»Folk må åbne øjnene for virkeligheden.«
Sådan siger fotograf Janus Engel, efter at hans fotoessay fra Langeland har bragt sindene i kog på Langeland. Politiken er blevet bestormet af vrede læserhenvendelser som aldrig set før, og over 200 langelændere inklusive øens borgmester mødte op, da Politiken torsdag valgte at holde et debatmøde i Rudkøbing om Janus Engels billeder.
Over for Journalisten fastholder borgmesteren i Langeland Kommune, Bjarne Nielsen (V), sin kritik af, at fotoserien fokuserer ensidigt og negativt på Langeland.
»De har valgt at lave alle billeder fra øen mørke og dystre og har gjort øen til et sted, man overhovedet ikke skal tage hen. Og det er ærgerligt, for der er mange positive ting i gang og virkelig flot natur på Langeland,« siger borgmester Bjarne Nielsen.
Fotograf Janus Engel er helt uenig med borgmesteren i, at han fremstiller Langeland ensidigt negativt.
»Hvis man ser på billedsiden, mener jeg ikke, at jeg er for negativ. 14 ud af 22 af mine billeder er i mine øjne positive. Jeg har haft meget løse briller på og ladet langelænderne selv styre, hvad der var spændende at fotografere,« siger Janus Engel.
Stærke kvinder og en kostald
Politiken har først bragt Janus Engels 22 billeder over syv sider i papiravisen og sidenhen på avisens website. Serien tæller blandt andet fotografier af en stribe amfetamin på en cd, kyssende unge mennesker og en bil, der bliver skubbet i gang.
Janus Engel forstår ikke, at hans motiver for billederne vækker kritik.
»Jeg kan ikke se, hvordan det er negativt at tage med til en halfest eller fotografere en fløjtende mand i en kostald. Jeg synes også, at eksempelvis pigefrokosten er en fantastisk fortælling om to kvinder, der selv får stablet et arrangement på benene, som bliver udsolgt på 40 minutter. Hvis det er negativt, så er der virkelig stor forskel på, hvilken rolle medierne skal spille, og hvad de lokale mener, at medierne skal gøre,« siger Janus Engel.
Ifølge borgmester Bjarne Nielsen har Politiken ikke udvalgt billeder, der giver et retvisende billede af Langeland.
»Folk får en negativ tilgang til Langeland i stedet for at blive interesserede og nysgerrige. Det er jo ikke nødvendigt at gøre alt dystert. Og selv de mange velfungerende personer i serien bliver jo skildret, som om der er noget galt,« siger Bjarne Nielsen.
Hvem er det for eksempel?
»Det er pigen med cigaretten, der bliver fremstillet meget trist.«
Men der står vel også i teksten, at hun har mange udfordringer i sit liv?
»Jo, det er også rigtigt og fint nok med den enkelte. Men så har du billedet af manden med sine to hunde. Han er ansat på Lejbøllegård, som han bestyrer, og hvor han afholder loppemarkeder. Han fremstår som en, der ikke kan klare sig selv, når det i virkeligheden ikke er tilfældet,« siger Bjarne Nielsen med tanke på en mand, som er blevet fotograferet med sine to livlige Sankt Bernhardshunde.
Store, savlende hunde
Janus Engel mener, at særligt billedet af manden med hundene er et af de mest positive i fotoserien.
»Hundene var med til at definere ham. De ligger på gulvet og savler og vil vildt gerne op på skødet af ham, og de er jo mega søde. Og han har en porcelænshund stående, og han har taget navn efter en af sine døde hunde. Jeg synes ikke, det er negativt. Jeg synes, det er menneskeligt,« siger Janus Engel.
Det er borgmesteren uenig i.
Synes du, det er et problem, at han bliver fotograferet med sine hunde?
»Ja, det synes jeg faktisk. Det burde man have ladet være med,« siger borgmester Bjarne Nielsen.
I fotografens optik er manden med hundene en skæv eksistens fra Langeland. Men:
»Måske er han ikke så meget skævere end alle andre. Han bidrager jo enormt meget til Langeland og fortæller også, at han vil bo der, til han dør. Det viser, at Langeland er fyldt med diversitet og er et mangfoldigt samfund, der rummer alle slags mennesker,« lyder det fra Janus Engel.
Præmissen for fotoessayet var, at Langeland som landets fattigste kommune var et godt udgangspunkt for at vise det såkaldte Udkantsdanmark, fortæller Janus Engel. Det var en hård præmis, erkender han, men det er ikke journalisters rolle at lave en turistbrochure.
