search

»Lær irakerne at sælge annoncer«

Der er skudt 500 millioner amerikanske dollar i nye medier i Irak - men de dør, fordi ingen har lært at sælge annoncer i et land domineret af partipresse. Kun bloggerne har tag i både befolkning og kritisk journalistik. Rapport fra Irak fem år efter at Danmark trak sig ud.

Der er skudt 500 millioner amerikanske dollar i nye medier i Irak – men de dør, fordi ingen har lært at sælge annoncer i et land domineret af partipresse. Kun bloggerne har tag i både befolkning og kritisk journalistik. Rapport fra Irak fem år efter at Danmark trak sig ud.

»Han skærer ører og tunge af folk, der kritiserer ham.«
Sådan lød det, da Folketinget i marts 2003 besluttede at støtte den amerikansk-ledede krig mod Irak for at afsætte Saddam Hussein. En undersøgelseskommission skal nu undersøge grundlaget for den danske deltagelse. Journalisten rapporterer fra Irak.

»Jeg er ikke blevet dræbt endnu, men jeg har forberedt min kone og børn på, at det måske vil ske,« siger den irakiske graverjournalist Ahmed Hussein nøgternt. Journalisten møder ham på et diskret kontor med nedrullede persienner i den irakiske hovedstad, Bagdad. Han har arbejdet seks år på en avis finansieret af oppositionen.
»I en periode lå der hver morgen et trusselsbrev eller en patron foran min hoveddør. Men heldigvis var jeg altid den første ude ad døren om morgenen, så min familie så ikke truslerne,« siger han uden at hæve stemmen.

Journalisten er taget til Irak for at undersøge, hvordan det i dag står til med pressefriheden i et land, som Danmark i foråret 2003 var med til at invadere for at opbygge et frit og demokratisk Irak.
På 10 dage rejser vi rundt i den voldsramte hovedstad Bagdad og de kurdiske yderområder. Vi møder skræmte reportere, partipolitiske redaktører – og aviser, der ikke har lært at sælge annoncer. Men vi ser også en scene af unge bloggere, som fortæller den del af borgerne, der har adgang til internettet, en mere sand og kritisk version af livet i Irak.

Danmark trak sig ud af Irak i sommeren 2007, fordi missionen var løst, og Irak selv kunne fortsætte opbygningen af demokratiet.
Men det overordnede indtryk på vores rejse – snart fem år efter at Danmark trak sig ud – er ikke, at ytringerne er fri, og at pressen fungerer i dag. Måske tværtimod.
Den nye medielov fra 2011 giver retten mulighed for at idømme journalister op til syv års fængsel for at skrive fornærmende artikler om politikerne.
»Situationen for journalister i Irak og den kurdiske region er den værste i mange år,« siger Samer Muscati, Irak-ansvarlig ved Human Rights Watch.

En af Ahmed Husseins nære bekendte, radioværten Hadi al-Mahdi, blev i september 2011 fundet dræbt på stuegulvet i familiens gule murstenshus midt i Bagdad. Efter flere dødstrusler trængte ukendte gerningsmænd ind og trykkede to gange på en pistol med lyddæmper. Kuglerne ramte al-Mahdi i hovedet, og journalisten, far til tre, døde på stedet.

Hadi al-Mahdi havde boet 12 år i Danmark og var flyttet hjem til Irak i 2004 for at kæmpe for pressefriheden. Alt tyder på, at hans uafhængige radioprogram To Whomever Listens, om blandt andet kvinderettigheder og korruption, endte med at koste ham livet.

Ahmed Hussein selv blev allerede tilbageholdt af irakisk politi to år tidligere. Den 40-årige Husseins synd bestod angiveligt i, at han havde lavet en række kritiske historier om, hvordan kristne irakere oplever øget forfølgelse efter Saddam Husseins fald.
Da husstanden flyttede til en anden bydel i Bagdad, var det ikke, fordi huset var for småt, som han ellers havde fortalt sin familie. En lokal milits havde derimod truet Ahmed Hussein med at slå hans søster ihjel, hvis ikke familien forduftede fra kvarteret, fortæller han.

