»Folk må åbne øjnene for virkeligheden.«
Sådan siger fotograf Janus Engel, efter at hans fotoessay fra Langeland har bragt sindene i kog på Langeland. Politiken er blevet bestormet af vrede læserhenvendelser som aldrig set før, og over 200 langelændere inklusive øens borgmester mødte op, da Politiken torsdag valgte at holde et debatmøde i Rudkøbing om Janus Engels billeder.
Over for Journalisten fastholder borgmesteren i Langeland Kommune, Bjarne Nielsen (V), sin kritik af, at fotoserien fokuserer ensidigt og negativt på Langeland.
»De har valgt at lave alle billeder fra øen mørke og dystre og har gjort øen til et sted, man overhovedet ikke skal tage hen. Og det er ærgerligt, for der er mange positive ting i gang og virkelig flot natur på Langeland,« siger borgmester Bjarne Nielsen.
Fotograf Janus Engel er helt uenig med borgmesteren i, at han fremstiller Langeland ensidigt negativt.
»Hvis man ser på billedsiden, mener jeg ikke, at jeg er for negativ. 14 ud af 22 af mine billeder er i mine øjne positive. Jeg har haft meget løse briller på og ladet langelænderne selv styre, hvad der var spændende at fotografere,« siger Janus Engel.
Stærke kvinder og en kostald
Politiken har først bragt Janus Engels 22 billeder over syv sider i papiravisen og sidenhen på avisens website. Serien tæller blandt andet fotografier af en stribe amfetamin på en cd, kyssende unge mennesker og en bil, der bliver skubbet i gang.
Janus Engel forstår ikke, at hans motiver for billederne vækker kritik.
»Jeg kan ikke se, hvordan det er negativt at tage med til en halfest eller fotografere en fløjtende mand i en kostald. Jeg synes også, at eksempelvis pigefrokosten er en fantastisk fortælling om to kvinder, der selv får stablet et arrangement på benene, som bliver udsolgt på 40 minutter. Hvis det er negativt, så er der virkelig stor forskel på, hvilken rolle medierne skal spille, og hvad de lokale mener, at medierne skal gøre,« siger Janus Engel.
Ifølge borgmester Bjarne Nielsen har Politiken ikke udvalgt billeder, der giver et retvisende billede af Langeland.
»Folk får en negativ tilgang til Langeland i stedet for at blive interesserede og nysgerrige. Det er jo ikke nødvendigt at gøre alt dystert. Og selv de mange velfungerende personer i serien bliver jo skildret, som om der er noget galt,« siger Bjarne Nielsen.
Hvem er det for eksempel?
»Det er pigen med cigaretten, der bliver fremstillet meget trist.«
Men der står vel også i teksten, at hun har mange udfordringer i sit liv?
»Jo, det er også rigtigt og fint nok med den enkelte. Men så har du billedet af manden med sine to hunde. Han er ansat på Lejbøllegård, som han bestyrer, og hvor han afholder loppemarkeder. Han fremstår som en, der ikke kan klare sig selv, når det i virkeligheden ikke er tilfældet,« siger Bjarne Nielsen med tanke på en mand, som er blevet fotograferet med sine to livlige Sankt Bernhardshunde.
Store, savlende hunde
Janus Engel mener, at særligt billedet af manden med hundene er et af de mest positive i fotoserien.
»Hundene var med til at definere ham. De ligger på gulvet og savler og vil vildt gerne op på skødet af ham, og de er jo mega søde. Og han har en porcelænshund stående, og han har taget navn efter en af sine døde hunde. Jeg synes ikke, det er negativt. Jeg synes, det er menneskeligt,« siger Janus Engel.
Det er borgmesteren uenig i.
Synes du, det er et problem, at han bliver fotograferet med sine hunde?
»Ja, det synes jeg faktisk. Det burde man have ladet være med,« siger borgmester Bjarne Nielsen.
I fotografens optik er manden med hundene en skæv eksistens fra Langeland. Men:
»Måske er han ikke så meget skævere end alle andre. Han bidrager jo enormt meget til Langeland og fortæller også, at han vil bo der, til han dør. Det viser, at Langeland er fyldt med diversitet og er et mangfoldigt samfund, der rummer alle slags mennesker,« lyder det fra Janus Engel.
Præmissen for fotoessayet var, at Langeland som landets fattigste kommune var et godt udgangspunkt for at vise det såkaldte Udkantsdanmark, fortæller Janus Engel. Det var en hård præmis, erkender han, men det er ikke journalisters rolle at lave en turistbrochure.
»Langeland har bare mange parametre, som passer godt til ordet Udkantsdanmark, som vi ellers ikke må sige. Jeg har forsøgt at vise Langelands menneskelige side og bringe det i øjenhøjde med resten af Danmark,« siger han.
En personlig fotohistorie
I alt tilbragte Janus Engel en måned på Langeland for »at komme ind under huden på Langeland«. Han har fået venner på øen, forklarer han, og har forsøgt at trænge ind bag fordommene om Udkantsdanmark.
