
Jens Dige / Ritzau Scanpix
Dagbladet Information er nået en milepæl. Avisen har nu flere digitale abonnenter end printavisabonnenter. Og den digitale fremgang er kommet, selv om Information indtil for fem år siden gav de fleste artikler gratis væk på nettet.
Dengang var kommerciel direktør Morten Jørgensen Stald modstander af, at så meget stof var gratis.
”Vi talte meget om det dengang, og vi havde meget forskellige overvejelser. Jeg var som kommerciel mand naturligvis fortaler for, at vi tager betaling for vores journalistik,” siger han.
Men da Information gik fra fri adgang til digital abonnementsbetaling i 2015, førte det imidlertid ikke til de store protester fra læserne.
”Jeg husker ikke, at der var mange reaktioner,” siger Morten Jørgensen Stald.
Siden er antallet af digitale abonnenter eksploderet.
”Det viste sig, at vores læsere er meget digitale. De var bare ikke digitale med os,” forklarer Morten Jørgensen Stald.
Folk er mere parate
Digital redaktionschef Martin Ingolf tror, fremgangen skyldes, at der generelt er kommet en kultur med større digital betalingsvillighed.
”Folk er blevet mere parate til at betale for indhold. Det ser man med Netflix og Spotify. Det er den udvikling, som vi skriver os ind i,” siger Martin Ingolf.
De digitale abonnenter får adgang til alle artikler på nettet og e-avisen. Nogen abonnenter modtager desuden avisen fredag og lørdag.
Væksten i abonnenter er sket, uden at Information følger nyhedsstrømmen eller løbende opdaterer med nye historier time for time.
”Vi laver ikke hurtige nyheder, og vi bruger heller ikke Ritzau særligt meget,” siger Martin Ingolf.
Hellere timing end hurtighed
Redaktionen går mere op i timing af avisens eget indhold. At historien kommer på det rigtige tidspunkt.
”Vi kan for eksempel gemme en historie, så den passer til læsemønsteret. En longread om morgenen giver for eksempel ikke mening,” siger Martin Ingolf.
Desuden satser Information på, at abonnenterne får kendskab til netop de artikler, de interesseser sig for via nyhedsbreve om for eksempel klima, videnskab og litteratur.
”Man kan også følge specifikke journalister og emner, hvor man bliver adviseret. Det har ret stor effekt,” forklarer Morten Jørgensen Stald.
Morten Jørgensen Stald vil dog ikke komme med anbefalinger til, hvad andre dagblade skal gøre for at tiltrække betalende læsere.
”Det er ikke one size fits all. Vi kan helt klart lære meget af hinanden, men der er også store forskelle i vores journalistik, målgrupper og forretningsmodeller. Det, der passer os, passer måske ikke Ekstra Bladet.”
I årsrapporten fra Dagbladet Information fremgår det, at nettoomsætningen i 2019 var på 132 millioner imod 123 millioner i 2018. Avisens overskud er vokset fra 1,7 millioner kroner til 3,3 millioner kroner i 2019.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Tak for din kommentar.
Lidt flere detaljer: Den digitale andel af Informations oplag er nu mere end halvdelen af det samlede oplag. Det digitale oplag består at rene digitale abonnenter, der slet ikke modtager papiravisen - og digitale abonnenter, der får avisen fredag og lørdag. Sidstnævnte abonnenter tæller forholdsmæssigt mindre i det digitale regnskab, fordi det kun er fire ud af seks dage, de kun få Information digitalt.
Bh Jakob Albrecht, Journalisten