ikke altid der vigtigste. Og det at komme først er ikke et kvalitetsstempel. Tværtimod.”
Kan det mon fortsætte, tænker du nok nu, kære læser – hvor er malurten? Malurten er, at der er for få, der vil betale for kvaliteten. Men som skrevet ovenfor, så venter vi lidt med at dryppe den i bægeret. Sandy French har nemlig også en opløftende replik:
”Efter valgdækningen havde jeg for første gang lyst til at skrive en kronik. Om hvor dygtige og kompetente politikere og medier, vi har i det her land. Det, vi diskuterede, var substans og holdninger. Det kan vi som samfund være stolte af!”
Og Tine Johansen runder runden af:
”Ja, det var udråbt til at være de sociale mediers valg, men mange medier gik jo analogt. Selve forsamlingshustanken har jo vundet indpas!”
Helt i forlængelse af det kan panelet også konstatere, at den megen snak om fake news viste sig at være falsk alarm.
Hvem skal nu betale?
Og så kommer Tine Johansen med den teasede malurt. For undersøgelsen viser jo, at det stadigvæk kun er 15 procent af danskerne, der siger, at de vil betale for deres nyheder.
Og der er det måske meget sjovt, at Sandy French siger, at DR har fundet en smart model, hvor man bare tvinger brugerne til at betale. Hvorpå Lea Korsgaard siger, at danskerne gerne betaler for kvalitet:
”Danskerne betaler gladelig for Spotify og HBO. Danskerne vil i den grad betale. Men ikke for os – nyhedsmedierne.”
Tine Johansen drypper lidt mere malurt i bægeret ved at minde om, at hun, og mange andre, jo gerne betaler 299 kroner om måneden for et fitness-kort, som de aldrig bruger.
”Hvorfor vil de så ikke betale for medierne?” spørger hun.
Det spørgsmål hænger lidt og blafrer mellem de hvide teltvægge.
Tom Jensen siger så, at han også er overrasket, men at han ikke er i tvivl om, at vi kigger ind i en digital betalingsfremtid.
Sandy French minder lidt udfordrende om, at det kun er få år siden, at store mediehuse brugte uanede beløb på at distribuere nyheder gratis online.
”Man opdrog et helt land til, at nyheder ikke koster penge. Det er altså en ting, medierne selv har skabt!”
Tine Johansen bryder ind:
”Tom, er du enig i, at aviserne har opdraget folk til, at nyheder var gratis?”
Tom Jensen:
”Det var før min tid! Men ja, det er da rigtigt. Derfor er det da en opgave at komme tilbage og sige, at nu koster det.”
Stop larmen
En redningshelikopter krydser hen over røgeriet, og Lea Korsgaard siger samtidig, at det, de unge vil betale for, er medier, der lukker døren til støjen.
”Hvis du vil nå de unge, skal du skabe en nyhedsoase, hvor du ikke præsenterer et væld af nyheder, men zoomer ind. De kan lide, at vi udgiver ganske lidt og går i dybden med det,” siger hun.
Og så lander historien der, hvor samme Lea Korsgaard opfordrer til, at vi i medierne gør op med de usynlige fortællerstemmer.
”De unge kan godt regne ud, at den stemme, der fortæller, jo kommer et sted fra. Så fortæl dog fra et personligt sted!”
Tom Jensen er meget enig. For det virker ikke at fortælle nyhedshistorier, som vi har gjort i 250 år.
”Hvis vi fortæller historien, som vi troede, det var rigtigt engang, så falder artiklen død til jorden. Der er ved at ske noget med journalistikken, og det er godt!”
6 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Flere