»Jeg forstår slet ikke, at borgmesteren siger, at vi skal holde os væk, hvis vi vil fortælle om Langeland sådan her. Men måske vil folk hellere se noget andet end det almindelige og uperfekte. Jeg synes ikke, det er en dårlig historie, vi har lavet. Det er en ærlig historie. Men det er også min historie. Og det er også derfor, vi kalder det et fotoessay,« siger fotografen.
Borgmester Bjarne Nielsen finder ikke, at det billede af Langeland, Janus Engel tegner, er ærligt.
Nu har fotografen været på øen i en måned, og der er valgt nogle billeder ud fra det. Er det ikke også en del af journalistik, at man vælger det mest interessante ud fra virkeligheden?
»Det er jo journalisters lod, og det har de lov til at gøre. Jeg forventer heller ikke et reklamefremstød for Langeland. Men jeg synes, at det her var alt for meget,« siger Bjarne Nielsen.
Mener du, at fotografen intentionelt har forsøgt at tegne et forkert billede af Langeland?
»Nej, altså, det mener han jo ikke selv, og der er jo også nogle andre fra avisen, der har udvalgt de her billeder til den her serie, og det ved jeg godt. Men han har ikke forsøgt det med vilje,« siger borgmester Bjarne Nielsen.
Troede ikke på amfetamin
Janus Engel ville ønske, at borgmesteren ikke brugte sin energi på at kritisere fotoserien. I stedet bør han se på de positive ting, billederne også viser, og samtidig fokusere på serien som en anledning til at tage hånd om de problemer, der også er på Langeland.
»Jeg har blandt andet på Facebook læst, at en af de første kritikere af serien simpelthen ikke tror på, at unge piger vil tage amfetamin inden en rundboldkamp. Det viser vel netop, at der er brug for at tale om det her, og at det er godt, at billedet er med,« siger Janus Engel, der peger på Politikens eget debatarrangement som noget, borgmesteren kunne have brugt konstruktivt.
I stedet var fokus på mødet blandt andet på, at Janus Engel havde fotograferet en kvindelig præst på en måde, så det næsten så ud, »som om hun sidder og klynker«, som borgmester Bjarne Nielsen formulerer det.
Kan langelænderne ikke have en pointe i, at mange af billederne er dystre og mørke?
»Jo, men jeg tror, det er et kulturclash. Bare fordi solen ikke skinner, eller folk ikke smiler, så er det jo ikke negativt. Det er en anden slags æstetik, som jeg vil kalde mere poetisk. Billedet af præsten er mørkt, men det er jo også aften og skudt i naturligt lys. Jeg synes, det viser kærlighed og omsorg,« siger Janus Engel.
Sidste dråbe i udkantsbægeret
Fotograf Janus Engel forstår godt, at langelænderne kan være frustrerede over at blive sat i boks som udkantsdanskere. Han mener, at vreden ikke så meget skyldes billedserien, som det skyldes mange års fokus på Udkantsdanmarks tilbagegang.
Ifølge ham er flere langelændere dog bange for at tale imod de personer, som er utilfredse med serien.
»Den her serie har måske været dråben, der fik bægeret til at flyde over. Der er også nogle, som synes, det har været pinligt at være langelændere i den her debat, fordi man ikke bør lukke øjnene for de ting, der er med i serien,« siger han.
Borgmester Bjarne Nielsen mener, der er stor forskel på, hvordan langelænderne og andre opfatter serien. Det skal man have forståelse for, lyder det.
»Jeg tror, langelænderne føler sig udstillet og trådt over tæerne. De bliver fremstillet underbegavede og som nogle, der lever underligt. Jeg tror, det er det, de føler,« siger han.
Politiken har som afslutning på sagen tilbudt langelænderne selv at sende 22 billeder ind til avisen, som fotochef Thomas Borberg vil bringe på avisens website. Borgmester Bjarne Nielsen kalder idéen spændende, men frygter også, at det er ment som en latterliggørelse af beboerne på Langeland.
9 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Fotograf Janus Engel er helt uenig med borgmesteren i, at han fremstiller Langeland ensidigt negativt.
Der har vi problemet. Engel forstår det ikke. Han kryber i fotograf-skjul. Hovedstads-imperialisme når den er værst.
Jeg synes at det er nogle meget smukke billeder, der viser mennesker på godt og ondt. De findes alle vegne. Ikke kun på Langeland, som i øvrigt er en smuk ø.
Lad mig indledningsvis citere nogle af Politikens journalistiske grundregler:
”Politikens journalistik skal være kritisk, saglig, korrekt og fair. Journalisten skal gå åbent og fordomsfrit til opgaven og undgå generaliseringer og stereotype fremstillinger...”.
Derefter min vurdering af det tillæg, som Politiken bragte den 16. august og med en henvisning, der fyldte 2/3 af forsiden: ”Meget er gået i stå i landets fattigste kommune. Langeland er indbegrebet af Udkantsdanmark”.
