Nej, politiet er ikke mindre åbne. Tværtimod.

Sådan siger Rigspolitiets kommunikationsdirektør, Anders Frandsen.

Journalisten har over et par uger bragt en række artikler, hvor redaktører, journalister og fotografer fortæller om det, de oplever som en tiltagende lukkethed fra politiets side. Oplysningerne er færre, de kommer senere, nogle gange slet ikke, de relevante kilder er sværere at nå frem til, og afspærringerne er lukkede trods pressekort.

Det forstår Anders Frandsen dog ikke.

”Det billede kan jeg ikke genkende. Jeg tror, vi er den myndighed, der er mest til rådighed og til stede for medierne. Og jeg vil gerne understrege, at vi ikke har en ambition om at være mere lukkede, tværtimod vil vi gerne være åbne og transparente. Som myndighed med særlige magtbeføjelser skal vi naturligvis være til rådighed, så pressen kan spørge ind til, hvordan vi bedriver vores arbejde, og vi lytter til kritikken,” siger han til Journalisten.

Kommunikationspyramide

Journalistens artikler bygger på oplevelser blandt medier i de forskellige politikredse. Men tendensen er generel, siger Sune Fischer, kriminalreporter på Ekstra Bladet og formand for Politi- og Retsreporternes Forening.

Han mener, at netop Rigspolitiet har en aktie i det, også han oplever som større lukkethed.

”Der er stor forskel mellem kredsene, men generelt vil de sige mindre, og min formodning er, at de bliver kigget over skuldrene,” siger han.

Det er ud fra hans oplevelse Rigspolitiet, der gennem sin kommunikationsafdeling holder tråd i, hvad kredsene kommunikerer.

”Jeg ved, at Rigspolitiet har en gruppe kommunikationsfolk, der tager sig af egen kommunikation, men hvor hver kommunikationsrådgiver også er ansvarlig for en-to politikredse. Og det hele går op i en pyramide, der ender i Justitsministeriet. Det er min opfattelse, at det er mere topstyret, og at der kommunikeres lystigt mellem Rigspolitiet og Justitsministeriet.”

Detaljerne går tabt

Den topstyring går ud over kommunikationen til pressen, mener Sune Fischer.

”Det gør, at kommunikationen bliver forholdsvis langsommelig, eller man risikerer, at der bliver sagt fra toppen, at der ikke skal siges ret meget om en sag.”

Som eksempel nævner Sune Fischer bandekonflikterne, der for nogle år siden var på deres højeste.

”Pludselig var det kun Rigspolitiet, der måtte udtale sig. Det gør, at det bliver meget politiske udtalelser a’la: ”Vi kan bekræfte, at der er tale om en bandekonflikt.” Men vi vil gerne kende alle de tekniske detaljer: Hvor mange biler var der, hvor mange skud blev affyret. De oplysninger går tabt undervejs i kommunikationen.”

Kan det ikke være fornuftige hensyn til efterforskningen, der gør, at kommunikationen skal cleares og ske centralt?

”Det plejer efterforskerne at være meget gode til selv at administrere. De ved, hvad de kan sige,” siger Fischer.

K-folk i første række

Anders Frandsen er uenig. Der er ingen tendens til, at efterforskere afløses af kommunikationsfolk, når pressen vil høre om politisagerne.

”Det er langt overvejende politifolk, der udtaler sig om de konkrete operationer. Jeg synes, der nogle gange tegnes et billede af, at man kun kommunikerer gennem kommunikationsfolk, og det, synes jeg, ikke er rigtigt,” siger han.

Han medgiver, at det ofte vil være kommunikationsfolk, pressen møder, når den ringer ind. Men udtalelserne vil som udgangspunkt komme fra politifolk eller anklagemyndigheden.

I forhold til centralisering af kommunikationen – at kredsene skal koordinere deres kommunikation med Rigspolitiet – siger Anders Frandsen, at det beror på en konkret vurdering.

”I de sager, I har nævnt i de senere ugers artikler, så er det jo sager, hvor det er kredsene, som har vurderet, hvordan de skulle håndteres pressemæssigt. Det kan også være, at der kommer en forespørgsel til den kreds, men det er os i Rigspolitiet, der bør sige noget. Så kan der være sager, hvor man kan se, det hurtigt kan vokse til noget, der involverer Rigspolitiet. Der vil vi gerne orienteres. Men det er stadig kredsene, der håndterer det.”

Så det er op til den enkelte kreds, om Rigspolitiets kommunikationsafdeling skal involveres?

”Det er jo indledningsvis kredsen, der får henvendelsen. Rigspolitiet er myndighed for kredsene, og hvis der er sager, vi gerne vil høre om, kan vi også tage fat og tage en dialog om, hvad der skal ske. Men det gør jo ikke tingene mere lukkede.”

Flere personhensyn

Anders Frandsen afviser også, at der ligger en forpligtelse om at koordinere kommunikation med Justitsministeriet.

”Der er en generel dialog med Justitsministeriet, men det gælder jo på alle politiets områder. Det er ikke noget, der knytter sig til os specifikt.”

Han erkender dog, at pressen i nogle tilfælde kan opleve en større lukkethed omkring visse informationer i forhold til tidligere. Det skyldes, at hensynet til personer og personfølsomme oplysninger er blevet skærpet.

”I eksemplet med JydskeVestkystens klage omkring en voldtægtssag, så vurderede kredsen, at der var grænser for, hvad de kunne sige af hensyn til ofrene. Der er et øget fokus på beskyttelse af persondata, og det er muligt, at hensyn til ofrene generelt vejer ind med en tungere vægt i dag end før. Der er også kommet mere lovgivning på området.”

Pressekortet skal stadig give adgang

Hvordan ser du generelt på politiets forpligtelser i forhold til information af pressen – er det ’nice to’ eller ’need to’?

”Jeg synes, den opdeling i ’need to’ eller ’nice to’ er en falsk præmis. Vi skal, så vidt det er muligt, give et dækkende og retvisende billede af kriminaliteten i området og politiets arbejde i øvrigt. Og jeg synes, vi bruger alle tilgængelige kanaler, om det er Twitter, døgnrapport, statistikopgørelser eller en løbende dialog med pressen. Nogle gange kan der så være sager, hvor andre hensyn spiller ind, for eksempel ved oplysninger om en igangværende efterforskning eller ved hensyn til offeret.”

Men udgangspunktet er, at I skal kommunikere om sager?

”Ja, og det gør vi så godt, vi overhovedet kan, og via en masse kanaler, og vi stiller også meget hyppigt op til interview,” siger Anders Frandsen.

Vi hører fra fotografer, at det i dag mere er undtagelsen end reglen, at man får adgang bag politiafspærringer. Hvad er den gældende praksis?

”Gældende er, at pressekortet giver adgang til det, pressekortet altid har givet adgang til. Så kan der være konkrete omstændigheder og hensyn, der bevirker, at der må man ikke gå ind. Men vi har et fast møde med rigspolitichefen og DJ’s formand, hvor vi drøfter spørgsmål som disse, og jeg vil opfordre alle fotografer til at gå til deres forbund, hvis de oplever problemer med det her.”

Anders Frandsen slår fast, at politiet stadig ser pressen som en vigtig samarbejdspartner om information til offentligheden.

”Ja, bestemt. Når vi sender noget ud, har vi ofte stor interesse i, at pressen tager det op. Og i lyset af hele fake news-bølgen er det vigtigt, at oplysninger til offentligheden går gennem kanaler, hvor pressen får det valideret. Så vi har interesse i at have bedst muligt samarbejde.”