Arbejdsnedlæggelsen i DR spreder sig

DR Trekanten, DR Østjylland og DR Syd har ligesom DR Nyheder nedlagt arbejdet til lørdag klokken 9. »Det her pisser folk af, for at sige det mildt,« siger tillidsrepræsentant

Nyhedsmørket er ved at sprede sig over radioæteren, efter at DR’s regionalstationer i Østjylland, Sønderjylland og Trekantsområdet har tilsluttet sig den arbejdsnedlæggelse, der til formiddag blev indledt på DR Nyheder.

Poul Sørensen, tillidsrepræsentant på DR Trekanten, fortæller at medarbejderne nedlagde arbejdet klokken 13.30 og genoptager det lørdag morgen klokken 9.

Han bekræfter, at det samme er sket på DR Østjylland og DR Syd. Du kan læse de østjyske medarbejderes udtalelse her.

Som i de øvrige afdelinger sker arbejdsnedlæggelsen på DR Trekanten efter at medarbejderne til morgen modtog et brev, hvor DR-ledelsen varsler afskaffelse af den lønnede frokostpause.

Manglende anerkendelse

»Det her pisser folk af, for at sige det mildt. Det udtrykker en manglende anerkendelse af vores arbejde og manglende forståelse for den måde, vi arbejder på,« siger Poul Sørensen.

Han henviser til, at frokostpausen for de fleste medarbejdere også er reel arbejdstid.

»Vi prøver at holde hinanden fast på, at man ikke spiser foran computeren. Men vi går ikke længere væk, end at vi smider kniv og gaffel og tager telefonen, når den ringer. Og mange når ofte ikke at spise. Det kan godt være, DR-ledelsen oplever, at det myldrer ud og ind i DR-kantinen, men sådan foregår det ikke her i regionalerne, og det gør det formentlig heller ikke hos DR Nyheder.«

»Nogle skal alligevel ud af klappen«

Fra DR-ledelsens side er det blevet påpeget, at den sløjfede frokostpause kan være et alternativ til fyringer. Men den argumentation anerkender Poul Sørensen ikke.

»Der skal findes 42-45 millioner kroner i den nye økonomiplan, og det mener man, man får ved at fjerne vores frokost. Men skal man konvertere det merarbejde til penge, er der alligevel nogle, der skal ud af klappen. Det er logikken.«

På DR Trekanten bliver konsekvensen af arbejdsnedlæggelsen, at der ikke kommer til at ske nogen nyhedsproduktion. Sendetiden bliver dog udfyldt på anden vis.

»Chefen skal ind og lave landsradio her mellem 14 og 18, og så fra 7 til 9 i morgen. Så der kommer nok til at blive vendt en hel del plader,« siger Poul Sørensen.

0 Kommentarer