»Langeland har bare mange parametre, som passer godt til ordet Udkantsdanmark, som vi ellers ikke må sige. Jeg har forsøgt at vise Langelands menneskelige side og bringe det i øjenhøjde med resten af Danmark,« siger han.
En personlig fotohistorie
I alt tilbragte Janus Engel en måned på Langeland for »at komme ind under huden på Langeland«. Han har fået venner på øen, forklarer han, og har forsøgt at trænge ind bag fordommene om Udkantsdanmark.
»Jeg forstår slet ikke, at borgmesteren siger, at vi skal holde os væk, hvis vi vil fortælle om Langeland sådan her. Men måske vil folk hellere se noget andet end det almindelige og uperfekte. Jeg synes ikke, det er en dårlig historie, vi har lavet. Det er en ærlig historie. Men det er også min historie. Og det er også derfor, vi kalder det et fotoessay,« siger fotografen.
Borgmester Bjarne Nielsen finder ikke, at det billede af Langeland, Janus Engel tegner, er ærligt.
Nu har fotografen været på øen i en måned, og der er valgt nogle billeder ud fra det. Er det ikke også en del af journalistik, at man vælger det mest interessante ud fra virkeligheden?
»Det er jo journalisters lod, og det har de lov til at gøre. Jeg forventer heller ikke et reklamefremstød for Langeland. Men jeg synes, at det her var alt for meget,« siger Bjarne Nielsen.
Mener du, at fotografen intentionelt har forsøgt at tegne et forkert billede af Langeland?
»Nej, altså, det mener han jo ikke selv, og der er jo også nogle andre fra avisen, der har udvalgt de her billeder til den her serie, og det ved jeg godt. Men han har ikke forsøgt det med vilje,« siger borgmester Bjarne Nielsen.
Troede ikke på amfetamin
Janus Engel ville ønske, at borgmesteren ikke brugte sin energi på at kritisere fotoserien. I stedet bør han se på de positive ting, billederne også viser, og samtidig fokusere på serien som en anledning til at tage hånd om de problemer, der også er på Langeland.
»Jeg har blandt andet på Facebook læst, at en af de første kritikere af serien simpelthen ikke tror på, at unge piger vil tage amfetamin inden en rundboldkamp. Det viser vel netop, at der er brug for at tale om det her, og at det er godt, at billedet er med,« siger Janus Engel, der peger på Politikens eget debatarrangement som noget, borgmesteren kunne have brugt konstruktivt.
I stedet var fokus på mødet blandt andet på, at Janus Engel havde fotograferet en kvindelig præst på en måde, så det næsten så ud, »som om hun sidder og klynker«, som borgmester Bjarne Nielsen formulerer det.
Kan langelænderne ikke have en pointe i, at mange af billederne er dystre og mørke?
»Jo, men jeg tror, det er et kulturclash. Bare fordi solen ikke skinner, eller folk ikke smiler, så er det jo ikke negativt. Det er en anden slags æstetik, som jeg vil kalde mere poetisk. Billedet af præsten er mørkt, men det er jo også aften og skudt i naturligt lys. Jeg synes, det viser kærlighed og omsorg,« siger Janus Engel.
Sidste dråbe i udkantsbægeret
Fotograf Janus Engel forstår godt, at langelænderne kan være frustrerede over at blive sat i boks som udkantsdanskere. Han mener, at vreden ikke så meget skyldes billedserien, som det skyldes mange års fokus på Udkantsdanmarks tilbagegang.
Ifølge ham er flere langelændere dog bange for at tale imod de personer, som er utilfredse med serien.
»Den her serie har måske været dråben, der fik bægeret til at flyde over. Der er også nogle, som synes, det har været pinligt at være langelændere i den her debat, fordi man ikke bør lukke øjnene for de ting, der er med i serien,« siger han.
Borgmester Bjarne Nielsen mener, der er stor forskel på, hvordan langelænderne og andre opfatter serien. Det skal man have forståelse for, lyder det.
»Jeg tror, langelænderne føler sig udstillet og trådt over tæerne. De bliver fremstillet underbegavede og som nogle, der lever underligt. Jeg tror, det er det, de føler,« siger han.
Politiken har som afslutning på sagen tilbudt langelænderne selv at sende 22 billeder ind til avisen, som fotochef Thomas Borberg vil bringe på avisens website. Borgmester Bjarne Nielsen kalder idéen spændende, men frygter også, at det er ment som en latterliggørelse af beboerne på Langeland.
