Henning Bagger/Ritzau Scanpix
En morgen i oktober tikkede der lidt i ni en Twitter-meddelelse ind på fotograf Allan Andersens telefon: ”Vi er her til morgen til stede på Tårnhøjvej i Helsingør, hvor en borger har anmeldt at have hørt tre knald”, meddelte Nordsjællands Politi.
Et skyderi i Nordsjælland er ikke hverdagskost, så Allan Andersen, der som freelancefotograf er lokal stringer for B.T. og Ekstra Bladet, fløj ud i sin bil og satte kursen mod Helsingør.
Men da han en halv time senere var fremme, havde politiet for længst pakket sammen og var kørt hjem. De gjorde de i øvrigt – ifølge en tilstedeværende – omtrent samtidig med, at Twitter-meddelelsen blev sendt ud. Knaldene var blevet hørt tidligt om morgenen ved fem-seks-tiden.
Allan Andersen kunne ikke gøre andet end vende bilen og trille hjem uden billeder, godt rasende over, at politiet ikke gav rettidig besked, mens deres aktion stod på.
”Politiet har tweetet ud om, at de er til sted, i samme sekund som de er ved at forlade stedet. Det er simpelthen at pisse på borgerne og på pressen. De er jo med til at vække en masse uro hos borgerne, når de kan se, at der foregår en masse uden for deres vinduer, men de kan ikke få noget at vide fra pressen,” siger han.
Det er ifølge ham et eksempel på, hvordan politiet de senere år har gjort arbejdsvilkårene dårligere for pressefotografer.
Heltebilledet forsvinder
Allan Andersen mener, at politiet gør sig selv en bjørnetjeneste ved ikke at hjælpe pressen bedre.
”Gennem sin lukkethed har politiet fjernet borgernes kendskab til politiets arbejde på mange punkter. Den der borgernære kriminalitetsbekæmpelse bliver slet ikke dækket. Det ender som tre linjer i døgnrapporten, for du har ikke de fede billeder, der gør, at man kan skrive historien. Så det der heltebillede af politiet, der kommer og redder din røv, findes ikke mere.”
Hans arbejdsforhold som lokal pressefotograf ændrede sig markant for omkring ni år siden. Da overgik politiet fra den gamle politiradio – Thor – til SINE-nettet, hvis krypterede signaler ikke kan aflyttes.
Dermed var det for pressen slut med at følge med i politiets udrykninger.
”Dengang var det os, der sorterede. Sådan er det ikke i dag. Nu er det politiet, der redigerer pressen. De afgør, hvad vi kører ud til. Vi er lidt som vovsen i stuen. Hvis vi har siddet pænt og logret med halen, så får vi en godbid.”
Endte midt i aktion med bevæbnet mand
Han får mange private tip, også via sociale medier. Problemet er bare, at folk ikke ved, hvad der sker. De hører sirener eller ser noget røg, men aner ikke, hvad det kommer af. For Allan Andersen betyder det mange forgæves ture. Og i værste fald kan det være med sikkerhedsrisiko.
”Sikkerhedsmæssigt er det ekstremt vigtigt at vide, hvad man kører ud til,” siger han.
”Der er kæmpe forskel på at køre ud til en aktion, hvor politiet tømmer et hus for tyvekoster, eller en aktion hvor de ligger med skarpladte våben,” siger han og nævner som eksempel, hvordan han engang på baggrund af et tip kom til at køre midt ind i en aktion mod en mand bevæbnet med skydevåben.
Scanpix kritiserer også politiet
Det er ikke kun i Nordsjælland, fotograferne ønsker sig et højere informationsniveau. På fotobureauet Ritzau Scanpix er det sjældent fra politiet, fotograferne finder ud af, at der foregår noget opsigtsvækkende.
”Politiet er nok de sidste, der informerer. Men vi kunne godt ønske os, at de var hurtigere ude med informationer, når der er tale om større, samfundsvæsentlige begivenheder. Det ville hjælpe på troværdigheden af de informationer, vi bringer videre til medier og borgere,” siger Kristian Djurhuus, som er redaktionschef på Ritzau Scanpix.
Han nævner som eksempel, at det ikke er usædvanligt at læse online-nyheder med rubrikker som ”stor politiindsats i gang”, uden man kan læse, hvilken indsats der er tale om.
”Hvis der sker noget, som er så opsigtsvækkende, at almindelige borgere lægger mærke til det, så skal medierne dække det. Men hvis vi ikke får nok information, men kun kan skrive: Der er noget i gang, så er det da et problem. Vi kan se meget ud fra billederne – om der er kampklædte betjente, om situationen ser ud til at udvikle sig. Men det er jo gætværk, og man kunne godt ønske sig mere præcis kommunikation.”
Ingen adgang bag afspærringer
Et andet tegn på, at politiets anerkendelse af pressens behov generelt kunne være bedre, er adgangen til indsatsområder. Reglen om at pressekortet giver adgang bag politiafspærringer virker nemlig ud fra Kristian Djurhuus’ oplevelser til at være sat ud af kraft.
”Jeg har nærmest ikke eksempler på, at fotografer får lov at komme igennem afspærringerne,” siger han.
”Selv om vi må, får vi stort set aldrig lov. Eksempelvis fik en af vores fotografer en overfusning, da han uforvarende var kommet på den forkerte side af en afspærring, da der var en bombesprængning mod en nærpolitistation på Tagensvej. Det kunne man forstå, hvis de søgte efter spor og han forstyrrede det arbejde. Men der foregik ingen sporsøgning på det sted. Så det virker som om, den regel slet ikke findes mere.”
