»Der er behov for et nyhedsbrev, som hylder al den kvalitetsjournalistik, der drukner i kampen om at komme først.«
Det siger 27-årige Anders Schäffner. Onsdag udsendte han første udgave af det gratis nyhedsbrev Tyngdepunkt. Indtil videre har 330 tilmeldt sig.
Ifølge Anders Schäffner konkurrerer netmedier typisk om læsernes opmærksomhed ved at være først eller præsentere historier, brugerne taler om.
»Midt imellem ligger de komplekse sager, som folk gerne vil læse om – for eksempel konflikten mellem Ukraine og Rusland. Det er en vigtig historie. Men den drukner i nyhedsstrømmen. Det er derfor, vi i min generation ved mere om Nikita Klæstrups tanline end om Rusland og Ukraine,« siger han.
Det første nyhedsbrev handler også om Socialdemokratiets politiske planer frem mod 2025 og Islamisk Stats lurende nederlag i Irak og Syrien. Der er links til blandt andre Altinget, DR, TV 2, BT og Washington Post.
Tyngdepunkt er et kurateringsmedie, der præsenterer det bedste fra andre medier. Anders Schäffner laver med andre ord ikke nyhederne selv.
»De færreste mediehuse tør skabe trafik til konkurrenterne i deres nyhedsbreve. Det behøver jeg ikke tænke på,« siger Anders Schäffner, der til daglig arbejder som digital udviklingsredaktør.
Han har ikke stiftet noget firma i forbindelse med lanceringen, for det er ikke planen at tjene penge på Tyngdepunkt.
»Det er et rent hobbyprojekt, hvor jeg vil ændre måden, vi finder frem til kvalitetsjournalistik på.«
Tyngdepunkt skal efter planen udkomme tre gange om ugen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.