Danske aviser prøver at brande sig som et luksusgode for den samvittighedsfulde middelklasse. Det fine image stemmer dog meget dårligt overens med behandlingen af budene fra Østeuropa.

Det er blevet kaldt selvmord af frygt for døden.
De betalte morgenaviser prøver at overleve ved at rendyrke sig selv som nicheaviser for den bedst stillede del af middelklassen. Et personalegode for caffe latte-segmentet.
Det går ikke så godt. Oplagene falder til jorden som sten.

Men når man nu har valgt den strategi, så bør den være gennemført.
At holde avis handler om selvforståelse. Ikke mindst for dem, der selv betaler 4.000 kroner for et årsabonnement. Efterhånden som de jævnt lønnede læsere bliver skrællet af og foræret til de gratis konkurrenter, så bliver betalingsavisen det nye klaver. 'Hun kom fra et hjem med betalingsavis'.
Avisen er et spejl. Hvis det, den bedst stillede del af middelklassens ser i spejlet, ikke passer med økovarerne i køleskabet og Max Havelaar-kaffen, så er der et problem.
Brandet skal kort sagt passe til læserne, og på det punkt har morgenaviserne tilsyneladende ikke rigtigt overskud til at se sig selv i et større perspektiv.

Et eksempel er de store bladhuse JP/Politikens Hus og Det Berlingske Officins behandling af de importerede bude fra Østeuropa, som vi beskriver i det nummer af Journalisten, der udkommer i dag. Vi hører mange fantasifulde forklaringer fra Dansk Avis Omdeling. En enkelt smutter kunne måske gå, men det samlede billede er forstemmende.
Bude som Maria Amalia Alexandru har arbejdet i op til 56 dage uden et fridøgn.
Forklaring: En beklagelig fejl.
Flere bude har ikke fået løn for 30 timers arbejde ugentligt.
Forklaring: Vi har fået at vide, at vi kan tolke reglerne anderledes.
Dansk Avis Omdelings rekrutteringsbureau i Rumænien har lavet forfalskede
kontrakter.
Forklaring: Det vidste vi ikke, og det er da for dårligt.
Rekrutteringsbureauet i Rumænien har opkrævet et par lokale månedslønninger
for at formidle job til Danmark.
Forklaring: Sikke noget svineri, men det har vi ikke det juridiske ansvar for.
Og så videre og så videre. Det ser ikke godt ud under PH-lampens skær.

Selvfølgelig er det en god historie, at store momsfritagne samfundsstøtter som bladhusene ikke behandler folk ordentligt.
Men sjovt nok synes det ikke at sive helt ind på redaktionerne. Sagen bliver behandlet som en konflikt mellem Dansk Avis Omdeling og budbringeren DR. Er det utroværdig journalistik? Redaktionerne mangler civil courage til at undersøge selve sagens substans. Det virker underskudsagtigt – og igen: Den manglende selvindsigt og selvkritik signalerer underskud – til overskudslæsere.

Nogle gange bliver det komisk. Forleden skrev dagbladet Politiken en harmdirrende leder om folk, der tjener kassen på prostitution.
»Imens debatten ruller videre om en eventuel ulovliggørelse af sexkøb, bør politiet og anklagemyndigheden omprioritere deres ressourcer, så alle personer, der tjener penge på andres fornedrelse, stilles for en dommer.«
Det er vel at mærke skrevet af en lederskribent i et avishus, der i årevis har tjent tykt på prostitution via Ekstra Bladets såkaldte massageannoncer. Skal administrerende direktør Lars Munch så i fængsel? Den pæne mand! Mindre kunne nok gøre det. For eksempel en diskussion af momsfritagelsen i lyset af massageannoncerne.
Det er en underdrivelse at tale om en blind plet. Her er tale om hele uudforskede kontinenter af mørkt land i egen baghave. Måske er jeg ved at blive gammel, men jeg bilder mig ind, at morgenaviserne havde mere selvironi og overskud til selvkritik for bare en håndfuld år siden.

