Kreds 4 linker fotograf til schæferhundeklub

Fotograf håbede, at omtale i Kreds 4's nyhedsbrev ville give en masse opmærksomhed. Men de interesserede havner i en hundeklub i Roskilde.

Fotograf håbede, at omtale i Kreds 4's nyhedsbrev ville give en masse opmærksomhed. Men de interesserede havner i en hundeklub i Roskilde.

Vov. Vov. Nej, fotograf fra DJs Kreds4 Ulrik Tofte har intet at gøre med schæferhundeklubben i Roskilde. Men ved en fejl ender læserne af Kreds 4s nyhedsbrev på hundeklubben hjemmeside.
I nyhedsbrevets omtale af Ulrik Tofte er der nemlig linket til hundeklubbens hjemmeside http://www.kreds4.dk/ i stedet for Journalistforbundets Kreds 4-side: http://www.djkreds4.dk/

Ulrik Tofte siger til Journalisten.dk, at han havde håbet, at interviewet til nyhedsbrevet kunne udvide hans netværk til andre DJ-medlemmer i lokalområdet. Men indtil videre har hans optræden kun ført til fire besøg på hans hjemmeside.

Det var Kreds 4s formand Kirsten Wulff, der sendte nyhedsbrevet om Ulrik Tofte ud. Hun beklager fejlen. Men peger på, at det rigtige link trods alt stod tre andre steder i nyhedsbrevet.
»Når folk opdager, at et link ikke virker, har de jo også mulighed for at gå ind ind via Google eller forbundets hjemmeside,« siger hun.

Ifølge Ulrik Tofte er problemet, at folk er meget utålmodige på nettet.
»Og når jeg har brugt flere timer på at lave interviewet, er det ærgerligt at linke til gode råd om hundedressur,« siger han.

Kirsten Wulff siger til journalisten.dk, at hun ikke vidste, at navnet Kreds 4 bruges af andre.

Kreds4 – altså hundeklubben – oplyser, at der er indskrivning til den nye sæson lørdag den 7. februar 2009. Husk vaccinationskort og forsikringsbevis.

0 Kommentarer