Bestyrelsen og ledelsen på Ekstra Bladet bør genoverveje deres forretning med at bringe annoncer for prostitution. Det siger flere medieordførere, efter at Journalisten har beskrevet, hvordan Ekstra Bladet jævnligt modtager henvendelser fra politiet som led i efterforskningen af mulige kriminelle bagmænd bag annoncerne.
Mogens Jensen (S) mener, at Ekstra Bladet helt bør sløjfe forretningen:
»Jeg synes, det påhviler Ekstra Bladet at tage stilling til, om de ønsker at tjene penge på prostitutionsmarkedet, hvis de kan konstatere, at en lang række af de indtægter, de får, kan stamme fra kriminelle aktiviteter.«
Ellen Trane Nørby (V) skriver på mail:
»Det er uacceptabelt, hvis Ekstra Bladet tjener penge på forhold, som de er vidende om er dybt ulovlige.«
Journalisten har tidligere påvist, at størstedelen af bordeller indblandet i sager om rufferi eller menneskehandel har annonceret i Ekstra Bladet. Reaktionen fra Christiansborg kommer, efter at Journalisten i dette nummer kan dokumentere, at Ekstra Bladet jævnligt har modtaget viden om, at politiet har haft mistanke om ulovligheder bag annoncerne. Avisen får oplysningerne, når politiet sender en såkaldt editionskendelse som en del af efterforskningen i sager om ulovlig prostitution. Af kendelserne fremgår det blandt andet, at mulige bagmænd mistænkes for "omfattende bordeldrift" eller "rufferi".
Kendelsen pålægger Ekstra Bladet at udlevere oplysninger om de mistænktes annoncering. Alene Københavns Politi sender editionskendelser til avisen »et par gange om året«, forklarer advokaturchef Dorit Borgaard.
Annoncørerne er ikke dømt, når Ekstra Bladet modtager kendelserne, og avisen stopper ikke annoncerne på baggrund af politiets mistanke – selv om det ofte sker, at annoncørerne selv standser annonceringen på grund af efterforskningen. Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, orienteres heller ikke om hver enkel kendelse, avisen modtager. Men han siger til Journalisten, at han godt ved, kendelserne eksisterer og forklarer overordnet:
»Selvfølgelig har vi på fornemmelsen, at der kan foregå noget ulovligt bag annoncerne. For hele Danmarks befolkning ved, at der foregår ulovlige ting i prostitutionsmiljøet.«
Poul Madsen understreger, at hans opgave er at køre en lovlig forretning, og det er også tilfældet, da det er lovligt at viderebringe annoncerne:
»Vores opgave er at stoppe en annonce, hvis den er ulovlig. Vi er ikke vidende om, at de mennesker, der rykker annoncer ind hos os, foretager sig noget ulovligt. Hvis vi er vidende om, at der er noget ulovligt, så stopper vi dem. Vi hjælper politiet med alt, hvad de beder om i denne sammenhæng, og hvis politikerne ønsker at lave lovgivningen om, så respekterer vi det. Men vi vil ikke stille os op som moralske vogtere og sige, at en lovlig annonce ikke kan indrykkes i Ekstra Bladet,« siger han til Journalisten.
Men det er ikke godt nok, mener medieordfører Ellen Trane Nørby (V).
»Ekstra Bladet har et ansvar for at sikre, at de ikke formidler kontakt til tvangsprostitution og menneskehandel. Det ansvar skal Ekstra Bladet leve op til. Tidligere har forskellige debattører kaldt Ekstra Bladet for Danmarks største ruffer, og det er en pointe, der er relevant. Bordelmutter Poul Madsen tjener klart penge,« skriver hun på mail.
I Socialdemokratiet er der splittelse omkring holdningen til kriminalisering af købesex. Så længe prostitution er lovligt, kan politikerne ikke gribe og begrænse annoncemarkedet politisk, fastslår Mogens Jensen (S).
Men han ønsker, at Ekstra Bladet forholder sig til de oplysninger, som de får gennem politiets henvendelser for eksempel ved at kortlægge, hvor stor en del af annonceindtægterne der stammer fra kriminelle aktiviteter – og på den baggrund eventuelt stoppe forretningen:
»Nu ved Ekstra Bladet med tilbagevirkende kraft, at lige præcis noget, de tjener penge på, stammer fra kriminelle handlinger. Så kan man som medie godt tillade sig at sige: Vi vil ikke tjene penge, der stammer fra rufferi eller kvindehandel.«
Også Ole Sohn (SF) opfordrer Ekstra Bladet til at tage sin forretning op til revision:
»Ekstra Bladet foretager sig øjensynligt ikke noget lovstridigt, men noget, der er moralsk anstødeligt: At man åbenlyst ved, at man finansieres af kriminalitet og sorte penge. Det, synes jeg, er en overvejelse værd for chefredaktøren og særligt for bestyrelsen, der har det overordnede ansvar,« siger han og tilføjer:
»Indtil videre har chefredaktøren på Ekstra Bladet syntes, det var rimeligt, at man driver avisen ved hjælp af sorte penge og kriminalitet.«
Hverken Lars Munch, administrerende direktør for JP/Politikens Hus, eller Jørgen Ejbøl, bestyrelsesformand i JP/Politikens Hus, ønsker at kommentere sagen over for Journalisten. Chefredaktør Poul Madsen slår dog fast, at forretningen med prostitutionsannoncerne ikke er til diskussion:
»Det er slet ikke til drøftelse, det her. Det er sådan, at bestyrelsen og direktionen forventer, at Ekstra Bladet har lovlige annoncer og driver sin forretning fuldt lovligt, og det er det, vi gør.«
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
@Flemming Mønster - de skulle da ikke have bragt de annoncer.. De burde jo vide, at der var ulovligheder bag! ;-) Eller hvad med de medier, der har bragt købmandsanoncer med Findus lasagne? Bør de også nægte at bringe dagligvareannoncer fordi der er brådne kar i branchen?
Jeg forstår i det hele taget ikke rigtig hvor det er, Journalisten vil hen med den her kampagne mod ludernes annoncer.
Det fremgår af teksten i artiklen her, at S er splittet om kriminlisering af købesex. Mig bekendt ville de have kriminaliseret køb af sex, ikke prostitution. At de så har ladet sig vejlede af kloge råd er en anden ting.
Bortset fra at det lyder rigtig ømt, nærmest poetisk, når Ellen Trane Nørby kalder Poul Madsen for Bordelmutter, hvad skal man så kalde de bladchefer, der bragte annoncer for Stein Bagger og IT Facotory, eller udstyrede foretagendet med fine priser - eller annoncer for andre kriminelle og anløbne spidser i diverse erhvervsforetagender ?