Bagdad er næsten dagligt hærget af bombeangreb, så vi fragtes gennem byen af armerede, irakiske vagter iført kilotunge, skudsikre veste. Vi sidder i en amerikansk Mercury Grand Marquis-vogn, pansret fra tag til dæk.
Direktøren for den irakiske ngo Journalistic Freedoms Observatory, Hadi Jalo Marei, fortæller, at krigens ende har betydet, at »lidt færre bliver dræbt, men det politiske og juridiske pres på journalister er steget betydeligt«.
For at kunne arbejde på gadeniveau bærer vi lokale klæder og arbejder med irakiske sikkerhedsfolk. Samtidig bliver vi frarådet at opholde os mere end én time på hver location, så eventuelle terrorister ikke kan nå alt for langt i deres detailplanlægning.

Ved indgangskontoret til avisen Nyt Kurdistan sidder 21-årige Hazhan Hassan og ser tyrkiske soap-serier. Hun arbejder som pr-medarbejder hos Nyt Kurdistan og ville allerhelst være »noget inden for modeverdenen, helst med kurdiske kjoler«.
Desværre var hendes gennemsnit fra gymnasiet så lavt, at mulighederne kun bød på Media College eller en islamisk skole, fortæller hun:
»Og så valgte jeg mediecollege, selv om jeg nærmest ikke anede, hvad medier var, inden jeg startede.«
Ligesom cirka 90 procent af de irakiske medier er avisen Nyt Kurdistan partipolitisk, og den er ejet af regeringspartiet Patriotic Union of Kurdistan (PUK), der udgiver dagbladet fra Iraks kurdiske Sulaymaniyah-provins.

På medieskolen lærer de studerende, at essensen af journalistik er at fortælle sandheden til folket, beretter 21-årige Hazhan Hassan.
Vi spørger, om man godt kan være partisk og samtidig være troværdig sandhedsformidler.
»Det er selvfølgelig lidt begrænsende, men så stor er forskellen heller ikke på objektiv og subjektiv journalistik,« svarer Hazhan Hassan.
Hun kan ikke se sig selv arbejde et andet sted, for PUK er rigtig gode arbejdsgivere:
»Og jeg deler også politisk holdning med dem.«

Journalisten bliver budt på sød te hos regeringspartiet Patriotic Union of Kurdistan (PUK).
»Nogle gange skriver vi journalister to udkast til samme artikel, så kan partiet vælge den udgave til avisen, de bedst kan lide. Men det sker ikke så tit, for jeg kender næsten partiets politik bedre end partiet selv,« klukker chefredaktør Stran Abdullah fra den irakisk-kurdiske partiavis Nyt Kurdistan.

Lige over chefredaktør Stran Abdullahs massive, skinnende skivebord hænger et 40 x 80 centimeter stort portræt af PUK's generalsekretær og Iraks præsident, Jalal Talabani – en rund og struttende mand, som i et næsten religiøst lys misser mod himlen i grønne omgivelser, iført sminke fra Photoshop. Der er hverken avisabonnementer, statsstøtte eller skik for reklamer i de irakiske medier. Vil man leve af journalistik, er partipengene nødvendige.
Og når man spørger, hvorfor Stran Abdullah ikke ønsker at bedrive uafhængig journalistik, lyder hans logik:
»Jeg mener endnu ikke, at vi har gennemført vores politiske nationalistiske mission.«
Stran Abdullah trykker på sin hvide fjernbetjening, og få sekunder senere står en hidkaldt assistent ret i kontoret med dagens avis.

Forsidehistorien handler om et møde mellem PUK's top og vigtige irakiske handelsmænd.
»Men vi trykker også kritik, hvis det kan hjælpe partiet i den rigtige retning. Vi skal bite the politicians but not break their bones,« siger Stran Abdullah.
»Nok er vi partiske, men vi laver rigtig journalistik. Artiklerne redigeres og vinkles efter nyhedsværdien. Men journalistik er for mig også en måde at udtrykke min mening på. Det er jo et tegn på demokrati, at alle partier har lov til at have partiaviser.«