9 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det vakte naturligvis min nysgerrighed, da jeg læste om den massive kritik af billedserien. Så jeg ville ved selvsyn se, hvad der var så forfærdeligt. Og jeg må ærligt sige, at jeg blev lidt skuffet. Det var umuligt for mig at blive forarget. Jeg så nogle smukke billeder af nogle af indbyggerne på Langeland. Dejlige mennesker, nænsomt portrætteret. Om en del af livet på Langeland. Sådan er Langeland også. Som al anden journalistik er den vinklet, den giver sig ikke ud for at fortælle den fulde og hele historie om Langeland. Jeg har set billedtillægget, men ikke forsidehenvisningen. Ud fra citatet i Frodelunds indlæg ser den ud til at være strammet. Jeg bor selv på en udkantsø, hvor Politiken også har været på besøg og bragt billeder, vi ønskede ikke fandtes. Men sådan så der altså ud. Det var en del af virkeligheden. Sammen med mine medborgere brokker jeg mig ustandseligt over hullerne i vejene, de grimme huse, den dårlige service, de skæve eksistenser. Men kommer der en københavnerfotograf, der fortæller en del af den historie, så står vi sammen. Han skal ikke komme her og udstille os! Det er farligt for en lille kommune at male et skønmaleri, der ikke hænger sammen med virkeligheden Vi er nødt til at være ærlige og erkende tingenes tilstand. Det er også en forudsætning for at ændre den. Det hjælper ikke blot at dreje kameraets linse ud på den smukke natur. Jeg undrer mig over den til tider virkelighedsfjerne holdning lokalpolitikerne tilsyneladende har. Det er lige som om, de ikke vil erkende de faktiske forhold og handle på dem. Det er ellers selve grundlaget for at forbedre kommunens image. Ikke at lukke øjnene for virkeligheden, men at ændre den til det bedre.
Naturligvis kan en enkelt billedserie ikke stå alene. Jeg mener også, at der kan og skal tegnes et mere nuanceret billede af livet i udkanten, men vi skal passe på ikke at være for nærtagene, når nogen udefra beskriver vores lokalsamfund. Det forsvarer naturligvis ikke ren manipulation, som DR på et tidspunkt præsterede. Men det er en helt anden sag.
Jeg kan ud fra billederne alene ikke se grundlaget for kritikken af Janus Engels fotoserie. I min optik har fotografen indfanget en række situationer, der ikke blot finder sted på Langeland, men overalt i landet, i byzone såvel som i landzone - ikke udelukkende i 'udkantsdanmark', og ikke udelukkende på Langeland.
Det vil altid være et problem for lokale når nye øjne ser på deres samfund. Det være sig Langeland, Danmark osv. Folk bliver stødt på mancheterne når fremmede ser deres hverdag og ser igennem den.
Ingen tvivl om Janus billeder er fine og fortæller sandheden, som han oplevede den, men når man lever et sted bliver man tit 'blind' overfor hverdagen.
Når du bor i udlandet i mange år, som undertegnede har gjort, så lærer du at holde din kæft om Danmark. Hvis du åbner op for, hvad du ser og oplever på besøg, er beskeden normalt, at du skal knytte arret, da du jo ikke bor der og dermed ikke oplever hverdagens herligheder.
Går ud fra det er en normal provinsiel tankegang som hersker i alle samfund kloden over, måske undtaget de helt store metropoler.
Den diskusion som langelænderne har kastet sig ud i med angrebet på en ung, dygtig fotograf, burde de vende indad i stedet.
Som Søren Carlsen skriver ovenfor, så er der jo åbenlyst noget helt galt i lokalsamfundet med de tal han omtaler.
Borgmesteren fisker i rørte vande, han skal jo sikkert også genvælges en dag. Han burde i stedet være sit ansvar voksen og tage fat om de mange problemer, der med sikkerhed er i landets fattigste kommune.
- Se! Politiken bringer et foto af en mørk himmel!
- Ja, hvor er det dog flot!
- Nej! Det er ondt!
- Ondt?
- Ja, for det er himlen over Langeland.
- ??
- Forstår du ikke? Den onde, onde københavneravis har været i provinsen, og nu skal det hele bare fremstilles som et mørkt og gudsforladt sted!
- Nåh, på den måde.
- Ja! De er så fordomsfulde! Hvorfor kunne de ikke bringe et foto af en blå himmel?
- Måske var himlen mørk, den dag, fotografen tog billedet?
- Ja, men så kunne han jo bare have ventet med at tage billedet, til solen begyndte at skinne.
