Dit nyhedsbrev kan ende i spamfilteret, før du aner det

Nyhedsbreve er i voldsom fremmarch, men nye algoritmer i for eksempel Gmail kan hurtigt kategorisere dit nyhedsbrev som spam. ”Det er en overset ting inden for nyhedsbreve,” lyder advarslen

De seneste år er nyhedsbreve blevet set som en smart måde for virksomheder, organisationer og medier at komme i direkte forbindelse med brugerne.

I den seneste Digital News Report 2020 fra Reuters Institute for the Study of Journalism står der, at 16 procent af danskerne får nyheder via nyhedsbreve.

Men ifølge David McNally, medstifter at Ubivox, der leverer email-løsninger til små og store virksomheder, er Gmail og Hotmail blevet så avancerede, at indbyggede algoritmer kan sende nyhedsbrevet direkte i spamfilteret.

”Det er en overset ting inden for nyhedsbreve, at der er sket store ændringer i den måde, spamfiltre fungerer. Tidligere var det nemt at spotte spam. Hvis der for eksempel stod ”Viagra” i emnefeltet, var det nok spam. Ellers var det nok ikke,” siger David McNally.

Rammer medier, virksomheder og organisationer

Det er et problem, der rammer alle, uanset om afsenderen er et medie, virksomhed eller organisation.

”Vi har en hel del offentlige myndigheder som kunder, og de har den samme problematik,” siger han.

David McNally forklarer, at afsenderne af nyhedsbreve ofte går meget op i nyhedsbrevets indhold, og hvornår det skal udsendes.

”Men uanset hvor godt man synes, man har skrevet emnefeltet, så gør det ikke en forskel, hvis mailsystemet sorterer mailen fra,” forklarer David McNally.

Og det sker i stigende grad, fordi spamfiltre bliver mere og mere skræddersyet den enkelte modtager.

”Det sker på basis af profilering og algoritmer på samme måde, som Facebook gør det i deres nyhedsfeed,” forklarer han.

Som ringe i vandet

Hvis modtageren for eksempel undlader at åbne et nyhedsbrev en række gange, tror eksempelvis Hotmail eller Gmail, at det er spam.

”Det kan betyde, at 5-10 procent af modtagerne slet ikke modtager nyhedsbrevet,” siger David McNally.

Hvis et nyhedsbrev ender i spamfilteret hos mange modtagere, tager Hotmail eller Gmail det som et signal om, at nyhedsbrevet er spam. Og dermed vil færre nyhedsbreve ende i indbakken.

”Det breder sig som ringe i vandet.”

Drop de passive modtagere

Ubivox opfodrer deres kunder til at holde øje med åbningsraten, før problemet vokser sig stort.

”Når nogle modtagere mister interessen, så skal man fange signalet.”

Han siger, at man skal se passivitet som en framelding.

”Modtagere, der i en periode ikke åbner dine mails, skal du fjerne fra listen.”

Det er bedre at miste dem som modtagere på listen end ikke at lave en oprydning.

”Passive modtagere sender nemlig et tydeligt signal til Hotmail og Gmail om, at ens nyhedsbrev ikke er godt nok,” forklarer han.

0 Kommentarer

Læs også

Nyhedsbrev hylder den gode journalistik

18. AUGUST 2016