
Journalisten har dækket kritik af politiet fra flere medier - herunder fra fotografer, journalister og chefredaktører - den seneste måned. Philip Davali/Ritzau Scanpix
Politiet er blevet mere lukket i sin kommunikation.
Sådan lyder kritikken fra både journalister og fotografer i flere politikredse landet over i en større artikelserie på journalisten.dk.
Konsekvensen bliver, at pressen ofte må ty til andre kilder end politiet for at få kendskab til episoder om alvorlig kriminalitet. Det kan eksempelvis være lokale Facebook-grupper eller mere eller mindre tilfældige tip fra personer, som har set eller hørt om episoderne.
Flere chefredaktører, journalister og fotografer mener, at politiet på den måde fratager medierne retten til at redigere og udvælge, hvilke oplysninger der har relevans for offentligheden.
Politiet selv afviser kritikken, selv om det dog i flere tilfælde har medgivet, at der har været alvorlige hændelser i lokalområder, som politiet har valgt ikke at informere pressen om.
I Rigspolitiets retningslinjer for ekstern kommunikation hedder det ellers, at politiet er ”meget opmærksom på at varetage den eksterne kommunikationsopgave, så offentligheden møder et åbent og transparent politi og får et dækkende og retvisende billede af den aktuelle kriminalitetssituation og politiarbejdet”.
Mere topstyring af kommunikationen
Sune Fischer, der er krimireporter og formand for Politi- og Retsreporternes Forening, siger, at der er forskel fra politikreds til politikreds, men at tendensen overordnet går mod mere lukkethed. Han mener, det formentlig skyldes topstyring af kommunikationen fra Rigspolitiet.
”Jeg ved, at Rigspolitiet har en gruppe kommunikationsfolk, der tager sig af egen kommunikation, men hvor hver kommunikationsrådgiver også er ansvarlig for en-to politikredse. Og det hele går op i en pyramide, der ender i Justitsministeriet. Det er min opfattelse, at det er mere topstyret, og at der kommunikeres lystigt mellem Rigspolitiet og Justitsministeriet,” har han blandt andet sagt til Journalisten.
Rigspolitiets kommunikationsdirektør, Anders Frandsen, afviser kritikken:
”Det billede kan jeg ikke genkende. Jeg tror, vi er den myndighed, der er mest til rådighed og til stede for medierne. Og jeg vil gerne understrege, at vi ikke har en ambition om at være mere lukkede,” lyder det fra ham.
Her er et samlet overblik over kritikpunkterne af et mere lukket politi:
- Nordsjællands Politi bliver kritiseret for at undlade at informere om alvorlige sager, for eksempel da beboere i et lokalområde troede, de hørte skud – og det viste sig, at der var tale om fyrværkeri.
- Syd- og Sønderjyllands Politi bliver også kritiseret for at holde sager tilbage fra pressen, blandt andet sidste år, da en rumænsk mand blev fundet død efter en stribe indbrud i et lokalområde, og da to 14-årige piger blev udsat for henholdsvis voldtægt og forsøg på voldtægt i et butikscenter i Esbjerg.
- Efter en uges ventetid stillede politidirektøren i Syd- og Sønderjyllands politi op til interview og forklarede, at der i de konkrete tilfælde gjaldt helt konkrete undtagelser, som betød, at politiet ikke havde nævnt sagerne for pressen.
- Også fra fotograferne er der kritik af politiet, blandt andet for, at pressekortet ikke altid giver adgang gennem en politiafspærring.
- I Midt- og Vestjylland har politiet med en ny kommunikationspolitik besluttet at begrænse pressens adgang til oplysninger i forbindelse med indbrud og trafikuheld.
- Også i Sydsøstjyllands Politikreds har en lokal krimireporter oplevet, at politiet giver færre oplysninger end før. Men politikredsens kommunikationschef afviser, at de har strammet kommunikationspolitikken: ”Vi har faktisk ikke strammet noget som helst. Vi har udvist rettidig omhu i forhold til løbende at holde øje med, om vi er på den rigtige side af reglerne om tavshedspligt og hensynet til efterforskningen.”
- Rigspolitiet afviser som sagt kritikken. Men formanden for Politi- og Retsreporternes Forening, Sune Fischer fra Ekstra Bladet, står fast på, at politiet er blevet mere topstyret.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.