- Jo, det kunne han vel. Men hvad nu, hvis han bare gerne ville tage et billede af himlen, sådan som den var?
- Men forstår du ikke? Politiken har jo et kæmpe ansvar! Når den trykker et foto af en mørk himmel over Langeland, så tror alle Politikens læsere jo, at himlen over Langeland altid er mørk, og at solen aldrig skinner der.
- Gør de det?
- Ja!
- Tror du også selv det?
- Nej da! Jeg ved da godt, at himlen over Langeland sommetider er blå. Men Politikens læsere! De kender jo kun den himmel over Langeland, som de ser i avisen.
- Ah, de kan vel godt regne ud, at solen også skinner på Langeland ind i mellem.
- Nej! Det kan de ikke. De er bare så fordomsfulde! Og i øvrigt var der også et foto af en psykisk syg. Så nu tror alle Politikens læsere, at Langeland er sådan et sted, hvor himlen altid er sort, og hvor der bor sindssyge mordere!
- Men der var jo også et billede af nogle glade damer til mandestrip …
- Ja! Mandestrip! Så nu tror læserne bare, at alle kvinderne på Langeland er nogle liderlige madammer, der ikke tænker på andet end sex!
- Aj, hold nu op! Der var da også billeder af nogle mænd, der skubbede en fin gammel bil …
- Ja! Mega fordomsfuldt! Nu tror alle Politikens læsere, at udviklingen er gået helt i stå, og at der ikke findes moderne biler på Langeland! At langelænderne bare går og skubber gamle vrag, der ikke kan køre!
- Jamen, hvad så med billederne af flagene i hovedgaden, af ham, der går og fløjter til køerne, af fugleskydningen, af den unge jæger, der vil tilbage til Langeland, af niårige Saymar, der taler flydende dansk, af de rejsende, der går fra færgen, af …
- Ha! Der er da ingen, der ser de positive billeder, når først der har været et af en mørk himmel og en psykisk syg morder.
- Jeg har da set de positive billeder, og du har set dem?
- Ja, ja, ja! Jeg kan godt se dem. Men det kan Politikens læsere ikke. De er så mega fordomsfulde, at de kun kan se alt det negative!
- Okay, okay. Men hvad nu, hvis der rent faktisk er noget negativt på Langeland?
- Det er der ikke!
- Nej, nej. Men HVIS nu der var. Måtte man så ikke fotografere det og fortælle om det?
- Nej!
- Slet ikke?
- Joh … måske. Men ikke hvis man er fra Politiken, for så er man bare så mega fordomsfuld over for provinsen.
Det er en klassisk konflikt. En konflikt, jeg i min tid som lokaljournalist også oplevede flere gange. "Hvorfor skriver I ikke om dit i stedet for dat". "Sådan var det altså ikke kun" osv. osv. har det lydt i min telefon og mailboks mange gange.
Konflikten bunder vel i en lokal stolthed over sin egn og så i den misforstået opfattelse, at aviser er til for at male glansbilleder og ikke "må" vise en egn, et sted eller en begivenhed fra flere sider.
"Det er altså ikke vores opgave at lave turistbrochurer", som Thomas Borberg fra Politiken så rigtig sagde til de forargede langelændere.
Og med tilfældet på Langeland handler konflikten vel også om, at de færreste af os bryder os om, at der bliver hængt et spejl op på væggen (eller i det her tilfælde en avis), som reflekterer alle vores sider - ikke kun de gode.
For uanset, hvor meget Langeland værger sig ved det, så er 33,2 pct. af deres befolkning i den arbejdsdygtige alder altså offentligt forsørget, ligesom de har den laveste gennemsnitsindkomst blandt alle landets kommuner.
Det de tal er et tegn på, vil alt andet end lige afspejle sig i en fotoserie, som er rigtig god og langt fra nogen "udstillelse" eller hvad det nu er langelænderne er så kede af det. Det er faktisk en rigtig fin serie, der viser et udsnit af Danmark anno 2015.
Så jeg bliver sgu ærlig talt lidt træt af den klassiske: "det er også bare de køvenhavnere, der ikke har en føling med 'folket' i deres fine rækkehuse på Østerbro, hvor de sidder i deres Wegnerstol og drikker dyr kaffe, mens de læser Politiken og ser DRK".
Politiken skal altså ikke undskylde, når deres eneste 'forbrydelse' blot er, at de har været forbi med et spejl. Bevares, et spejl, der er i stand til en redaktionel udvælgelse, men ikke et spejl, der kan lave sine egen billeder.
Flere