For det hænger ikke sammen. Signalerne om mentalt underskud står dårligt til de latte-drikkende overskudsmennesker i målgruppen.

Det er blevet kaldt selvmord af frygt for døden.
De betalte morgenaviser prøver at overleve ved at rendyrke sig selv som nicheaviser for den bedst stillede del af middelklassen. Et personalegode for caffe latte-segmentet.
Det går ikke så godt. Oplagene falder til jorden som sten.
Men når man nu har valgt den strategi, så bør den være gennemført.
At holde avis handler om selvforståelse. Ikke mindst for dem, der selv betaler 4.000 kroner for et årsabonnement. Efterhånden som de jævnt lønnede læsere bliver skrællet af og foræret til de gratis konkurrenter, så bliver betalingsavisen det nye klaver. 'Hun kom fra et hjem med betalingsavis'.
Avisen er et spejl. Hvis det, den bedst stillede del af middelklassens ser i spejlet, ikke passer med økovarerne i køleskabet og Max Havelaar-kaffen, så er der et problem.
Brandet skal kort sagt passe til læserne, og på det punkt har morgenaviserne tilsyneladende ikke rigtigt overskud til at se sig selv i et større perspektiv.

Et eksempel er de store bladhuse JP/Politikens Hus og Det Berlingske Officins behandling af de importerede bude fra Østeuropa. Vi hører mange fantasifulde forklaringer fra Dansk Avis Omdeling. En enkelt smutter kunne måske gå, men det samlede billede er forstemmende.
Bude som Maria Amalia Alexandru har arbejdet i op til 56 dage uden et fridøgn.
Forklaring: En beklagelig fejl.
Flere bude har ikke fået løn for 30 timers arbejde ugentligt.
Forklaring: Vi har fået at vide, at vi kan tolke reglerne anderledes.
Dansk Avis Omdelings rekrutteringsbureau i Rumænien har lavet forfalskede
kontrakter.
Forklaring: Det vidste vi ikke, og det er da for dårligt.
Rekrutteringsbureauet i Rumænien har opkrævet et par lokale månedslønninger
for at formidle job til Danmark.
Forklaring: Sikke noget svineri, men det har vi ikke det juridiske ansvar for.
Og så videre og så videre. Det ser ikke godt ud under PH-lampens skær.

Selvfølgelig er det en god historie, at store momsfritagne samfundsstøtter som bladhusene ikke behandler folk ordentligt.
Men sjovt nok synes det ikke at sive helt ind på redaktionerne. Sagen bliver behandlet som en konflikt mellem Dansk Avis Omdeling og budbringeren DR. Er det utroværdig journalistik? Redaktionerne mangler civil courage til at undersøge selve sagens substans. Det virker underskudsagtigt – og igen: Den manglende selvindsigt og selvkritik signalerer underskud – til overskudslæsere.

Nogle gange bliver det komisk. Forleden skrev dagbladet Politiken en harmdirrende leder om folk, der tjener kassen på prostitution.
»Imens debatten ruller videre om en eventuel ulovliggørelse af sexkøb, bør politiet og anklagemyndigheden omprioritere deres ressourcer, så alle personer, der tjener penge på andres fornedrelse, stilles for en dommer.«
Det er vel at mærke skrevet af en lederskribent i et avishus, der i årevis har tjent tykt på prostitution via Ekstra Bladets såkaldte massageannoncer. Skal administrerende direktør Lars Munch så i fængsel? Den pæne mand! Mindre kunne nok gøre det. For eksempel en diskussion af momsfritagelsen i lyset af massageannoncerne.
Det er en underdrivelse at tale om en blind plet. Her er tale om hele uudforskede kontinenter af mørkt land i egen baghave. Måske er jeg ved at blive gammel, men jeg bilder mig ind, at morgenaviserne havde mere selvironi og overskud til selvkritik for bare en håndfuld år siden.
For det hænger ikke sammen. Signalerne om mentalt underskud står dårligt til de latte-drikkende overskudsmennesker i målgruppen.