Allan Andersen oplever desuden, at politiet sjældent laver korrekte afspærringer. Det betyder, at politiet laver en indre afspærring ved gerningsstedet og en ydre afspærring, som pressen skal have lov at komme igennem.
”Jeg kan ikke huske, hvornår det er sket sidst. Men vi, der er professionelle, kender godt grænserne og er gode til ikke at rende i vejen. Problemerne opstår først, hvis vi ikke ved, hvad der foregår.”
Politiet: Ikke nok hensyn ved ulykker
Journalisten har bedt Nordsjællands Politi om et interview om Allan Andersens kritik.
Politiet har sendt et mailsvar. Her lyder det om den konkrete episode i Helsingør, at der blev meldt ud, ”da det var muligt i forhold til situationen”.
På spørgsmålet om politiet generelt har pligt til at melde om aktioner, skriver kommunikationskonsulent Henriette Døssing
”Politiet skal orientere offentligheden så hurtigt, som det kan lade sig gøre ud fra en konkret vurdering af situationen og de oplysninger, som vi har til rådighed. Det bestræber vi os på, og det kan nok ikke altid undgås, at der vil være situationer, hvor vores vurdering er en anden end mediernes.”
I forhold til politiafspærringer skriver hun, at afspærringerne laves ud fra en vurdering af, hvad der skal til for at løse opgaven, hensynet til de implicerede og de pårørende. Og i forhold til det sidste er det et hensyn, pressen ikke altid selv tager, mener hun.
”Det er vores indtryk, at fotografer ofte kommer meget tæt på for eksempel et ulykkessted og måske nogle gange vægter ønsket om at komme først højere end andre hensyn,” skriver Henriette Døssing.
”Det oplevede vi, da der forleden var en dødsulykke på Hillerødmotorvejens forlængelse, hvor en freelancefotograf tog billeder af den forulykkede bil og valgte at offentliggøre dem på trods af, at han havde fået at vide, at de pårørende ikke var underrettet endnu. Det medførte, at den afdøde kvindes yngste datter genkendte bilen på billedet og på den måde blev klar over, at hendes mor havde været i en alvorlig ulykke,” skriver Henriette Døssing.
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg driver et foto firma nøjagtig som dig og ja jeg kan godt se det er mit firma du hentyder til.. vi passer vores job ligesom du gør. Så jeg forstår ikke dit udfald mod mig.
Du dækker Silkeborg og omegnen, jeg dækker hele Jylland.
Jeg syntes også at det er lavt at du mener du hAr mere ret til at levere billeder end mig og alle de andre firmaer i landet, og at du kritiserer os rundt på redaktionerne det ikke ok. Vi kaster, ikke med mudder vi levere det vi kan.
Per Øxenholt
Ydermere ville jeg opfordre til, at DJ gik i dialog med andre organisationer der udstøder pressekort mhp. at påvirke de retningslinjer der er, for brug og ejerskab af et pressekort. Det skal ikke være hvermandseje, men et værktøj der kan bruges i visse situationer med omtanke. Den manglende kommunikation bevirker også, at pressen møder op til hændelser som ikke er i offentlighedens interesse, dette kan virke stødende på de forurettede, hvilket på ingen måde er meningen, men da vi ikke får klare meldinger om hvad en given situation omhandler, heller ikke når vi spørger på selve steddet. Er vi ofte nødt til at blive og afvente fyldestgørende information.
Og pressekortet har jo i de situationer mistet enhver form for værdi, fordi flere organisationer uden tøven smider "Det blå" pressekort i nakken på alle, der vil betale.
Så et eller andet sted bør redaktioner og branchen som helhed nok også skue lidt indad, og overveje hvem man fremadrettet vil samarbejde med på områder der ofte omhandler mennesker i deres mest sårbare øjeblikke.
Billeddækningen af 112 stof har vi som presse også et ansvar for bliver gjort på en sober og ordentlig måde.
Selv når jeg står stille og roligt og fotograferer på et fortov UDEN for en afspærring, oplever jeg opførsel fra politiet, som jeg har svært ved at tolke som andet end bevidst chikane f.eks. med betjente, som bevidst stiller sig direkte foran mig for at blokere for mit kamera og udsyn. Når jeg så tager et skridt til siden for at kunne fortsætte mit arbejde, går betjenten så igen bevidst i vejen, hvor jeg så bagefter skal høre fra en betjent, der hæver stemmen, at jeg sgu ikke skal fotografere hans kollega, og at jeg skal forsvinde fra fortovet med det samme.
Det er desværre som om at overfusninger, unødvendigt store afspærringer, som vi ikke må passere, og fysisk skubben er blevet normalen.
Nu havde politiet i hele tre timer ikke været i stand til at få kontakt til de pårørende, mens disse altså snildt kunne tilgå artikler på lokale medier - måske man skulle tage et kig på hvor effektivt man søger de pårørende?
Ja, det var mit foto som gav problemet - det pokkers klistermærke var overset mens alt andet var væk og kun dele af bilen kunne ses....men rigtig øv og en fejl, som Henriette Døssing her får til at lyde som en klar bevidst handling.
Det må man så formode at politiets manglende udmeldinger til Pressen så også er, og ikke bare 'hovsa, den smuttede'....
Flere