Berlingske får bøde på 10.000 for at sælge vin

Berlingske Media skal betale 10.000 kroner i bøde for at sælge vin i sin læsershop på nettet uden at have tilladelserne på plads. Det bekræfter Fødevareregion Øst over for Journalisten.dk.

Berlingske Media skal betale 10.000 kroner i bøde for at sælge vin i sin læsershop på nettet uden at have tilladelserne på plads. Det bekræfter Fødevareregion Øst over for Journalisten.dk.

Berlingske Media får en bøde på 10.000 kroner for at sælge vin til læserne via læsershoppen Lidtmere.dk. De mangler nemlig de nødvendige tilladelser, fremgår det af en kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen.

Fødevareregion Øst har været på besøg hos Berlingskes læsershop den 23. december. Besøget var en del af en større kampagne for at forhindre ulovlig import af vin og ænder, som tilsynet har ført i slutningen af december.

»Det er konstateret, at virksomheden importerer følgende fødevarer uden den krævede registrering: Virksomheden reklamerer for udsalg af vine over internettet og i reklameaviser uden at være autoriseret/registreret hos Fødevareregionen,« står der i kontrolrapporten.

Berlingske Media har ansøgt om den nødvendige tilladelse i 2009, men fik afslag, fremgår det af rapporten. 

Ifølge Fødevareregion Øst har Berlingske Media nu modtaget et bødeforlæg på 10.000 kroner. Hvis mediekoncernen vælger ikke at betale den administrative bøde, så vil sagen blive sendt videre til politiet.

Journalisten.dk har været i telefonisk kontakt med Lidtmere.dk og afventer en kommentar.

Du kan se Fødevarestyrelsens kontrolrapport på nettet her.

1 Kommentar

Henrik Lind Jørgensen
17. JANUAR 2011
Re: Berlingske får bøde på 10.000 for at sælge vin

Det er efterhånden mange år siden, at daværende koncernchef for Berlingske, Lasse Bolander, luftede muligheden for blandt andet at sælge syltetøj til avis-læserne.

Det grinte vi meget af dengang, men vi blev klogere. Det gjorde Lasse Bolander også - han satsede i hvert fald hele butikken på FDB, hvor han nu er formand. Han sælger en masse syltetøj og formentlig en avis eller to.