Når man besøger den uafhængige irakisk-kurdiske avis Awene, står to ting hurtigt klart: De er gode til at lave uafhængig journalistik, og de er dårlige til at drive en forretning.
Webredaktøren Dana Asaad viser rundt i de fugtige og ramponerede redaktionslokaler. Væggen i det interimistiske køkken er muggen, og nogle af journalisterne sidder ved mintgrønne afskallede borde, lavet af gamle køkkenskabe.
»I skal vide én ting om folkene her på Awene,« siger han.
»Vi laver den her slags journalistik, fordi vi elsker det. Stedet her er journalisternes andet hjem.«
Under Dana Asaads kontorbord ligger en sammenrullet madras. Dana arbejder cirka 15 timer om dagen, seks dage om ugen, fortæller han.
På Awene kan ledelsen kun betale medarbejderne 17 kroner for en artikel – til sammenligning koster mange almindelige forbrugsvarer godt det halve af danske.

Det kan undre, at der ikke er flere uafhængige medier i Irak i dag. Efter Saddam Husseins fald eksploderede antallet af medier fra fire statsejede til 300-400 nye, folkeskabte medier.
Irakerne havde et behov for at udtrykke sig efter 25 års åndenød. Det samme medieboom er sket i Libyen og Egypten, efter at landenes despoter blev fjernet.

Men kanalerne til at udtrykke sig og modtage fri information blev hurtigt lukket ned i Irak. De nye mediers økonomi kunne ikke løbe rundt, forklarer Osama al-Habahbeh, leder af Irak-programmet hos den danskbaserede organisation International Media Service.
»Der er blevet kastet mange, mange penge efter opbygningen af de irakiske medier. Amerikanerne postede nok 500 millioner dollar i irakiske medier, men hvad har de fået ud af det?« spørger han og besvarer selv det retoriske spørgsmål ved at løfte hånden i vejret og lade pegefingeren og tommelfingeren berøre hinanden i en lukket cirkel.

Osama al-Habahbeh kritiserer, hvordan de mange ngo'er er fløjet ind i Irak med paller af penge, har holdt journalistiske workshops for fremtidige journalister og så er fløjet ud igen.
»Pengene er blevet brugt på journalistisk træning af irakerne, men det hjælper jo ikke, hvis de trænede journalister ikke har nogen medier at gå til bagefter, og man ikke har bygget et retssamfund op omkring journalistikken.«

International Media Support bruger mange af ressourcerne på at træne marketingfolk i at sælge annoncer til medier og til at træne cirka 20 advokater, som kan og vil føre sager for truede journalister.
»Det er ikke lige så "sexet" at træne reklamesælgere som at uddanne uafhængige journalister, men det kommer irakerne til størst gavn i længden,« mener Osama al-Habahbeh.
»For med en selvstændig forretningsmodel er medierne ikke afhængige af penge fra de politiske partier og dermed også en dikteret dagsorden.«
Bloggerscenen er et af de få velfungerende åndehuller, som Journalisten finder for det frie ord i Irak. Selv om kun 2,8 procent af de 30 millioner irakere har adgang til internet, bliver netaktivisterne regnet for vigtige journalistiske formidlere. De er repræsentanter for en troværdighed, som det irakiske folk ikke tildeler journalisterne.

Bloggeren Hayder Hamzoz studerer Fine Arts på University of Baghdad og driver bloggen Iraqi Streets 4 Change, hvor han uploader videoer og billeder af civile irakeres protester mod det nuværende styres korruption og vold.
På gode uger har hjemmesiden op mod 5.000 besøgende. Irakiske internetbrugere kan oprette sig under et dæknavn og diskutere det usagte i et chatrum – sekteriske tilhørsforhold, lovløse politikere og korruption på arbejdet.

Hayder fortæller, at han voksede op med et mediebillede udelukkende bestående af Saddam Husseins to tv-kanaler og et skolesystem, hvor de hver torsdag havde efterretnings-øvelser på skemaet. Eleverne skulle lære at udspionere deres naboer og angive andre borgeres regimekritiske holdninger. Hayders forældre talte ikke om politik med deres søn, af frygt for at han skulle afsløre dem.