Et efter min mening fuldstændigt usagligt og unfair tillæg, hvor avisens redaktionelle medarbejdere ”går fordomsfuldt til opgaven med tåbelige generaliseringer og stereotype fremstillinger”.
Jeg vil betegne tillægget som noget af det værste journalistiske makværk, jeg endnu har set. Her er ingen nuancer og ingen saglige forklaringer, men en række fordomme fra en fotograf, der kun ”har banket på døre”, der kunne underbygge hans fordomsfyldte og helt forkerte billede af Langeland.
”Hvordan tager livet sig ud, når resten af verden er kørt forbi?”, lyder spørgsmålet i henvisningen på forsiden.
Jamen, Herre Jemini for en gang platuglejournalistik.
Hvis Politiken skulle ønske at rette op på den fordomsfulde og ringeagtende journalistik – hvilket ethvert seriøst dagblad ville gøre - giver jeg gerne avisen tip til et tillæg med at helt andet og langt mere korrekt billede af Langeland.
Enig, Erik Frodelund.
København-splaining, når det er værst, når fotografen påstår: I kan ikke selv se hvordan I har det, nu skal jeg viser jer det.
Ja ja, det er et essay, men som jeg ser det med det hovedformål at afspejle en tristesse som fotografen render rundt med. Han opsøger så et sted, som i Politiken-mytologien kaldes "Udkantsdanmark" og så finder han de motiver, der afspejler sin egen Verfremdung og Weltschmerz - hvilket jeg ikke kan bebrejde ham at han lider af, taget i betragtning at han må tilbringe meget af sin hverdag i hovedstaden.
Den slags projicering kan gå an i fotografi som kunstart, men ikke i fotojournalistik. Hvorfor er det lige at alt andet end en grundtrist portrættering af en egn og et folk hånligt skal kaldes "turistbrochure"?
Langeland og mange andre dele af Danmark har det, som vi mangler i byen og i politik, nemlig sammenhængskraft. Den kunne være god at få sat billeder på. Det kan godt være de ikke har mange penge, men på Langeland tages flygtningene varm imod, du er aldrig alene, for dine naboer hilser og hjælper. Der er højt til loftet - udover alt det andet, som resten af Danmark også bakser med. At fotografen ikke har set det særlige ved Langeland, må være fordi han ikke har haft øjene åbne, eller ikke har haft intentionen om at se hvem de er på Langeland. Tristessen var målet, Langeland var midlet.
Jeg ved der er et dagligt pres, bare det at overleve cykelturen fra det smarte Nørrebro ind til Rådhuspladsen, for ikke at nævne at få sin latte serveret med den rigtige mælk i, og så vil fotochefen måske ikke engang sende fotoeleven til Novogorsk for at få lavet det personlige essay med nogle fotogene fattige statister. Og så skal man også have vundet ÅP inden man bliver færdiguddannet for det ser godt ud på CV-et.
Som det måske fremgår, så er jeg træt af at medierne laves og udtænkes i Kbh og bruger resten af danskerne som palette, og som så ikke må have en anden mening om resultatet.
Get a life - på Langeland måske?
Det er en klassisk konflikt. En konflikt, jeg i min tid som lokaljournalist også oplevede flere gange. "Hvorfor skriver I ikke om dit i stedet for dat". "Sådan var det altså ikke kun" osv. osv. har det lydt i min telefon og mailboks mange gange.
Konflikten bunder vel i en lokal stolthed over sin egn og så i den misforstået opfattelse, at aviser er til for at male glansbilleder og ikke "må" vise en egn, et sted eller en begivenhed fra flere sider.
"Det er altså ikke vores opgave at lave turistbrochurer", som Thomas Borberg fra Politiken så rigtig sagde til de forargede langelændere.
Og med tilfældet på Langeland handler konflikten vel også om, at de færreste af os bryder os om, at der bliver hængt et spejl op på væggen (eller i det her tilfælde en avis), som reflekterer alle vores sider - ikke kun de gode.
For uanset, hvor meget Langeland værger sig ved det, så er 33,2 pct. af deres befolkning i den arbejdsdygtige alder altså offentligt forsørget, ligesom de har den laveste gennemsnitsindkomst blandt alle landets kommuner.
Det de tal er et tegn på, vil alt andet end lige afspejle sig i en fotoserie, som er rigtig god og langt fra nogen "udstillelse" eller hvad det nu er langelænderne er så kede af det. Det er faktisk en rigtig fin serie, der viser et udsnit af Danmark anno 2015.
Så jeg bliver sgu ærlig talt lidt træt af den klassiske: "det er også bare de køvenhavnere, der ikke har en føling med 'folket' i deres fine rækkehuse på Østerbro, hvor de sidder i deres Wegnerstol og drikker dyr kaffe, mens de læser Politiken og ser DRK".
Politiken skal altså ikke undskylde, når deres eneste 'forbrydelse' blot er, at de har været forbi med et spejl. Bevares, et spejl, der er i stand til en redaktionel udvælgelse, men ikke et spejl, der kan lave sine egen billeder.
Flere