Hos TV 2 Øst er en ny ungdomsredaktion under opsejling. Lærke Schmidt Jensen står i spidsen som redaktør, og derudover forventer hun omkring fem ansatte. Hun fortæller, at der er brug for at tænke i nye baner, hvis man vil have den yngre målgruppe ned til 15 år ind i TV 2 Regionernes butik.
”Den nemmeste måde at starte en ungdomsredaktion er ved bare at sætte fotografer og journalister til at lave anderledes indhold på digitale platforme. Men ud fra vores undersøgelser kan vi se, at de helt unge forventer at blive langt mere involveret i processen og produktet,” siger hun.
Redaktionen skal primært producere indhold til Youtube og Facebook. Instagram og Snapchat vil højst sandsynligt også blive taget i brug.
”Hvis der sidder en redaktør på dagens 19.30-udsendelse og gerne vil bruge det, klippe lidt i det og få en politiker til at udtale sig om det, kan han selvfølgelig det. Men det er produceret med henblik på især Youtube,” siger Lærke Schmidt Jensen.
Redaktøren forudser udfordringer ved primært at producere til Youtube.
”Konkurrencen er jo helt vild. Vi skal fange de unge inden for de første tre sekunder. Og det er altså ret langt fra et klassisk tv-indslag med et anslag, en uddybning osv. Vi skal derfor forsøge at overraske dem visuelt hele tiden,” siger Lærke Schmidt Jensen.
To ansatte til at lære de unge at kende
Succeskriterierne for den nye ungdomsredaktion er endnu forholdsvist uvisse hos redaktøren.
”Jeg har ikke været inde ved vores direktør og blevet bedt om at opsætte en masse mål og business-strategier. Det er et helt nyt og eksperimenterende projekt, vi skal have sparket i gang, så vi kommer til at lave en masse trial and errors. Ellers lærer vi ingenting.”
Et eksperiment fra redaktørens hånd er et såkaldt relationsteam. Det skal bestå af to ansatte, hvis opgave er at lære de unge i området at kende. Projektleder Nicolaj Sand er allerede ansat i teamet.
”Han er i fuld gang med at skabe kontakter til organisationer, skoler, elevrådsorganisationer og foreninger. Alle tænkelige miljøer, hvor unge er til stede,” siger Lærke Schmidt Jensen.
”Og så skal han banke på, stikke snuden ind og høre de unge, hvordan vi kan bruge hinanden.”
Indtil videre er det ikke bestemt, hvad kendskabet til de unge skal ende ud i. Måske de skal give inputs til historier, måske de skal optræde som kilder, eller måske de endda skal være med i produktionen.
”Men til at starte med skal vi bare ud i deres miljøer og lære dem at kende. Finde ud af, hvem de er, og hvad der betyder noget for dem,” siger Lærke Schmidt Jensen
Drop det regionale fokus
Lærke Schmidt Jensen tror, det bliver svært at få journalisterne på redaktionen til at tænke i anderledes baner, end de er vant til. Der er så mange ”plejer” i journalistik, siger hun. Hun peger især på, at det klassiske kriterie om et regionalt fokus skal erstattes med et lokalt.
”Vi er en TV 2-region, så det oplagte er at spørge os, hvad den regionale vinkel er?”
Det mener hun ikke, den nye redaktion skal.
”Hvis vi har en historie i Nakskov, skal vi gøre den så vedkommende, at den er relevant for hele vores område uden nødvendigvis at behøve at perspektivere den. Vi behøver ikke sige: Rapporter viser, at det også er et problem i Holbæk, Slagelse osv., hvis historien i Nakskov er personlig og vedkommende nok.”
”Jeg kunne godt tænke mig at stille en bødekasse på ungdomsredaktionen. Og hvis man nævner ordet regional, skal man give kage,” siger Lærke Schmidt Jensen.
Hvorfor er det vigtigt med et lokalt fokus for lige netop en ungdomsredaktion?
”Vi har igennem vores egne case-studier blandt unge her i regionen erfaret, at de unge rigtig gerne vil være lokalt orienterede – det er fejlagtigt at tro, at de kun gider beskæftige sig med amerikanske hip hop-stjerner og verdenskendte youtubere,” siger Lærke Schmidt Jensen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.