Hayder Hamzoz peger på et fotografi af et skændet alter fra kirken Our Lady of Salvation i Bagdad. På begge sider af det nøddebrune alter er hvidkalkede kirkevægge sprøjtet til med blod.
Hayder Hamzoz finder et nyt billede frem på laptoppen. Det viser et seks måneder gammelt spædbarn liggende på en kirkebænk. Barnet er dødt.
Billederne er fra massakren på Bagdads kristne kirke den 31. oktober 2010. Det var også den dag, 23-årige Hayder Hamzoz for alvor fandt ud af, at han kunne noget, som traditionelle journalister ikke altid var i stand til: Fortælle sandheden.

Denne søndag aften i oktober var over 100 kirkegængere til gudstjeneste, da en al-Qaeda-relateret gruppe stormede det hellige rum og tog kirkegængerne som gidsler.
Hayder Hamzoz var ved at pakke sine ting og gå hjem fra arbejde i nabobygningen, da han hørte skud. Mens de politiske tv-kanaler fire timer senere proklamerede, at der var fuldstændig styr på situationen og gidslerne var befriet, kunne Hamzoz twitte om en anden virkelighedsopfattelse.
"Do not believe in the government-tv. They are still shooting in the church."
På det tidspunkt sprængte den al-Qaeda-relaterede gruppe sig selv i luften inde i kirken. 58 irakere blev taget med i døden den aften.

Enkelte traditionelle medier har taget bloggerne til sig ved for eksempel at publicere netaktivisternes indlæg.
Er det ikke risikabelt for Hayder Hamzoz' sikkerhed, at vi bringer et portrætbillede af ham i vores artikel, spørger vi. Muligvis, men det er et valg, han har taget:
»Det er ikke fair, at jeg gemmer mig bag anonymitet og masker, når mit budskab er, at folk skal turde tale frit i Irak. Nogle mener, at jeg ikke har respekt for mit eget liv, men jeg blogger, fordi jeg vil være med til at bygge Irak op. Alle mennesker har brug for et mål i deres liv, hvis vi skal have det til at give mening. Mit mål er så blevet pressefriheden,« siger han.

FAKTA
Krigen i Irak gjorde landet til klodens farligste journalistiske arbejdsplads det seneste årti. 230 pressefolk blev ifølge Reporters Without Borders dræbt under invasionen. Det højeste antal nogensinde i en international konflikt.

93 mediefolk er siden 2003 blevet bortført af militser, hvoraf 13 journalister stadig holdes som gidsler.

De seneste 12 måneder er der blevet registreret 359 tilfælde af chikane mod journalister i Irakisk Kurdi-stan. Her et uddrag fra 2011:

∞ Den nyopstartede uafhængige tv-kanal NRT når kun at sende tv i 13 timer, før 50 armerede mænd stormer tv-stationen. De skyder to NRT-vagtmænd ved indgangen og sætter ild til bygningens tre etager. Samme dag har NRT som det eneste medie bragt billeder af politiets voldelige overgreb på demonstranter.

∞ Tv-reporter Bestoon Zhazhiley modtager en trussel på sms: "Inden længe kommer du til at betale for at have talt over dig," står der.

∞ Journalist Soran Omar opdager en bilbombe, som er blevet placeret under hans private bil.

∞ Chefredaktør Asos Hardi på den uafhængige avis Awene står ved sin bil på vej hjem fra arbejde, da han bliver slået ned bagfra med en pistol. Han må syes med 32 sting i ansigtet. Siden har Asos Hardi anklaget en politisk embedsmand for at stå bag. Sagen har endnu ikke været for retten.

∞ Politiet stormer tv-journalist Abdullah Ahmeds private hjem. De anholder ham.

∞ Farman Mohammed, reporter for den uafhængige tv-kanal NRT, modtager et telefonopkald, hvor en stemme truende advarer ham om, at han er i fare og vil blive dræbt, hvis han ikke siger op på NRT.

∞ Tv-reporter Barqi Islam er på vej hjem fra skovtur med sin kone, børn og bror, da nogle mænd pludselig skyder mod Barqi Islams bil fra en hvid sedan Hyundai. Familiens bil bliver ramt af otte skud.

Kilde: Ngo'en Metro Center, som registrerer alle overfald på mediefolk

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen